Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Når præsidentvalget ruller

Peter Kurrild-Klitgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund

Nu, da Demokraternes og Republikanernes konventer er overstået, og Hillary Clinton og Donald Trump har fået nomineringerne, begynder det amerikanske præsidentvalg først for alvor at rulle. Resten af verden vil fra nu og til november blive tæppebombet dagligt med analyser, meningsmålinger og forudsigelser – hvoraf meget i praksis vil blive drevet af mediernes umættelige behov for hele tiden at fortælle en »ny« historie om et spændende »kapløb«.

Meget af det skal tages med mere end en enkelt knivspids salt, så her kommer en række sådanne som interesserede i amerikansk politik gør klogt i at holde in mente.

• På nuværende tidspunkt har et historisk stort antal vælgere (ca. 25 pct.) endnu ikke besluttet sig for, hvad de vil stemme. De fleste vælgere begynder først for alvor at følge valgkampen fra 1. september. Alle meningsmålinger indtil da skal derfor tages med ekstra forbehold.

• Alle meningsmålinger har hver især en »statistisk usikkerhed« på mindst et par procentpoint – og nogle rammer mere forkert end dét eller endog systematisk ved siden af. Derfor bør man ikke stirre sig blind – af skræk eller begejstring – på enkeltmålinger. Slet ikke hvis forskellen mellem kandidaterne er mindre end to-fire pct.point. I stedet bør man finde en af de mange hjemmesider, der viser gennemsnittet af de seneste målinger. For øjeblikket ligger Trump og Clinton omtrent lige dér med 44-46 pct.points tilslutning hver.

• Enkeltbegivenheder betyder ikke så meget, som medierne tror. Om en præsident­kandidat siger noget fjollet eller gør noget klogt, eller hvem vice­præsident­kandidaterne er, betyder isoleret set intet og har næppe nogensinde afgjort et præsidentvalg. Det gør udviklingen i samfundsøkonomien derimod: Går den godt, vinder det parti, der har magten, som regel; går den skidt, vinder det udfordrende parti. Hvad siger den indikator så i år? Noget ret blandet: Økonomien har det bedre end i flere år og går i den rigtige retning – men kun meget langsomt og ujævnt. Det tyder – alt andet lige – på, at valget kan blive tæt.

• Det amerikanske præsidentvalg afgøres ikke af personlige stemmer på landsplan, men af de såkaldte »valgmands­stemmer«, d.v.s., af 538 stemmer fordelt på hver af de 50 delstater plus District of Columbia nogenlunde efter befolknings­størrelse, og som går til den kandidat, der får flest stemmer i hver enkelt af dem. Man skal have 270 valgmandsstemmer for at blive valgt til præsident. Her har Demokraterne af komplicerede demografiske årsager et forspring, forstået på den måde, at de har en pæn sikker føring i et antal stater med godt 240 valgmandsstemmer. Det betyder, at en Demokratisk kandidat i disse år blot skal vinde forholdsvis få »svingstater« (dem, der historisk er kamp om), mens en Republikaner skal vinde dem næsten alle. Så selv om det måske i menings­målinger står stort set lige mellem Clinton og Trump, kan det godt dække over, at Clinton reelt fører ganske stort i valgmands­stemmer.

• Hold øje med tilslutningen til »tredjepartier«. Normalt – d.v.s. næsten alle valg siden 1860 – har det reelt kun været de to store partier, Demokraterne og Republikanerne, der har betydet noget. Denne gang er de to førende præsidentkandidater, Trump og Clinton, så personligt upopulære (med personlige popularitets­ratings på henholdsvis minus 21 og minus 17 pct.), at flere vælgere end normalt vil kunne stemme på et af de små partier. Først og fremmest Gary Johnson (Libertarian Party) og Jill Stein (Green Party), der p.t. har en tilslutning på henholdsvis ca. syv-otte pct. og ca. tre pct. Ingen af de to vinder præsidentvalget, men deres tilslutning kan meget vel afgøre, hvem af de andre, der vinder.