Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nationalismen i perspektiv

BM Byline foto Lars Hovbakke Sørensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der går en nationalistisk bølge gennem Europa. På intet andet tidspunkt i hele efterkrigstiden har nationalismen været større. I de aktuelle meningsmålinger tilkendegiver en stor del af briterne, at de vil stemme for Storbritanniens udmeldelse af EU. For en uges tid siden var østrigerne lige ved at vælge Norbert Hofer fra det højrenationale FPÖ til ny præsident. I sidste måned stemte et flertal af hollænderne imod Ukraines mulighed for at fjerne sig mere fra Rusland og nærme sig det øvrige Europa ved at indgå en associeringsaftale med EU. Og så sent som i december sidste år stemte et flertal af danskerne imod en ophævelse af vores retsforbehold.

Men hvorfor er det sådan netop nu? Hvorfor vinder de EU- og udlændingeskeptiske kræfter frem overalt? En del af forklaringen er den økonomiske krise, som har martret Europa siden 2008, og som det er lidt uvist, om den er ovre endnu. I usikre økonomiske tider har mange mennesker tendens til at blive mere nationalistiske og mindre Europa-orienterede. Det så vi også i 1970’erne. Men dengang var der ikke i samme grad som i dag fremgang for højrenationale partier over hele Europa. EU-skepsissen og separatismen var ganske vist voksende i en række lande. Men ikke overalt. Og disse to tendenser var – i modsætning til i dag – ikke kombineret med en udlændingeskeptisk tendens.

Det, der adskiller 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne fra i dag, er bl.a., at værdidiskussionerne om udlændingepolitikken ikke fyldte ret meget dengang. Ganske vist var nogle mennesker skeptiske over for, om »fremmedarbejderne«, som Glistrup og hans ligesindede kaldte dem, ville komme og tage noget fra os. F.eks. vores velfærd og vores arbejdspladser. Men den grundlæggende frygt, som findes hos mange mennesker her i 2016, for, at nogle af udlændingene også vil fratage os vores værdier og fundamentalt vil ændre den måde, som vores samfund fungerer på med demokrati, ligestilling osv., fandtes ikke i samme grad i 1970’erne og 1980’ernes begyndelse.

Denne frygt, som man i dag kan møde inden for alle grupper af samfundet, ikke kun hos buschaufføren, købmanden og elektrikeren, men også hos tandlægen, skolelæreren og selv blandt en del studerende på de videregående uddannelser inden for bl.a. samfundsvidenskab, historie og andre humanistiske fag.

Og det er også en del af forklaringen på, at EU-skepsissen i dag er vokset til om muligt endnu større højder end i 1970’erne. Udlændingeskepsissen kommer nemlig til at smitte af på mange menneskers syn på EU. Mange føler, at EU ikke gør nok for at begrænse indvandringen, og derfor vokser skepsissen over for EU med lynets hast. Selv om EU-samarbejdet handler om mange andre ting end udlændingepolitikken, er det den fælles udlændingepolitiks fiasko, der i øjeblikket får lov til at bestemme mange menneskers generelle syn på EU.

Det nu 65 år gamle tætte europæiske samarbejdes muligheder for at overleve i de kommende år afhænger af, hvorvidt det vil lykkes de europæiske politikere at få udryddet frygten blandt Europas befolkning for, at indvandringen fundamentalt vil ændre de europæiske samfund i fremtiden.