Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Kina får stigende indflydelse i den arabiske verden i takt med, at USA langsomt er ved at trække sig ud af Mellemøsten. Trump har slået fast, at USA og USAs interesser kommer først. Han mener, at det efter Anden Verdenskrig, hvor USA blev leder af den frie verdensorden, har kostet USA for meget at involvere sig i andre landes anliggender, og det er også grunden til hans generelle modstand mod internationale aftaler og gamle alliancer. Den tilbagetrækning har givet plads til blandt andre Rusland og Kina.
I dag betragtes Rusland som en vigtig og indflydelsesrig aktør i regionen. Det har givet Kina blod på tanden, og man går nu i offensiven i den muslimske verden og især i de 22 arabiske lande. Kina er i fuld gang med at genopbygge Silkevejen. Målet er at åbne en kinesisk interessekorridor til Middelhavet via Det Indiske Ocean, Den Persiske Golf, Det Røde Hav og Suezkanalen.
Iran er eksempelvis blevet Kinas største handelspartner, og derfor er kineserne også i færd med at bygge en lyntogsforbindelse fra Kina til Teheran.
Kinas fokus i forhold til de 22 arabiske lande er især infrastrukturen. En god og effektiv infrastruktur er med til at sikre Kinas eget behov for energi. Kineserne har bygget deres første flådebase uden for Kina i det afrikanske land Djibouti ved indsejlingen til Det Røde Hav. Kina er i dag den næststørste importør af olie fra Saudi-Arabien – næstefter USA.
Kineserne ved samtidig, hvilke strenge de skal spille på. De taler højt om den palæstinensiske sag, hvilket tiltaler araberne. De stiller ikke ubehagelige spørgsmål om menneskerettigheder og pressefrihed, og de har ingen fine fornemmelser.
Kineserne er villige til at mødes og handle med alle, for deres egne interesser står altid øverst på dagsordenen. Eksempelvis indgik kineserne aftaler med både den syriske opposition og Assad-regimet, med både Gadaffi og den libyske opposition, og de handler med både Qatar og Saudi-Arabien, som ellers er i konflikt.
Kritikere af den stigende kinesiske indflydelse i den arabiske verden påpeger, at Kina har gang i en ny form for kolonialisme. Desuden skaber kineserne ikke særligt mange arbejdspladser i de lande, hvor de involverer sig. De medbringer deres egne kinesiske medarbejdere og opretter hele byer, lukkede kinesiske samfund. Kritikerne henviser desuden til de afrikanske erfaringer med Kina.
I 2000 vedtog Kina en politik om at øge sin indflydelse og sine investeringer i Afrika. Siden er handlen med de afrikanske lande mere end tyvedoblet. Det er den samme strategi, man nu er i gang med i Mellemøsten. Og kineserne er i høj kurs. De bydes altid velkommen af de afrikanske og mellemøstlige regimer. Det sker på trods af de mange historier om, at kineserne har opført sig direkte racistisk i forhold til den afrikanske lokalbefolkning. Kineserne gør sig heller ikke den ulejlighed at lære fremmedsprog, hvilket vanskeliggør kommunikationen og interaktionen med lokalbefolkningen.
Efter at præsident Trump indledte sin handelskrig med Kina, er kineserne gået endnu mere i offensiven i den muslimske og arabiske del af verden, og nu taler man ligefrem om, at Kina er i gang med en omfattende Marshall-plan for Mellemøsten.
Det er næppe tilfældigt, at det var i 70-året for den oprindelige Marshall-plan, (der som bekendt blev det afgørende boost af europæisk økonomi, som gjorde Europa i stand til at rejse sig efter Anden Verdenskrig), at præsident Xi annoncerede gigantiske lån til lande i Mellemøsten, donationer og en milliardstor fond til økonomisk genopbygning.
I dag lukker amerikanerne sig om sig selv, mens kineserne lægger globale strategier for øget indflydelse på flere og større områder af kloden, hvor de investerer massivt.Naser Khader
For 70 år siden investerede amerikanerne i Vesteuropa og mange af verdens lande – og det blev definerende for udviklingen i årtier, hvor USA blev den utvetydige leder af den frie verden.
I dag lukker amerikanerne sig om sig selv, mens kineserne lægger globale strategier for øget indflydelse på flere og større områder af kloden, hvor de investerer massivt.
Lige som Marshall-planen fik enorm, i hvert fald symbolsk, betydning for forholdet mellem USA og Europa, vil også »Xi-pakken« på længere sigt få enorm betydning for forholdet mellem Kina og Mellemøsten – og Afrika. Det kan vi roligt være bekymrede over.
