Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nej, Google og Facebook skal ikke tjene penge på 13-åriges privatliv

Hvornår er man gammel nok til at give samtykke til, at ens private data bliver indsamlet, systematiseret, registreret, brugt og videregivet af kommercielle firmaer? Det skal vedtages i den ny Databeskyttelseslov, som indtil i går, 22. august, var i høring.

Loven vil fra maj 2018 supplere EUs Databeskyttelsesforordning (GDPR) med danske særregler for databeskyttelse. I GDPR er aldersgrænsen sat til 16 år, men medlemsstaterne kan ved lov fastsætte en lavere aldersgrænse, forudsat at den ikke er under 13 år. Justitsministeriet anbefaler, at aldersgrænsen i Danmark er på 13 år.

Er 13 år en fornuftig grænse? Det bør vi som samfund tage en debat om, før loven bliver vedtaget. Men ingen danske organisationer, der har børns rettigheder som primært fokusområde, har modtaget lovforslaget til høring.

Det bunder formentlig ikke i ond vilje, men det understreger alligevel det faktum, at børns cyber-beskyttelse og ret til privatliv simpelthen ikke bliver taget seriøst i Danmark. Det hænger endvidere sammen med en bredere diskussion af danske forældres rolle i børns onlineliv.

Børn og unge under 16 år udgør en stor gruppe af medieforbrugere og er en lukrativ forretning for globale datadrevne virksomheder som f.eks. Google og Facebook (der ejer Youtube og Instagram).

Deres forretningsmodel er at høste data – herunder også fra europæiske børn og unge – hvis beskyttelsesstandarder ikke er blevet tilstrækkeligt håndhævet hidtil. Det er derfor i industriens interesse, at alderen for samtykke ligger på 13 år (Facebooks nuværende aldersgrænse) og ikke på 16 år. I forhandlingen af forordningen i EU var de inde med det helt tunge skyts af lobbyister.

Medievante

Justitsministeriet begrunder aldersgrænsen på 13 år med, at »børn i Danmark er i høj grad medievante. Adgang til information via søgemaskiner og deltagelse i online aktiviteter har stor samfundsmæssig og social betydning for børn og unge (…) En høj aldersgrænse for, hvornår et barn gyldigt kan give samtykke til behandling af personoplysninger kan føre til, at børn og unge udelukkes fra informationssamfundstjenester, hvis forældremyndighedsindehaveren ikke vil give samtykke til behandling af personoplysninger«.

Et væsentligt argument er altså børns frihedsrettigheder – frihed til at deltage i online-aktiviteter sammen med andre unge. Frihed fra forældrenes mulige kæp i hjulet.

Men det, vi skal gøre os helt klart, er, at vi i samme moment giver industrien udbredte frihedsrettigheder. De får direkte adgang til børns daglige liv – deres inderste håb, drømme og sorger. De data er bogstavelig talt guld værd. Og de er ikke private, når de er i hænderne på firmaer, hvis forretningsmodel består i at tjene penge på dem.

Undersøgelser viser, at danske børn er dårlige til at afkode sponsoreret indhold på internettet og kun har ringe forståelse for, hvordan og hvorfor firmaer udnytter deres personlige data. Vi kan derfor ikke seriøst forvente, at børn på 13 år er i stand til at forstå implikationerne af de komplicerede samtykke-dokumenter. De kan i princippet sige ja til hvad som helst. Og cyberspace har nogle mindre hyggelige områder. Se blot på de eksplosive tal for, hvor stor en del af den globale kriminalitet, der er flyttet over i cyberspace.

Kognitiv kapacitet

Indtil børn har den kognitive kapacitet til at foretage fuldt informerede beslutninger, er det ikke nødvendigvis i deres og samfundets bedste interesse at give 13-årige fuldstændig uafhængighed og autonomi, når de er online. I visse tilfælde kan det være relevant, at voksne varetager børns ret til privatliv. Internettet er ikke et neutralt sted. De apps og tjenester, som børn betjener, er ikke neutrale.

Men danske børn er nu engang nogle af de børn i Europa, der bruger mest tid i cyberspace uden forældre. Kunne man derfor forestille sig en aldersgrænse på måske 14 eller 15 år? I praksis er det en kompliceret opgave at fastsætte en aldersgrænse, der giver mening for alle. For børn udvikler sig i forskellige tempi.

Men netop fordi det er så svært at beskytte børns privatliv og integritet på internettet, er der et kæmpe behov for en offentlig debat om emnet, som kan lede til et robust rationale for en specifik aldersgrænse. En aldersgrænse, der ikke kun tilgodeser industrien, men også børnene. Den debat er det også statens opgave at rejse.