Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nej, jeg vil faktisk ikke elske min kollega

I det hele taget synes jeg, at Morten Albæks invasive og kvasi-religiøse kapitalisme skal holde sine slimede tentakler fra mit følelsesliv. Ja, jeg mener endda, at det er både fagforeningernes og statens opgave at holde ham stangen.

»Du skal elske din kollega« står der bydende på forsiden af det nyeste nummer af DJØF-bladet, dette organet for nutidens ridefogeder. Teksten ledsages af et stort billede af erhvervsleder og forfatter Morten Albæk. Som herrens søn bringer han et budskab, og hvis den bibelske reference ikke var nok, er han på billedet udrustet med vinger i form af hvide gardiner.

Albæk er nemlig en af ypperstepræsterne i den voksende kult, der har til formål at målrette al menneskelig aktivitet eé formål: optimeringen af dets produktive værdi. Det er en trosretning, hvortil Bjarne Corydon med sin konkurrencestat også regnes som hengiven discipel. Men hvor fortidens kirke med kætterbål og truslen om evig fortabelse forsøgte at undertvinge sig vores følelsesliv, så er Albæks budskab i sandheden et kærlighedens. Han elsker nemlig sine medarbejdere og mener, at man skal finde sig et nyt job, hvis man ikke kan lide sin chef.

Er det kærlighed?

Men det, Albæk siger, er lige så meget løgn, som når paven prædiker mådehold. Albæk elsker ikke sine medarbejdere. I hvert fald ikke som normale mennesker opfatter kærlighed, nemlig betingelsesløst. Din chef er heller ikke din ven. Hans opgave er at sikre, at du yder mere, end du koster, og er han en god chef, får han dig til at yde meget mere end du koster. Det gøres selvsagt bedst i en professionel og ja, venskabelig atmosfære, men det øjeblik, du ikke længere er et aktiv for virksomheden, er det din chefs opgave at dumpe dig hurtigst muligt. Er det kærlighed? Er det venskab?

Problemet med Albækismen er, at der er tale om en pervertering af en af verdens ældste relationer, nemlig mellem dem, der bestemmer, og dem, der ikke gør. Albæks nærværende ledelseskultur taler til vores skepsis mod magt og hierarki, men den fungerer i virkeligheden ligesom al anden organiseret religion: som en undskyldning for de rige og mægtige til at nyde magten, mens de undslår sig ansvaret. For vi er jo alle lige. Bare ikke, når der skal uddeles privilegier.

Det er nemlig en god forretning, når medarbejderne bruger deres »fritid« på at være reklamesøjler og sælgere for virksomheden. Tager på arbejde, når de er syge, og arbejder gratis i weekenderne, fordi de gerne vil være venner med dem, der bestemmer over dem. Det er det, der gør Albæk så værdifuld for arbejdsgiverne. Prøv at google gummistøvledronningen Ilse Jacobsen, der har Albæk som bestyrelsesformand. Sådan fungerer det i praksis.

Sandheden er, at hvis du ikke kan lide din chef, så er du sandsynligvis helt normal. Det er der ikke særligt mange, der kan. I stedet for at skamme dig, skal du organisere dig sammen med dine kolleger. Jeres sammenhold er den eneste garant for, at dine interesser bliver varetaget. Samtidig skal du aktivt kræve af staten, at den skærmer dig imod de negative effekter af udviklingen. Dens legitimitet er baseret på din velvilje.

Jeg anerkender fuldt ud, at Albæk er en super inspirerende chef og vanvittigt dygtig til det, han laver. Man kan samtidig med rette anklage mig for blot at være en middelmådig lønmodtager-type. Sagen er bare den, at vi er de mange, og han repræsenterer de få. Det er ikke fordi den nuværende samfundsindretning på nogen måde begrænser arbejdsnarkomaner i at knokle derudad og realisere sig selv. Anderledes er det for alle os andre, der bare gerne vil tjene til livets opretholdelse og ellers bruge tiden på os selv og vores nærmeste. Vi er under en konstant belejring fra alle sider for at optimere vores liv.

Elsker at arbejde

Og nej, det er ikke fordi jeg er en hippie, der bare vil holde fri hele dagen og stadig nyde modernitetens materielle goder. Jeg elsker at arbejde og som god ateistisk protestant kunne jeg ikke forestille mig at gøre andet. Jeg tror ikke, at der er mange af os på gulvet, der ikke anerkender behovet for at øge produktiviteten. Hvis vi ikke bestiller noget, bliver vi erstattet af kinesere. Når vi bliver ældre, skal vi lave mere for at opretholde samme levestandard. Det giver sig selv og på den måde er konkurrencestaten et vilkår.

Det, vi nægter, er at blive indrulleret som små soldater i en arbejdsarmé. Især når arbejdsarmeens erobringer bliver så skævt fordelt. Vi kræver, at vores værd som mennesker gøres op i andet end vores produktionsværdi. Vi vil ikke lade vores følelsesliv kolonisere af arbejdsgiverne. Det kan godt være, at det både lyder tiltalende og hæver produktiviteten, men det er fremmedgørende på et niveau, der rimer på slaveri.