Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nej, det er jer, der har tegnet de tegninger!

Det er forstemmende, at medierne af frygt for vold og terror gav afkald på at genoptrykke Muhammed-tegningerne i anledning af ti-året for deres offentliggørelse. Samtlige aviser dukkede sig! Havde alle i solidaritet bragt dem, ville det have været en kæmpe politisk manifestation.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter at datoen for ti-års jubilæet for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne nu er passeret, er det forstemmende at konstatere, at medierne af frygt for vold og terror har givet afkald på at genoptrykke dem. Har man tænkt på det principielle, der ligger i denne handling?

Det bliver endnu mere forstemmende af, at multikulturalisterne, derunder også en del kulturradikale, bifalder det manglende genoptryk. De vil give minoriteterne en særlig ophøjet position i forhold til alle andre, en gestus, der i virkeligheden medvirker til at isolere disse endnu mere, og det stemmer i øvrigt meget lidt overens med det kritiske demokrati i Danmark, jeg har lært at værdsætte.

Da tegningerne i sin tid blev offentliggjort, var jeg som muslim først ret overrasket. Det var første gang, at der var blevet lavet satire over Profeten, og jeg havde svært ved at forholde mig til det. Og jeg skal med det samme sige, at jeg nu lige så lidt som dengang bryder mig særligt meget om tegningerne, men det er ikke det afgørende.

For offentliggørelsen af tegningerne gav mig allerede dengang anledning til at tænke over, hvorfor tegningerne var blevet lavet, og hvad tegningerne egentlig udtrykte, bl.a. Kurt Westergaards profet med bomben i turbanen. En tegning som denne var jo ikke bare opstået ud af ingenting. Den var opstået ud af, at Vesten igen og igen havde oplevet, at Profeten var blevet (mis)brugt til at udøve terror. Der var således ikke noget mærkeligt i, at Vesten måtte opfatte ham på denne meget entydige, karikerede måde.

Den spanske maler Pablo Picasso blev engang i forbindelse med sit maleri »Guernica« fra Den Spanske Borgerkrig af en Gestapo-officer anklagende spurgt, om det var ham, der havde malet det. Dertil svarede Picasso meget skarpt: »Nej, det er jer!«

Det kunne man med samme gode ret sige til dem, der har begået bombeterror i Profetens navn, og tillige til dem, der endnu den dag i dag stræber Kurt Westergaard efter livet: »Nej, det er jer, der har tegnet de tegninger!«

Oversat til markedsføringssprog, kunne man sige, at profeten med al den terror, der er blevet begået i hans navn, er blevet givet et meget dårligt brand her i Vesten, når en karikaturtegner kan finde på at afbilde ham på den måde. Af samme grund oplevede jeg, at reaktionerne på tegningerne med nedbrændte ambassader og mennesker, der blev dræbt, ligeledes blot blev en bekræftelse af tegningerne.

Multikulturalisterne og deriblandt mange såkaldt kulturradikale var til gengæld svært fornøjede over det manglende genoptryk af tegningerne. De mente ikke, at tegningerne skulle have været bragt, hverken dengang for ti år siden eller nu. En af begrundelserne lyder bl.a., at de betragter det som mobning af en bestemt minoritet herhjemme.

Det ovennævnte synspunkt er efter min opfattelse en farlig kurs! For det første er mobning noget med at holde nogen uden for. Det er ikke tilfældet her. Tværtimod ville muslimerne i princippet have været holdt uden for, hvis de ikke skulle kunne blive genstand for noget så dansk som satire.

Jeg er faktisk i den forbindelse som muslim træt af hele tiden at blive sat op på en piedestal! Derimod er de sande mobbede de tegnere og journalister, der konstant må se sig over skulderen. For det andet bliver multikulturalismen problematisk, når det ligger implicit i udfoldelsen af den, at den giver lov til at lægge bånd på majoritetens frihed, den frihed, vi i øvrigt må anse for at være indiskutabel, absolut og ukrænkelig.

For multikulturalisme er mere end blot indtagelse af eksotisk mad og dyrkelse af eksotisk påklædning – det er f.eks. også at sige ja til uheldige tendenser såsom indskrænkelse af ytringsfriheden eller afkald på demokratiet i det hele taget. Det mener jeg ikke, vi kan acceptere. Hvis det er præmissen for et multikulturelt samfund, står jeg af!

Det er tankevækkende, at mange kulturradikale såsom Bo Lidegaard, der må anses for at være talerør for kulturradikalismen, således har vendt sig imod offentliggørelsen af tegningerne. Har de glemt, at satiren, derunder karikaturen, er en særlig genre, og at den har været et stærkt, men absolut ikke-dræbende våben i den vestlige historie som en naturlig del af den kritiske offentlighed?

Satiren har således også en fremtrædende plads i dansk kultur, og der går næppe en dag, uden at vi ser en dansk politiker karikeret i medierne, ja, hele den danske revytradition, der jo har et stærkt kulturradikalt islæt, er bare et andet ord for satire. Forudsat, at vi slutter, at kulturradikalismen er et oplysningsprojekt, hvor vi ikke bare skal grine, men også lære og blive mere dannede, måtte tegningerne have en stærk appel til netop en kulturradikal!

På den baggrund var det principielt forkert ikke at bringe tegningerne igen. Det satte spørgsmålstegn ved en af grundpillerne i vort samfund, den frie presse. I arabiske diktaturstater er disse ting ikke en selvfølgelighed, for dér skal pressen tjene diktatoren.

Men forskellen på dem og vores land er, at herhjemme er denne begrænsning med afkaldet på genoptrykket af tegningerne ikke blevet sat af staten, men af en flok bøller uden for staten. Ikke bare Politiken, men samtlige aviser dukkede sig! Hvis samtlige medier derimod i solidaritet havde bragt tegningerne, havde det været en kæmpe politisk manifestation.

Det ville have været ligesom slutscenen i filmen »De døde poeters klub«, hvor alle kostskoleeleverne rejser sig op på skolebordet som en gestus til deres afskedigede lærer, og eventuelle mørkemænd ville ikke vide, hvorhen de skulle rette deres vrede.

Den udvikling, vi nu er slået ind på, er i længden undergravende for demokratiet. De kræfter, der herhjemme ved overdrevne hensyn tilsyneladende vil minoriteterne det så godt, skal på lang sigt passe på, at tæppet ikke bliver trukket væk under dem. For når de først umiskendeligt oplever ufrihedens snærende bånd, vil de slå hovedet i gulvet med et ordentligt brag, mens de samtidig modtager kommende generationers hårde dom.