Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Naser Khader agerer som en anden muslimsk patriark«

Foto: NIELS AHLMANN OLESEN og Sarah Christine Nørgaard.
Læs mere
Fold sammen

For noget tid siden stod jeg på scenen på Bremen Teater sammen med tre andre kvinder som en manifestation af den nydanske kvindekamp. Bare det at stå på den scene som kvinde med retten over eget liv må være uforståeligt for dem, der ikke har prøvet at være muslimsk kvinde. Det var en skelsættende begivenhed.

Sidst, jeg stod overfor så mange mennesker, var, da jeg med min spinkle teenagekrop havde fået trukket en brudekjole ned over hovedet og kun var et nul, der helt og aldeles skulle leve efter patriarkatets forudbestemte regler. Men nu stod jeg der på scenen i Bremen og nød det udelte privilegium at være eksponent for en overset befolkningsgruppe.

Arrangementet afstedkom også – ganske overraskende – en del kritik, der handlede om, hvorfor vi ikke skulle tale om islam, der i øvrigt blev nævnt allerede et par minutter inde i arrangementet. Denne kritik viderefører Naser Khader ved, uden navns nævnelse, at kritisere os brune feminister for ikke at turde diskutere islam.

Jeg vil nu mene, at det er en diskussion om ord – både den aften i Bremen og i den nydanske kvindekamp i øvrigt. Det ene udelukker således ikke det andet. For os brune feminister var og er omdrejningspunktet dog – som det jo ligger i overskriften – den nydanske kvindekamp med en kritik af alle de patriarkalske barrierer, og mig bekendt tog kvindebevægelsen i 70erne heller ikke særskilt Bibelen i hånden og sagde, at man skulle diskutere dens ord.

Til det formål, jeg skitserer, er der brug for helt pragmatisk og virkelighedsnært at gå ind i praksis. Som nydanske feminister kæmper vi i et allerede sekulariseret samfund for de samme rettigheder til nydanske kvinder som dem, danske kvinder nyder godt af. Det vil sige at vi peger på de konkrete problemer, såsom social kontrol, genopdragelsesrejser, mødomsrekonstruktioner. Her er vi frontløberne, der skaber en bevidstgørelse om problemerne. Det eneste, vi i den forbindelse frabeder os, er en teoretisk diskussion om patriarkatets religiøse eller kulturelle forudsætninger. Den diskussion overlader vi trygt til Naser og Koran-filologerne.

Khader har selvfølgelig ret til at mene, hvad han vil, men uanset hvor feministisk, progressiv og reformistisk han og andre nydanske mænd måtte være, er det utrolig nemt for dem bare at fortælle mig som kvinde, hvad jeg skal gøre. For de var privilegerede, allerede da de åbnede øjnene som mænd. Allerede dér havde de alverdens muligheder og kunne slå sig løs med enhver kvinde, uden at det vil have en flig af konsekvenser for dem.

Derfor skal ingen mænd fortælle mig, hvad det vil sige at være en muslimsk kvinde, og derfor forekommer det mig, at Khader agerer som en anden muslimsk patriark.

Nuvel, jeg er godt klar over, at en del progressive mænd og kvinder på højrefløjen deler Khaders synspunkt og også vil gerne definere den muslimske kvindekamp, men vi skal passe på, at vi ikke taber det fælles mål af syne, fordi de mange kokke fordærver maden.

Halime Oguz er folketingskandidat for SF og cand.mag.