Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ned med perfektionen

Tom Jensen: Forleden vandt en sort-hvid stumfilm årets fornemste Oscar-pris. Det blev med rette bemærket; men hvad er det udtryk for, at en taleløs og farveløs fransk film sejlede forbi alle de storslåede, teknisk perfekte Hollywood-produktioner? Hvad er lex The Artist?

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For mig at se er det en reaktion mod perfektionen. I dag kan alt teknisk lade sig gøre inden for filmproduktion. De mest utrolige scener kan konstrueres med computerteknik, de mest fantastiske verdener vækkes til live, så man føler, man selv er med, selv om det hele blot er en teknologisk illusion. Den slags har det med at kalde på en reaktion. I kunsten såvel som i den virkelige verden. Netop i dette perspektiv tror jeg, man skal betragte sejren til The Artist. Her får man virkningen ved at trække fra. Ved at dekonstruere perfektionen.

Ved bevidst at skabe kant i forhold til det, man mageligt kunne have gjort, hvis man havde brugt al den moderne teknik og stræbt efter den ypperligste perfektion. På samme måde sker der lignende ting i musikbranchen nu. Allerede i 80erne, med introduktionen af CDen, og på baggrund af årtiers udvikling i studieoptageteknikken, kunne man perfektionere begrebet lyd. Tag Dire Straits-albummet Brothers In Arms, der måske er CD-teknikkens lydmæssigt mest renskurede udgivelse nogensinde. Der er ikke en finger at sætte på noget som helst. Det er ganske enkelt - klinisk perfekt.

Men det er jo sådan med alt det perfekte, at det godt kan ende med at blive småkedeligt i længden. Det gælder både lyd og billede. Men gælder det egentlig ikke også, når vi bevæger os uden for kunst- og kulturområdet og ud i den virkelige tilværelse? Op gennem 00erne diskuterede man således her i landet og i andre velbeslåede samfund det perfekte liv. Talrige livsstilsguruer gjorde en stor forretning ud af at være med til at definere dette begreb. Hvor karrieren og økonomien er i orden, familien idyl, børnene velkørende og -afrettede, ferieturene med globalt perspektiv, sundheden til UG inklusive økologi og motion. Hvor man hele tiden tilstræber perfektionen i alle tilværelsens mange dimensioner. Den slags bølger er et overskudsfænomen.

De opstår, når vi har råderummet til det. Når livet ikke længere er en kamp for basal overlevelse eller blot det at kunne brødføde sin familie på nogenlunde anstændig vis. Gennem årtiers vild velstandsstigning fik millioner af mennesker verden over muligheden for at indrette sig i søgningen mod perfektionen. Mod det liv, hvor alt, hvad man kan stræbe efter, er til stede. Hvor der intet mangler, hverken materielt eller immaterielt.

Det at søge det perfekte liv vil næppe nogensinde gå af mode. Men bliver al den perfektionisme ikke også her trøstesløs i længden? Måske man derfor på den anden side mærker en modbevægelse. En søgen mod kant, også når det gælder tilrettelæggelsen af sin tilværelse. Hvad enten det handler om pludselige karriereskift, nye familieformer, andre måder at bo på, fravalg af økonomiske muligheder og prioritering af noget andet. Tag ikke fejl: Også denne bevægelse er et overskudsvæsen. Den bygger på den forudsætning, at man til enhver tid har mulighed for at vende tilbage til sin søgen mod det perfekte liv igen. Spørgsmålet er, om den økonomiske krise får bugt med enhver antiperfektionistisk tendens i moderne menneskers liv? Også Hollywood er i krise. Måske det gør The Artists sejr til en engangsforestilling? We’ll see ...