Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

NATO er på vej til at øge forsvarsudgifterne

NATO-landene står over for en række nye udfordringer, bl.a. Ruslands aggression i Ukraine, IS og ustabile lande i alliancens periferi. Derfor vedtog medlemmerne på NATO-mødet i Wales sidste år nye mål for forsvarsinvesteringer. En række lande er allerede godt på vej.

Douglas Lute USAs NATO-ambassadør Fold sammen
Læs mere

Siden den Nordatlantiske Traktat blev underskrevet i 1949, har alliancen sikret den ultimative forsikringspolice til at beskytte Europa i sin helhed, frit og i fred. Udover det, har det Trans-Atlantiske fællesskab, med Danmarks stærke støtte, dannet fundament for global sikkerhed.

Men i dag står de 28 medlemslande af den Nordatlantiske Traktat (NATO) ansigt til ansigt med nye og hidtil usete sikkerhedsmæssige udfordringer. Fra Ruslands aggression i Ukraine, til fremkomsten af IS i Syrien og Irak, og de svage og fejlslagne stater i vores periferi og den deraf udløste tragiske migrationsstrøm. For at kunne løse disse og andre nye trusler, inklusive ballistiske missiler i Mellemøsten og cyberangreb, må NATOs medlemslande stå sammen, forenet i vores engagement i fælles forsvar. Gennem alliancens 66 år har NATO gentagne gang vist, at vi er stærkere, når vi står sammen.

Da NATO-ledere mødtes i Wales i september 2014, var et af de store emner, landene stod over for, tendensen til en kraftig mindskning af mange allieredes forsvarsudgifter og de efterfølgende kritiske mangler i kapacitet. I erkendelse af, at »vores overordnede sikkerhed og forsvar både afhænger af, hvor meget vi bruger, og hvordan,« har alle 28 medlemslande afgivet et konkret løfte om – det første nogensinde på statsleder- og regeringsniveau – at vende denne årti-lange tendens. Hver eneste allierede leder forpligtede sig til at påtage sig denne udfordring, hvilket bekræfter betydningen af at investere i de kapaciteter, som alliancen kræver at kunne levere, med løftet om et kollektivt forsvar, hurtig kriseberedskab og at fremme regional stabilitet.

Det historiske løfte, nedfældet til topmødet i Wales, indeholder fire nøglekomponenter:

1. Allierede, der i øjeblikket opfylder NATO’s retningslinjer om at bruge to procent af bruttonationalproduktet (BNP) på forsvar, såvel som dem, der spenderer mere end 20 procent af deres forsvarsbudget på investering, fortsætter med dette.

2. Allierede, der i øjeblikket spenderer mindre end to procent af BNP, er enige om at standse enhver yderligere mindskning af forsvarsudgifter og øge dem i faste priser, mens økonomierne kommer sig, med et mål om at bevæge sig mod to procent inden for et årti.

3. Allierede, der i øjeblikket bruger mindre end 20 procent af deres årlige forsvarsudgifter på større nyt udstyr, herunder relateret forskning og udvikling, vil sigte mod at øge deres årlige investeringer til 20 procent eller mere af deres forsvarsudgifter.

4. Allierede vil sikre, at deres lands luft- og maritime styrker er tilstrækkelige og operative.

NATO er større end summen af dets dele. Ved at integrere nationale kapaciteter, er alliancen i stand til at sikre det kollektive forsvar af det transatlantiske område på en måde, som de enkelte allierede ikke selv ville have råd til. NATO kombinerer veluddannede og kamptrænede tropper, det bedste udstyr, udfordrende øvelser og stående kommandostruktur for at sikre medlemmernes sikkerhed.

For at konfrontere dagens uforudsigelige sikkerhedsudfordringer, sørger NATOs »Readiness Action Plan« for en handlingsplan, der sikrer hurtige reaktionsstyrker, forbedret kommando og kontrol. I mellemtiden opretholder NATO operationer på Balkan og i Afghanistan for at fremme stabiliteten. Nye funktioner er på vej, herunder ballistiske missilforsvar, intelligens-overvågnings-rekognosceringsfly og cyberforsvar.

Alle disse kapaciteter – tropperne, øvelserne, udstyret, kommando- og kontrolinfrastrukturen – kræver investering. NATO ejer ikke disse kapaciteter, det gør nationerne. NATO kan kun samle det, som de nationale forsvarsbudgetter har mulighed for at støtte med. De aftalte mål for det samlede nationale forsvarsbudget og for investering i nyt udstyr, skaffer de nødvendige ressourcer til NATO, så organisationen kan opfylde sine kerneopgaver. I realiteten er disse udgifter præmien for den forsikring, som NATO giver.

På et møde i Bruxelles for nylig, vurderede NATOs 28 medlemslande, hvordan alliancen har implementeret løftet fra Wales i det efterfølgende år. I dag er der kun fem allierede, der efterlever målet om at spendere to procent af BNP. 18 allierede er imidlertid ved at øge deres forsvarsudgifter i faste priser i 2015 og dermed i færd med at vende tendensen til faldende forsvarsudfgifter, sådan som NATO besluttede i Wales. Lige så vigtigt er det, at syv allierede nu bruger 20 procent eller mere på moderne udstyr, og 17 allierede bevæger sig mod dette niveau.

Nationale forsvarsbudgetter reflekterer de nationale prioriteringer og økonomiske realiteter, og det ændres ikke hurtigt, men vi er i løbet af det seneste år begyndt at bevæge os i den rigtige retning. Udviklingen vil atter blive vurderet af ledere næste sommer til NATO’s topmøde i Warszawa.

Med medlemmernes enestående engagement på topmødet i Wales sidste september, erkendte NATO-ledere en række sikkerhedsmæssige udfordringer på alliancens dørtrin og reagerede ved at forpligte sig til at generere den forsvarsfinansiering, der er nødvendig for at sikre vores sikkerhed. Som præsident Obama udtalte i Wales:

»Vores alliance vil vende mindskningen af forsvarsudgifterne og møde de udfordringer, vi står over for i det 21. århundrede.«

Douglas Lute USAs NATO-ambassadør Fold sammen
Læs mere