Der har været en ophedet debat om sammenligningen mellem islam og nazisme. Der er folk, som ved en dansk byret er dømt for at sige, at islamisme og nazisme ligner hinanden.

Det benægtes hårdnakket af andre, og luften er tyk af røg, fordi problemet med islamisme er så aktuelt og stort verden over i 2016.

Regeringer og domstole tror, det er bedst, at man tier om problemet og forsøger at dæmpe modstanderes ytringer, så der ikke sker en yderligere eskalation, samtidig er man forsigtig med at dømme imamer på grund af hadske opfordringer til vold og drab via korancitater. Det er en naiv tilgang til problemet, at man tror, at det er løsningen.

Men lad os se på problemet med sammenligningen fra en anden vinkel. En i forhold til islam upolemisk vinkel, som den berømte teolog, Karl Barth, i 1939 forklarede sammenhængen ud fra i sin bog, »The church and the political problem of our day«.

Her behandler han nazismen, og hvordan den kristne kirke skal reagere over for denne bevægelse, som han kalder både religiøs mytisk og verdslig politisk. Han siger, at man først må forstå denne bevægelses grundbestandele for at vurdere, hvordan man skal handle.

I den forbindelse siger Barth: »Det er umuligt at forstå Nationalsocialismen, med mindre vi faktisk ser den som et nyt islam. Dens myte som en ny Allah og Hitler som denne nye Allahs profet«.

Islamisme er altså set på den måde et »nyt« islam. For islamismen vender tilbage til Koranen, hadith og sharia for at genforme islam, der er blevet udvandet.

Nazisme og islamisme ligner hinanden i forestillingen om guden som skæbne (inshallah = der sker det, som Allah vil). Islamismen og nazismen er bestemt til sejr og derfor må alle midler bruges. Derfor udbredes den gennem voldelig og ikke-voldelig jihad/krig båret af fanatisme og vold, hvormed alle modstandere mødes, der stiller sig i vejen for førerens/Muhammeds vilje.

Karls Barths bog er skrevet før dødslejre og krig, så derfor ligger der for ham ikke en forestilling om, at jøderne med nødvendighed blev udryddet.

Han siger ikke dette for at nedgøre det oprindelige islam, men for at forstå den krigerkultur, mytiske fanatisme, den anakronistiske dyrkelse af de gamle germanske guder og helte, f.eks. gennem Nazismens Wagnerkult og dens religiøsitet, der udfoldedes omkring nationalsocialismens samlinger i Nürnberg og Quidlingburg.

Sammenligningen holder naturligvis ikke på alle områder. Også misbruget af den tyske romantiks tanke om Tysklands verdenshistoriske rolle spiller ind.

Spørgsmålet er, om man kan forstå islamisme uden at sammenligne den med nazisme? Det tror jeg godt, man kan. Ligesom Reformationen er et kristent begreb, som ses gennem hele kirkens historie, hvor man gendanner kirken, der har udviklet sig forkert i forhold til idealet, kan man se islamismen gennem islams historie som reformationer, hvor man er vendt tilbage til grundlaget og har villet indrette virkeligheden efter Koranens forskrifter.

Men sammenligningen tjener til at forstå den enorme religiøse kraft og den fanatisme, der får folk til at gå i døden uden tanker for sig selv eller ofrene.

Den enorme vilje til fanatisk vold og dødsdrift ser og forstår vi godt uden sammenligningen med nazismen, men sammenligningen tjener på den anden side til at forstå, at det ikke er muligt at integrere eller dialogisere sig til rette med dette verdenssyn.

Det er en enten-eller bevægelse, der lægger beslag på hele tilværelsen – body and soul. Der er ingen frihed som i det liberale demokrati eller i den kristne tanke om, at loven er til for menneskers skyld og ikke mennesker for lovens skyld.