Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Når staten fejler

Peter Kurrild-Klitgaard: Det er blevet en offentlig sandhed, at fordi CO2-udslippet skyldes markedet, er det statens afgifter, som skal sikre, at temperaturen ikke stiger med mere end 2 grader. Hvis temperaturstigningerne kommer alligevel vil det være en »statsfejl«. Så vil man have brugt bogstaveligt enorme billion-beløb - og store usynlige velfærdstab - på ingenting.

Finanskrise og klimadebat har fået mange til at tale om »markedsfejl« – altså om når markedskræfterne ikke er i stand til at producere, hvad der bliver opfattet som et samfundsmæssigt optimalt resultat. Men kan der så ikke også være »statsfejl«, hvor politikerne laver politik, der er bedre eller værre end, hvad der behøves, spørger Kurrild-Klitgaard. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Finanskrise og klimadebat har det seneste år fået mange til at tale om »markedsfejl« – altså om når markedskræfterne ikke er i stand til at producere, hvad der bliver opfattet som et samfundsmæssigt optimalt resultat.

Men hvis der findes »markedsfejl«, kan der så ikke også være »statsfejl«, hvor politikerne laver politik, der er bedre eller værre end, hvad der behøves?

I et par århundreder har økonomer argumenteret, at det som regel kan betale sig at lade markedet producere de fleste varer og tjenesteydelser. Nationaløkonomiens grundlægger, Adam Smith (1723-90), forklarede pædagogisk, at de fleste mennesker ofte efterstræber egne snævre mål (f.eks. profit), men hvis institutionerne ellers er godt indrettet, kan den private egoisme give fælles fordele: En slagter, en brygger eller en bager laver ikke det kød, øl og brød deres medmennesker overlever af, fordi de vil dem det godt, men fordi de vil sig selv det godt.

Men lige så længe har økonomer anerkendt, at markedskræfterne ikke kan løse enhver tænkelig opgave, som nogen måtte ønske løst. Allerede Smith argumenterede, at det—i hvert fald på hans tid—var usandsynligt, at man kunne drive grundskoler på rene markedsvilkår uden offentlige tilskud.

Senere argumenterede John Stuart Mill (1806-73) med et kendt eksempel, at f.eks. fyrtårne, der skal hjælpe skibe sikkert på vej, er, hvad man siden har kaldt et »kollektivt gode«: Sammenlagt overstiger fordelene omkostningerne, men fordi man ikke kan udelukke skibe fra at forbruge ydelsen (lyset), er der risiko for, at de, der nyder ikke vil yde men lege »gratister«, og så vil en rent markedsbaseret løsning ikke kunne løbe rundt.

Her er tale om et eksempel på en såkaldt »markedsfejl«: På grund af aktørernes private hensyn og den måde institutionerne er indrettet på, leverer markedet enten for meget eller for lidt af en vare i forhold til, hvad forbrugerne i virkeligheden ville være villige til at betale.

Mills konkrete eksempel viste sig faktisk at være faktuelt forkert. Nobelprismodtageren i økonomi, Ronald Coase, har således afdækket, hvordan ganske mange fyrtårne historisk set var bygget og drevet privat, men blev betalt via brugerbetaling for andre ydelser (f.eks. adgang til havne). Men analysen bed sig fast, og sidenhen er en lang række meget forskellige politikker blevet skabt og forsvaret med lignende ræsonnementer.

Hær, politi og retsvæsen hører til de klassiske eksempler, som de fleste ville kunne se en logik i, men også mange af velfærdsstatens institutioner og nu også bankredninger og miljøpolitik forsvares med et behov for at rette op på »markedsfejl«.

Men i 1960erne begyndte nogle kætterske økonomer – først og fremmest Nobelprismodtageren James Buchanan – at argumentere, at hvis der kan forekomme »markedsfejl« i markedet, så må der også kunne forekomme »statsfejl« i politikken.

Hvis mennesker ofte handler for kortsigtet og egoistisk til at kunne levere det samfundsmæssigt optimale det ene sted, må det samme kunne ske det andet sted – f.eks. hvis politikere og bureaukrater ikke har den fornødne viden eller er mere optagede af egne politiske hensyn og interesser. Ingen logik dikterer jo, at politiske beslutningstagere nødvendigvis skulle være klogere eller mindre egoistiske end beslutningstagere på markedet.

Men – som økonomen Harold Demsetz – argumenterede, er det sjældent sådan, at politik fungerer i praksis. I de fleste debatter identificeres en »markedsfejl«, hvorefter der foreslås en ideel politisk løsning på denne, hvor det mellem linjerne antages, at politikkerne ikke har nogen negative konsekvenser.

Det kaldte Demsetz for »Nirvana politik« – fordi man sammenligner den uperfekte virkelighed med en kunstigt perfekt illusion. I stedet bør man forlange symmetri: Enten sammenligner man den dårligste markedsløsning med den dårligste politiske løsning, eller også den bedste markedsløsning med den bedste politiske løsning.

Ellers kan man komme til i forsøget på at afbøde »markedsfejl« at ordinere en kur, der er værre end sygdommen. Et velkendt eksempel er f.eks. huslejereguleringer, hvor politikerne har villet sikre lave huslejer, men hvor den indirekte konsekvens har været mindre nybyggeri (fordi det ikke har kunnet betale sig), kombineret med stigende efterspørgsel, med stigende boligmangel som konsekvens.

Faktisk, argumenterer mange økonomer, kan »statsfejl« være langt mere problematiske end »markedsfejl«, fordi antallet af beslutningstagere er langt mindre men usikkerhedsmargenen i politik langt større. Økonomen Clifford Winston fra den ansete Brookings Institution er gået så langt som til at konkludere ovenpå omfattende studier af 30 års amerikansk politik, at velfærdstabene ved »statsfejl« er store – og langt større end ved »markedsfejl«.

Et konkret og højaktuelt eksempel kan illustrere pointen: Debatten om klimaforandringer. Når mennesker producerer CO2 overvælter de reelt omkostninger på andre. Forsætter det, vil vi – argumenteres det – producere så meget CO2, at det vil føre til negative konsekvenser for Jorden som helhed – måske endog meget drastisk negative konsekvenser.

En løsning på dét vil ikke kunne klares af markedet alene, fordi en sådan vil være for dyr eller for upraktisk, o.s.v. For at afhjælpe denne »markedsfejl« argumenteres der for omfattende reguleringer og offentlige udgifter, som skal styre menneskers adfærd i retning af en CO2-reduktion, der tilsigter, at temperaturniveauet kun stiger med maksimalt to grader. Der er lige præcis sådan argumentet har været fra Lord Stern, miljøøkonomen bag den såkaldte Stern Rapport.

Men for at analysen skal holde – og argumentet kunne forsvares – vil det skulle være sikkert, at de pågældende politikker også faktisk realiserer lige præcis det givne mål. Hvis temperaturstigningerne kommer alligevel – af helt andre grunde eller fordi udviklingen er ustoppelig – vil det være en »statsfejl«. Så vil man have brugt bogstaveligt enorme billion-beløb – og store usynlige velfærdstab – på ingenting. Ligeledes hvis det viser sig, at stigningerne bliver endnu større end ventet. Men faktisk vil der også være tale om »statsfejl«, hvis temperaturerne ender med slet ikke at stige så meget, eller måske endog falde. Så er de store beløb også spildt.

Den miljøøkonomiske analyse holder – ligesom ved »markedsfejl« – kun, så længe ligevægten mellem fordele og ulemper balancerer. Alene af den grund er det af største vigtighed ikke bare at tage det for givet, at en klimaaftale vil virke efter intentionerne.