Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nationalisme og indenrigspolitik

Man skal derfor ikke tro, at befolkningerne i Europa generelt er blevet mere nationalistiske eller separatistiske. De stemmer bare ofte efter indenrigspolitiske emner, uden hensyntagen til, om det parti, de stemmer på, så eventuelt også har en eller anden form for ændring af statsgrænserne på programmet.

Lars Hovbakke Sørensen: »Man ser ofte, at løsrivelsespartier og -bevægelser, når det kommer til stykket, alligevel ikke formår at få løsrevet de områder, som de ønsker.«
Læs mere
Fold sammen

I de seneste år har mange nationalistiske og separatistiske partier og bevægelser haft vind i sejlene rundt omkring i Europa. I Skotland er løsrivelsespartiet SNP gået meget frem, ligesom den catalanske løsrivelsesbevægelse i Spanien og Sinn Feín i Irland.

Men meget ofte ser man, hvordan disse partier og bevægelser, når det kommer til stykket, alligevel ikke formår at få løsrevet de områder, som de ønsker. Da SNP for halvandet år siden fik gennemtrumfet en folkeafstemning om Skotlands eventuelle uafhængighed fra Storbritannien, var det kun 45 pct., der stemte for, mens 55 pct. stemte imod. Og i sidste uge meddelte den catalanske løsrivelsesbevægelse, at man satte kampen for løsrivelse på »stand by« på grund af manglende både folkelig og politisk opbakning til projektet.

Grunden til, at løsrivelsespartier og de nationalistiske partier stormer frem ved valgene, selv om der så i sidste ende viser sig ikke at være særlig stor opbakning i befolkningen til idéen om løsrivelse, er, at mange vælgere stemmer på løsrivelsespartierne af andre grunde, end at de ønsker løsrivelse.

De nationalistiske partier og separatistpartierne har udviklet sig til en slags protestpartier, som mange vælgere bruger til at protestere over alt muligt forskelligt, uden egentlig at ønske det nationalistiske eller separatistiske program gennemført.

Mange af de skotter, der havde stemt på SNP ved parlamentsvalget, men som alligevel stemte nej til løsrivelse ved folkeafstemningen i 2014, havde stemt på SNP i protest mod Labour og De Liberale Demokrater, som ellers begge traditionelt har stået stærkt i Skotland. Tilsvarende har mange af stemmerne på løsrivelsespartierne i Catalonien været proteststemmer og »frustrationsstemmer« over den økonomiske krise og – nu også – flygtningekrisen.

Og på samme måde er det en række indenrigspolitiske forhold i Irland, der nu gør, at Sinn Feín ifølge meningsmålingerne står til en kæmpe fremgang ved valget her i begyndelsen af april. Det er ikke fordi en masse irere lige pludselig er blevet meget mere fjendtligt stemt over for Storbritannien og bakker meget kraftigere op om tanken om Nordirlands forening med Irland, at Sinn Feín står til en fordobling af sin tilslutning (fra ca. 10 pct. ved det seneste valg til ca. 20 pct. nu).

Partiets fremgang skyldes ikke mindst mange venstreorienterede vælgeres utilfredshed med koalitionsregeringen mellem det borgerlige Fine Gael og Labour, som efter deres mening har ført en alt for hård sparekurs og en alt for lidt social kurs under den økonomiske krise. Derfor mister Labour nu massevis af stemmer til Sinn Feín. Dette parti kan – med hensyn til det indenrigspolitiske - bedst sammenlignes med Enhedslisten, som jo tilsvarende gik frem ved valget herhjemme i 2015 på grund bl.a. SF’s midtsøgende kurs.

Man skal derfor ikke tro, at befolkningerne i Europa generelt er blevet mere nationalistiske eller separatistiske. De stemmer bare ofte efter indenrigspolitiske emner, uden hensyntagen til, om det parti, de stemmer på, så eventuelt også har en eller anden form for ændring af statsgrænserne på programmet.