Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nej, alt bliver ikke godt, når ens kræftbehandling er slut

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man rammes af en livstruende sygdom, må man for en stund hoppe af det berømte og berygtede hamsterhjul, så man kan koncentrere sig om at blive rask. Et moderne og veludstyret hospitalssystem står klar sammen med et dygtigt og omsorgsfuldt hold læger og sygeplejersker.

Alligevel er det først nu – otte måneder senere – at jeg begynder at fatte sagens alvor. For når man bliver syg, sætter et andet hjul nemlig i gang, og selvom det er et hjul, som målrettet kører mod »helbredelse«, kører det stærkt, og man skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med.

Knude i brystet

Det hele begyndte i februar 2017, da jeg en aften mærkede en knude i brystet. Derefter gik det stærkt, og 14 dage efter fik jeg konstateret brystkræft i højre bryst. Der var flere knuder end den ene, jeg havde mærket, og der var en spredning til lymferne under armhulen.

Brystkræft rammer cirka 4.500 mennesker hvert år, og i år blev jeg så en af dem. Jeg har været gennem 12 omgange kemobehandling og fem ugers daglig stråling og skal de næste ti år spise en anti-hormonel pille.

Arbejde, sociale arrangementer, ja, alt det, du plejer at lave og bruge din tid på, bliver sat på stand by og erstattet med operation, genoptræning, ugentlige kemobehandlinger, dage i sengen med bivirkninger, samtaler med kontaktperson vedr. gener efter operation, fysioterapi, samtale med jobcenteret, opfølgningssamtaler med jobcenteret, samtale hos egen læge og udfyldning af papirer til jobcentret, daglige snakke eller sms-beskeder til familie og venner om, hvordan man har det, løbende snakke med kollegaer og ledelse, bivirkningssamtaler og blodprøver på hospitalet hver uge, samtale med læge om videre forløb i overgangen fra kemobehandling til stråler, samtale med læge omkring opstart med Tamoxifen (en anti-hormonelpille, der skal indtages i ti år), for mit vedkommende ny samtale omkring Tamoxifen med læge, efter at jeg efter første samtale kom til at nærlæse indlægssedlen. Og så var der strålerne, jeg fik hver dag i fem uger.

Undervejs i hele dette virvar, hvor man ikke rigtig opfatter, hvad der foregår, falder håret af (all over!), og din krop opfører sig ikke, som den plejer. Pludselige smerter hen over lænden, ondt i kæberne, snurren i fingrene og fødderne, kvalme, hukommelsesbesvær, generel fysisk uro pga. kunstig overgangsalder, ømhed, rødmen, forstoppelse, konstant træthed, spændingshovedpine, svedeture, hedeture, tudeture – man skånes ikke for noget. Nogle rammes værre end andre, jeg selv har mærket lidt af det hele undervejs og gør det stadig.

Kapitulation

Nu hvor mine behandlinger slut, er luften gået ud af ballonen. Jeg har kapituleret – det er nu, det er gået op for mig, hvad det er, jeg har været igennem. At det har været alvorligt, at det er alvorligt, at kræft er en farlig sygdom, som jeg til trods for alle behandlingerne ikke ved, om er helt væk. Det tænker jeg selvfølgelig, den er, for med al den gift, som er proppet ind i mit krop, kan intet »ondt« vel overleve.

Jeg er dybt taknemmelig hver dag for den hjælp og omsorg, jeg har oplevet og oplever. Da jeg fik mine kemobehandlinger, havde jeg flere gange voldsom angst, når jeg mødte op til behandling.

Hele scenariet med at ligge med et intravenøst drop i to timer fik mig i en klaustrofobisk tilstand. Men det var aldrig noget problem eller noget, som sygeplejerskerne ikke kunne takle. Eller ikke tog sig tid til at tale med mig om. Tværtimod. Jeg følte mig aldrig dum eller svag. Kun hørt på og forstået.

Jeg ved også nu, at ingenting længere er sikkert. Det var det heller ikke før, men nu er det slået fast med syvtommersøm. Angsten for tilbagefald er plantet i mig, og er nu en del af mit liv.

At det skulle være en »gave« at få en livstruende sygdom, og at det først er her, man virkelig ser det smukke i livet og mærker ydmyghed over for det, man har, genkender jeg ikke. Sådan havde jeg det også før.

Til gengæld kan jeg med sikkerhed sige, at jeg selv, inden jeg blev syg, altid tænkte, at når man var færdigbehandlet som kræftpatient, ja, så var man jo rask, og så var alt jo godt igen.

Men efter at have mærket det på egen krop, kan jeg nu sige, at reaktionerne først for alvor dukker op bagefter. Det er nu, der skal bruges tid og kræfter på at få bearbejdet det hele. Og det er nu, pårørende og andre omkring mig skal blive ved med at udvise stor nænsomhed og tålmodighed, at det er nu, man skal have tid og rum og al den kærlighed, man kan få, til langsomt, sikkert og fattet at rejse sig igen.