Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Når vi skærer ned på sprogstudier, kapper vi båndet til de folk, der mejslede runerne i Jellingstenene

Mens der afsættes millioner til bevaring af Jellingstenene og Vikingeskibsmuseet, må museer og uddannelesinstitutioner løbende skære ned. Politikerne kan tilsyneladende bedre forholde sig til konkrete runesten i forfald end til studiet af det gamle sprog, som er mejslet ind i stenene. Men uden sproget er stenene intet værd.

»I 2009 fik Dansk Folkeparti trumfet igennem, at en renovering af Jellingstenene til 31,5 millioner kroner skulle på finansloven, og sidste år øremærkede man 160 millioner kroner til Vikingeskibsmuseet. Når det drejer sig om nogle konkrete gamle sten, der er i fare for at forfalde, eller planker, der risikerer at rådne, er det åbenbart lettere at forholde sig til,«  skriver Johanne Dalgaard Thorup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I dansk politik har den nationalsindede borgerlighed siddet på magten nærmest uafbrudt i to årtier. Kulturpolitisk har det kastet alt muligt mærkeligt af sig. Til eksempel kan nævnes daværende kulturminister Brian Mikkelsens forsøg i 2006 på at kanonisere de danske kulturprodukter, som han selv syntes var dejlige, eller den af Dansk Folkeparti dikterede produktion af en utroligt dyr dødssejler af en dramaserie om krigen i 1864.

Hvad det til gengæld ikke har afstedkommet, er noget troværdigt forsvar for de institutioner i vores samfund, der kulturelt og historisk binder nationen sammen. Tværtimod har man de seneste år via det såkaldte omprioriteringsbidrag pålagt museer såvel som uddannelsesinstitutioner løbende at indskrænke sig og skære ned. Kulturen skal »effektiviseres«, og således må eksempelvis Nationalmuseet senest opgive sin industrihistoriske udstilling i Brede Værk og afskedige 34 medarbejdere.

Johanne Thorup Dalgaard Fold sammen
Læs mere

I universitetsregi har humaniora i almindelighed og dets småfag i særdeleshed særligt været under pres. I 2016 lukkede Finsk, Indologi, Tibetologi og Sydøstasienstudier ved Københavns Universitet, mens Hebraisk, Tyrkisk, Arabisk og Persisk blev lagt sammen under betegnelsen Mellemøststudier. Med det yderste af neglene og under henvisning til nationale forpligtelser og unikt stærke faglige miljøer fastholdt universitetet dengang fire lukningstruede småfag, herunder Eskimologi og Klassisk Græsk.

Nu forlyder det så fra KU, at man må sige farvel til to ud af tre primære undervisere, der efter mange foregående sparerunder er tilbage ved afdelingen for græsk og latin. Dermed vil der være én person tilbage til at tegne den faglige profil for et dansk videnscenter, der har høstet stormende international anerkendelse blandt andet for det enorme arbejde med at kortlægge den antikke græske bystatskultur ved Mogens Hermann Hansens Copenhagen Polis Centre.

Men selv hvis man lader al international hæder være ufortalt, forekommer det ubegribeligt, at der i så velstående et samfund som vores ikke kan mønstres politisk vilje til at holde hånden under institutioner, der i den grad er essentielle for vores forståelse af egen kultur og oprindelse.

Fra Saxo over Tycho Brahe til Ludvig Holberg er latin det sprog, på hvilket store dele af dansk historie og litteratur er nedfældet. Helt op til 1800-tallet har man i Danmark affattet væsentlige skrivelser på latin. Hvem skal fortælle os om vores historie, hvis vi ikke længere vil uddanne folk til at læse og forstå den?

Brudte løfter om islandsk kronjuvel

Og nærmest endnu værre ser det ud, når man betragter håndteringen af det fællesnordiske kulturgods, vi har i vores varetægt. Sidste år besluttede KU at nedlægge undervisningen i oldislandsk, gammeldansk, moderne islandsk og færøsk.

Dermed misligholdes et løfte, Danmark gav til Island, da man aftalte, at de cirka 700 nordiske håndskrifter i Den Arnamagnæanske Samling kunne blive i Danmark, mens øvrige vigtige islandske håndskrifter blev leveret tilbage til oprindelseslandet.

Det aftalte man, fordi der var en flere hundrede år lang og hæderkronet tradition for studiet af de nordiske tekster ved Københavns Universitet. Det er med lukningen af de nordiske fag slut, og dermed må man jo nok forvente, at Island vil bede om at få leveret kronjuvelen inden for feltet tilbage. Det er også godt det samme, al den stund at ingen tilsyneladende ved, hvad der fysisk skal ske med samlingen efter udgangen af 2019, hvor fakultetet har besluttet at den dertil indrettede bygning, den opbevares i, skal rømmes.

»Når man ikke samtidig vil forsvare studiet af vores sprog, så kapper man det eneste levende bånd, vi har til de folk, der mejslede runerne ind i de sten. «


Man må spørge sig selv, hvordan det overhovedet kan lykkes for vores politikere at holde masken, når de ved højtidelige lejligheder bekender deres kærlighed til dansk kultur og generelt foregøgler at forsvare danskheden mod alskens lurende farer.

I 2009 fik Dansk Folkeparti trumfet igennem, at en renovering af Jellingstenene til 31,5 millioner kroner skulle på finansloven, og sidste år øremærkede man 160 millioner kroner til Vikingeskibsmuseet. Når det drejer sig om nogle konkrete gamle sten, der er i fare for at forfalde, eller planker, der risikerer at rådne, er det åbenbart lettere at forholde sig til. Men når man ikke samtidig vil forsvare studiet af vores sprog, så kapper man det eneste levende bånd, vi har til de folk, der mejslede runerne ind i de sten. Uden sproget er stenene stumme. Uden sproget er de intet værd.

I de seneste år er der udkommet anmelderroste danske nyoversættelser af sagaerne og Den poetiske Edda. Hvis det også skal være muligt i næste generation, skal der handles nu.