Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Når storbytosserne besøger provinsen

Har De bemærket, hvordan det altid hedder »nede på Lolland«? Det går nemlig hele tiden ned. Ned i sumpen, hvor man svines til, ned i kviksandet, man aldrig kommer fri af, ja, ned i helvede. Sådan ser den københavnske, snakkende klasse på provinsen.

»Sådan ser udkanten ud, beskuet med storbytossernes blik. En rejse ned gennem Lolland er en rejse gennem Infernos ni helvedeskredse, hvor man møder de grådige og de hævngerrige, voldsmænd, sodomitter, hyklere, tyve og bedragere, indtil man ender i den allernederste kreds: i Nakskov.« Fold sammen
Læs mere

Der er aftenunderholdning, når familien Danmark sætter sig foran TV og ser på billeder fra det, der i fysisk og mental forstand er Udkantsdanmark: Dokumentarserier om hele boligblokke på bistand, unge mødre, luksusfælder, ensomme mennesker og senest folk på røven i Nakskov.

Denne fattigdomsporno er guld for TV-stationerne og kilde til en let gysen for alle os, der ser på. Dokumentarerne er på mange måder relevant oplysning, men der er også noget kritisabelt ved dem. De kan netop let blive uforpligtende underholdning, og så fremstiller de meget ensidige billeder af livet i Udkanten. Lad os se nærmere på billederne af Nakskov på Lolland.

Har De bemærket, hvordan det altid hedder »nede på Lolland«? Det går nemlig hele tiden ned, når man skal til Lolland, og denne nedadgående spiral er rig på associationer. Det går ned i sumpen, hvor man svines til, ned i kviksandet, man aldrig kommer fri af, ja, ned i helvede, i de infernalske kredse som i Dantes Inferno, hvor man må lade alt håb fare.

TV2’s programdirektør Mikkel Dyrting har om serien På røven i Nakskov udtalt: »Det er en dokumentarserie om mennesker, der lever i underklassen. Det giver indsigt i en del af Danmark, som de fleste ikke kender. Familierne repræsenterer alt fra kontanthjælpsmodtagere, misbrugere og folk, der er dømt for kriminalitet.«

Sådan ser udkanten ud, beskuet med storbytossernes blik. En rejse ned gennem Lolland er en rejse gennem Infernos ni helvedeskredse, hvor man møder de grådige og de hævngerrige, voldsmænd, sodomitter, hyklere, tyve og bedragere, indtil man ender i den allernederste kreds: i Nakskov. Her driver de fortabte omkring på brændende jord, i en ødemark, hvor det regner flammer. Her bades indvånerne i gloende sarkofager, stænket i afføring og svedende i en indsø af kogende tjære – vi kender billederne fra Dantes berømte Inferno. Og det er den slags billeder, blot opdateret, der serveres for os af vellønnede mediefolk, efter at de har været på kort visit i Udkanten.

Men nu tager de fortabte til genmæle mod storbytosserne, og de gør det med Facebook-projektet Lovestorm. Lollikerne vil nemlig også have en plads i Paradiset. Facebook-gruppen har fået over 22.000 medlemmer, der deler positive billeder i en protest mod det, der med københavner-udtrykket kaldes Udkanten. Så nu ved man besked: Der er masser af liv, også på Lolland. Min pointe er, at det har enorm betydning, hvilke billeder vi gør os af provinsen. Hvilke billeder ser vi så i På røven i Nakskov? Allerede i indledningen er scenen sat, og billederne er så stemningsfulde, at vi nærmest selv er til stede. Vi kører gennem et trøstesløst landskab ved vintertid, afpillede træer svajer som skeletter for den bitre blæst. På de golde, brune marker står elmaster med tråde, der snor sig som vældige orme. Det er konstant gråvejr og for det meste tusmørke over det sumpede landskab. Inde i byen træder indbyggerne sorte huller i det iskolde søle. Tavsheden brydes kun af den skrattende lyd fra en knallert og af mågens skrig, der genlyder fjernt og ensomt. Overalt slår asfalten revner, som om selv asfalten frastødes af byrden ved at bære på alle disse randeksistenser. Hvem er disse mennesker, hvordan ser de ud?

Deres kropsholdning er ludende, jorden trækker dem ned. De er sammenbidte, har furede ansigter, deres tænder er rådne – altid det første tegn på armod – og deres øjne er opsvulmede med sorte rander og et mat blik som en gammel hund med grå stær. De bor i nedrivningsklare huse, skidne og smudsige står de som symbolske billeder på menneskene og deres forfald: Med knuste ruder, fugt i det tærede fundament, afskalning i murene og svamp i væggene.

Her møder vi Ib, der bor, nej, opholder sig i et hus, der er »uegnet som bolig«. Her er der for længst lukket for strøm og varme, der er bogstavelig talt lukket for det varme vand. Derfor må han opvarme huset med en raslende generator, og lave mad i en gryde, opvarmet med sprit, der hvæser ad ham, når han antænder den. Man fornemmer en ram stank af sprit og en besk dunst af sved i huset. Vi møder også den 14-årige mor, Angelika, samt Kenneth og Irene, sygemeldt chauffør og depressionsramt kontanthjælpsmodtager. Han har fået en skade i ryggen, også det er symbolsk. Ja, her går det sandelig ned: Ned på landkortet, ned i sindet med aggression, lede og tristesse; det går ned i udviklingen, ned til en kuldslået almue, der ikke er nået frem til civilisationen, og det går ned i menneskeværd. Billederne er lige så effektive, som de er ensidige. Når vi siger »udkant«, har vi allerede stemplet provinsen som noget dårligt. Men det lokale liv har altid stået stærkt i Danmark – her finder vi engagerede iværksættere, et levende foreningsliv og gode naboskaber. Civilsamfundet har bidraget til sammenhængskraften, også i provinsen, og også i dag. Dertil kommer en prægtig natur, flotte herregårde, godser og meget andet seværdigt.

Men der er problemer. Vi skal heller ikke forskønne billedet af provinsen. I sidste uge var jeg ordstyrer ved en konference om Udkantsmyten, der havde deltagelse af en stribe folketingspolitikere. De kom med masser af behjertede forslag til at løse problemerne: lempelser af planloven, forbedringer af den kollektive trafik, bedre adgang til bredbånd og udflytning af statslige arbejdspladser.

Men det forekommer mig, at den helt store udfordring er at udvikle billeder af de menneskelige værdier i provinsen, af rodfæstelse, tryghed, anerkendelse og livsmod. Hvis vi sætter billeder på dette fællesskabsliv, vil vi – og ikke mindst mediefolk og politikere – få lettere ved at se dette liv og forholde os til det bevaringsværdige i det. Yderområdet fra den jyske vestkyst til Lolland og Falster er blevet kaldt »den rådne banan«. Men man kunne jo også bruge et andet billede, f.eks. »Danmarks rygsøjle«, som foreslået af sociologen Gunnar Svendsen. For her grundlagdes de første andelsbevægelser, der historisk har båret og afstivet det danske civilsamfund. Og jeg ved af selvsyn, at der stadig er masser af initiativ i disse egne af Danmark.