Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nationalisme i Skotland

Det vil være en stor tragedie, hvis Skotland bliver en selvstændig stat.

Hans Hauge. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvordan kan det mon være, at de skotske nationalister ikke bliver kritiseret som alle andre nationalister? De mødes med sympati, men hvorfor ønsker så mange, at Storbritannien opløses i små nationalstater? Hvorfor er Front National farlige, mens SNP – det skotske nationalistparti – er ikke? Tager SNP ikke patent på det skotske? SNP er jo et skotsk DF. Det er, som om der er to nationalismer. En ond og en god. Ofte hører man, at der kan skelnes mellem at være national og være nationalist, men man kunne ikke være det første, hvis ikke det havde været for det sidste. Nationalismen skabte Skotland i midten af det 19. århundrede, da man opfandt klaner, kilten og alt det kitsch, vi forbinder med det skotske, og som kun er der af hensyn til turismen. Man tager ikke til Glasgow for at besøge en moske. Ungarsk nationalisme, derimod, kender vi ikke fra film, så den er nok farlig.

Den engelske, katolske historiker Lord Acton (1834-1902) fremsatte i sin tid nogle teser om nationalitet. En stat, der rummede mange nationer, var en bedre stat end en med kun én nation. Det forhindrede nemlig staten i at blande sig for meget. Sameksistensen af mange nationer under den samme stat var den bedste garanti for frihed. Lord Acton var en stor inspirator for den canadiske liberale og katolske Pierre Trudeaus opfindelse af multikulturalisme i 1971, og det ord betyder i virkeligheden multinationalisme. Det skabte fred i Canada. Før 1971 var der kun to nationer, en stor og en lille. Den lille hed Quebec, og de var nationalister og ville have deres egen stat. Det fik de ikke. De fik multi. Og Kongeriget – det danske – består jo af tre nationer. Trods færøsk nationalisme.

Et andet eksempel på en stat med flere nationer var naturligvis Storbritannien eller The United Kingdom. Udover de fire nationer (englændere, skotter, walisere og nordirere) er der områder, der end ikke hører til UK eller EU: Kanaløerne og Isle of Man. Nu er der desværre noget, der tyder på, at Storbritannien er på vej mod opløsning. De er begyndt at flage med det engelske flag (rødt kors på hvid bund). Man er begyndt at tale om et selvstyrende England. Der er kommet et kæmpeværk: »The English and Their History«. I historieskrivningen tales om en »Anglocentric« vending. Ordet »britisk« kan man næsten ikke benytte længere.

I slutningen af 1970erne begyndte en række marxistiske historikere at profetere om opløsningen. Den skotske socialist og nationalist Tom Nairn udsendte i 1977 bogen »The Break-Up of Britain«. Dengang var det en lidt uvirkelig forestilling, men nu er det ved at blive virkelighed. SNP fik dobbelt så mange pladser som De Konservative ved det seneste valg. SNP har nedtonet sit ønske om skotsk selvstændighed, eller devo-max, som det også hedder, men det er nok kun for en tid. Snart vil Wales også ud af unionen.

Det vil være en stor tragedie, hvis Skotland bliver en selvstændig stat. Engelsk litteratur mister Walter Scott og Robert Burns, for nu bliver de skotske. Hvad med resterne af det britiske imperium, der næsten blev skabt af skotter? Gibraltar? Skal den deles? Falkland Øerne? Cayman? Bermuda? Og kan de finde ud af at dele den britiske hær? Og gad vide om der vil være flertal for, at Skotland bliver medlem af EU? Eller måske drømmer de om Skotland som det nye Norge.