Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Når teaterdybet bliver overfladisk

Ann Mariager: Fri mig for at bruge Breiviks tekst, skriver Ann Mariager, der sætter internationalt perspektiv på debatten om, hvad man kan lave teater over.

»Skal Dramatikerforbundet nu i gang med at udfærdige en kontrakt mellem CaféTeatret i København og den norske massemorder? Bør sådan nogle overhovedet kunne tjene penge på deres ondskab?« Fold sammen
Læs mere

Engang i 80erne blev jeg inviteret til en forpremiere på Broadway, til en opførelse som skulle vise sig at blive historisk. Vi var i hvert fald historisk få, der nåede at se forestillingen. »Total Abandon« var titlen, som hurtigt oversat betyder »Totalt overgivet«. Stykket gik otte gange: syv forpremierer og så premieren. Dagen efter blev det lagt ned.

Jeg havde lykkeligt glemt det teaterstykke, indtil debatten begyndte om CaféTeatrets planlagte Anders Breivik-monolog, en redigeret og dramatiseret version af hans »Manifest 2083«, der er planlagt til at have premiere i august.

Det var ellers erfarne kræfter, der stod for »Total Abandon« i New York. Først blev stykket udviklet i en teaterworkshop, sponsoreret bl.a. af Disney-koncernen, som dog trak sig ud efter rugekassestadiet. Richard Dreyfuss, kendt fra talrige film, spillede hovedrollen som et usædvanligt usympatisk svin. Usympatiske svin laves der mange gode fortællinger om, men »Total Abandon« var ikke en af dem. Dreyfuss spillede en afstumpet og voldelig far, der havde smadret sin toårige søn ind i en væg, så drengen var blevet en grøntsag i respirator. Den lille dreng lå hjernedød på hospitalet. Han ville aldrig blive menneske igen. Med rettens accept ville hospitalet have lov til at trække stikket til drengens respirator. Men i retssalen plæderede faren for, at lægerne skulle holde liv i sønnen. Han elskede ham nemlig meget højt, hævdede han. Det var mildest talt en absurd oplevelse. I salen sad vi med en fornemmelse af, at den far, oven i alle de andre ubehagelige menneskelige kvaliteter, også var en kryster, ræd for at få sin fængselsdom forhøjet, hvis sønnen skulle dø.

»Total Abandon« var ikke til at bære. Stykket indeholdt ikke antydning af noget, der kunne vække sympati eller forståelse for hovedfiguren. Eller jo, det gjorde det muligvis. Men hans forbrydelse – at have slået sin lille dreng til plukfisk – var så utilgivelig, at vi publikummer på stolerækkerne var aldeles kolde over for, om faren selv havde haft en ulykkelig opvækst. Der var intet forsonende ved den mand. Forfatteren forsøgte at få os til at rationalisere os frem til en forklaring på farmands sadistiske adfærd. Men den var der ingen i salen, der købte. Dertil var hans handling for grum. Stemningen var kold i salen. Kold på scenen. Og kold i anmeldelserne.

I New York Times skrev teaterkritikeren Frank Rich, at »Total Abandon« var et »komplet usandsynligt, nyt melodrama«, hvor stort set intet gav mening – heller ikke, at Richard Dreyfuss havde sagt ja til rollen og at Jack Hofsiss, prisbelønnet instruktør af »Elefantmanden«, havde sagt ja til at instruere.

»Det, hr. Atlas (stykkets forfatter) har gjort, er kynisk at bruge vold imod børn som en usvigeligt sikker, teatralsk opmærksomhedsfanger«, skrev Rich i sin anmeldelse. »Og det er den. Men når de kliniske konsekvenser af denne forbrydelse bliver malket alene for at holde liv i et teaterstykke, som ellers ville være en forvirret omgang miskmask, så mister denne rædsel al mening, og stykket, som udnytter den, bliver pornografisk«.

»Total Abandon« foregav at være et dybsindigt stykke, men skøjtede hen over hovederne på os; det nåede aldrig ned til noget som helst. Det er samme fornemmelse, jeg har med den Breivik-monolog, som skuespilleren Olaf Højgaard skal opføre senere på året. Den kollektive afsky for Breivik og vores fælles medfølelse for ofrene og deres familier overskygger fuldstændig min interesse for at vide, hvilke kræfter der kan gøre mennesker til konspirationsteoretiske galninge, der skriver manifester, lader sig affotografere i operetteuniform og slår 77 uskyldige, unge mennesker ihjel.

Kan man ikke skrive dramatik om den problemstilling uden at udnytte Breivik som en – for nu at citere Frank Rich – »usvigeligt sikker, teatralsk opmærksomhedsfanger«? CaféTeatrets relativt nye leder, dramatikeren Christian Lollike, har skrevet mange debatskabende og provokerende teaterforestillinger og må da selv kunne skrive et manuskript, der overgår Breiviks paranoide manifest. Lollike må være den manusforfatter, der overordnet tager fat i ekstremisme, forfølgelsesvanvid, religiøs paranoia og i den moderne verdens svigtende sans for at opdage disse mennesker og deres uhyrlige planer i tide. For vel kunne det være interessant og relevant at høre om yderliggående tankespind i det moderne Europa og få dem gestaltet i en dramatisk spændingskurve. Men fri mig for at bruge Breiviks tekst. Og fri mig for at bruge hans navn.

Man behøver ikke at have den store tillægseksamen i baggrundsresearch for at vide, at internettet vrimler med besynderlige skikkelser, der skriver enøjet og hadefuldt og lever i en forskruet opfattelse af sig selv og verden. At gå på nettet kan nogle gange minde om at løfte en sten ude i haven: Det myldrer frem med mærkelige kryb. Menneskeforagtere, underbuksemennesker, højre- og venstreekstremister, kvindehadere, racister, konspirationsgalninge og folk, der opfatter sig som miskendte genier. Her er masser af materiale for en dramatiker.

Hvem har i øvrigt rettighederne til Anders Breiviks manifest? Det har han selv, velsagtens. Skal Dramatikerforbundet nu i gang med at udfærdige en kontrakt mellem CaféTeatret i København og den norske massemorder? Bør sådan nogle overhovedet kunne tjene penge på deres ondskab? I flere lande, bl.a. USA, giver loven myndighederne mulighed for at beslaglægge de indtægter, en morder får fra f.eks. at skrive en bog om sine ugerninger. Sådan en lov overvejer nordmændene nu også at indføre. Mens massemorderen sidder i sin celle og skriver en bog.

Dårlig timing har også været nævnt i debatten om dramatiseringen af den norske galnings manifest. Kunstnere, der har en dårlig timing, får konsekvenserne at føle. Den amerikanske satiriker og TV-vært Bill Maher mistede sit debatprogram, som oven i købet hed »Politically Incorrect« (Politisk Ukorrekt), da han kort efter 11. september udtrykte en vis forståelse for, at Mohammad Atta og hans medsammensvorne angreb USA. Den udtalelse betød, at programmets sponsorer trak sig, og programmet blev lukket. Maher undskyldte sit fejltrin med et citat fra Stephen Sondheims »Send in the Clowns«:

»Tænk, at jeg skulle miste min sans for timing så sent i min karriere«.