Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nej, ingen tillid til Skat

Lilly B. Tang, cand.jur. og billedkunstner Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det er tilliden til Skat, der står på spil,« siger skatteministeren – og beholder alligevel den skattechef, der er medansvarlig for katastroferne i Skat.

Altså! Kære skatteminister. Det er år siden, ret mange har haft »tillid« til Skat. Det er ikke tillid, der har fået danskerne til at finde sig i beskatningsniveauet eller skattevæsenets hæslige fremfærd over for ordentlige mennesker. Det er undertrykkelse og opgivelse.

Skat er ikke bare blevet uærlig, gangsteragtig og sjusket, men har smidt tvangsopkrævede penge i kloakken. Hver gang nogen får en af de ekstra fartbøder, skyldes det direkte hullet i statskassen. Der er jo ikke andre til at fylde det end de pæne, almindelige, middelklassemennesker.

Alt for mange af medarbejderne er uforskammede, stædige og mistænkeliggørende samtidig med, at de er umådeligt nærtagende over for at få skyld for urent trav, ligesom »undskyld« ikke findes i Skats ordforråd. Det lapper ikke på indtrykket, at enkelte har været på kundeplejekursus og ikke lader sig provokere.

Næh, tillid til Skat har kun de haft, der aldrig er kommet i kontakt med Skat, fordi en arbejdsgiver (eller det offentlige) har ordnet deres betalinger, inden de får udbetalt en krone, og som i øvrigt ikke ejer, arver noget.

Man kan ikke engang spørge Skatteministeriet eller skatteministeren, om Skats opfattelse af en lov er rigtig. Spørgsmålet sendes bare tilbage til Skat, der svarer, at selvfølgelig har de da ret. Sikke en svir at få lov til selv at svare på tvivlsspørgsmål, om man har ret eller ej.

Retsbevidstheden over for Skat skrumper – trods diverse politiske udmeldinger om at gøre noget ved det. Skat skal have ret, ellers river det merarbejde og udbetalinger med sig, ikke bare til klageren, men til alle andre mishandlede borgere. Har det indvirkning på Højesterets »sommerhusdom«, som giver Skat ret til at sjakre med vurderingerne af vore huse for at optimere beskatningen? Sådanne domme skaber ikke tillid til Skat – eller til Højesteret for den sags skyld. Det bliver ikke bedre af, at det tillades skattechefer at hente bonuser på at plyndre folk mest muligt, men ikke på at passe bedst muligt på vores penge. Bonus og resultatløn i det offentlige ligner korruption for meget til, at det må eksistere.

Skat skal ikke skyde skylden for utilladelig opførsel, fejl og pengespild på et møg-EDB-system, som chefen har fået bonus for at igangsætte – eller på nedskæringer. Ansatte må ikke lade stå til og nøjes med at plyndre pæne mennesker med den ene hånd og lave hul i kassen med den anden. Det er de ansattes ansvar.

Skats medarbejdere – fra høj til lav – burde principielt ud af vagten. Da det næppe lader sig realisere, skal der fremover indprentes ordentlig opførsel, orden i kassen, lovlydighed og omhu for borgernes retssikkerhed. Overfortolkning af skattelovene for at optimere skatterne har aldrig været tilladt, forbuddet skal indskærpes, og det skal være strafbart ikke at passe på de betroede skattemidler, man indkasserer med tvang.