Borgerne i det centrale Middelfart skal have et helt nyt kloaksystem. Det vil sige: ikke noget med større rør eller mere effektiv vandrensning. Men noget helt og aldeles nyt, der bryder med det grundkoncept, der blev indført for mere end 100 år siden. Version 2.0 i stedet for den version 1.117, man efterhånden er kommet til.

Hvorfor er det sådan? Det er det, fordi man er så sikker, som det er menneskeligt muligt at blive, på, at ekstraordinært voldsomme skybrud om ikke så få år vil være ophørt med at være ekstraordinære. Derfor må man holde op med at bruge den gamle kloakmodel 1.0, hvor regnvand ryger direkte i kloakken. Systemet kan ikke klare spidsbelastningen fra et moderne kæmperegnvejr, og i stedet løber det yderst klamme, urensede spildevand ind i de lavest liggende huse og forårsager store ødelæggelser.

Hvordan kan det være, ved jeg det? Fordi Middelfart Kommune for ikke så længe siden inviterede mig til et seminar i byen, så jeg kunne dele den viden, jeg efterhånden har samlet op om kommunikation, med de øvrige deltagere.

Når man skal forberede sig til den slags, er det rart med noget baggrundsviden. Derfor inspicerer man sin bogsamling for at se, om der skulle være et eller andet relevant, og minsandten: i en antologi om moderne byer gemmer sig en glimrende artikel af tidligere indsparker mm. Ulla Tofte om Charles Ambt. Københavns stadsingeniør fra 1886 til 1902. Manden, der lavede masterplanen for det moderne Østerbro og Ryvangskvarteret og – ikke mindst – manden, der designede Københavns kloakering. Sidstnævnte er han i tekniske kredse vidt berømt for. Hans plan var nemlig uhyre fremsynet og er med løbende forbedringer stadig lig med grundplanen for kloakeringen af København.

Det allermest interessante ved artiklen om Ambt og hans kloakeringsplan var dog, at så velgørende, den slags planer end er for menneskeheden, skal de dog stadig sælges til skatteborgerne på en umiddelbart forståelig og begejstrende måde for, at det hele kan lade sig gøre.

Og skønt Ambts plan var god for både erhvervslivet og folkesundheden, så var hovedsalgsargumentet over for skatteborgerne, at de nu ville kunne komme på wc. Thi skønt et enkelt menneske i grunden ikke udskiller særlig meget affald, var det simpelthen for klamt og sundhedsfarligt, og dertil teknisk uladsiggørligt, hvis man tillod alle indbyggere i København at trække i snoren på nogenlunde samme tid – og bagefter udlede spildevandet direkte i byens havn, som man havde gjort hidindtil.

Alle, der har været på wc i dag, bør derfor sende stadsingeniør Charles Ambt og hans fantastiske plan for kloakering af en moderne storby en taknemmelig tanke. Først nu har verden ændret sig så meget, at det er blevet nødvendigt at erstatte den fremsynede mands ideer med en version 2.0. Og heldigvis behøver vi ikke holde os så længe, som det nok i vore dage ville tage Københavns Borgerrepræsentation at blive enig om, at wc’et er en god ting, før den engang er vedtaget og gennemført.