Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Når overlæger taler om økonomi

En række overlæger og en afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse argumenterer i Berlingskes kronik 1. august for, at det er bedst at offentlige sygehuse har monopol på sygehusbehandling i Danmark. Herunder angribes Cepos for at levere forkerte beregninger om betalinger til privathospitaler. Kronikken er aldeles underlødig og bør ikke stå uimodsagt.

Henrik Christoffersen - Forskningschef, tænketanken CEPOS  Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det korte af det lange er, at der er milliardstore besparelser for samfundet at hente ved en bedre udnyttelse af privathospitaler. Ligeledes er det en given ting, at offentligt ansatte overlæger vil miste deres monopolmagt. Nu, hvor en borgerlig sundhedsminister er trådt til, foranstalter velfærdsstatens herskende klasse af offentligt ansatte så et hylekor for at skræmme ministeren fra at føre ministerens politik. Det er uskønt at se.

Kronikken lægger ud med klassikeren, at privathospitaler går efter at tjene profit, og derfor må de være ekstra dyre. Det er et misforstået økonomisk argument. Profit er aflønning af den investerede kapital og af driftsherreindsatsen. Men i offentlige sygehuse er også investeret kapital, og der anvendes også driftsherreindsats. Det offentlige skjuler blot forrentningen af kapital, for det offentlige henter pengene gennem skatteudskrivning og kerer sig ikke om, at borgerne lider et offer, når de får frataget deres penge. Konkurrence sikrer netop, at profitten ikke bliver overnormal.

Kronikken er i det hele taget en tour de force gennem alle de mest fortærskede misforståede økonomiske betragtninger hos velfærdsstatens herskende klasse. Den næste perle er den, at ansatte i private profittjenende virksomheder søger at »sælge« så mange ydelser som muligt, fordi de selv har fordel af det. Kronikørerne har selvfølgelig ret så langt, som at ansatte i private virksomheder har en egeninteresse i at sælge. Der, hvor argumentationen kortslutter, er i sagens natur der, hvor de opfatter det som selvfølgeligt, at offentligt ansatte er hævet over den slags.

Forskellen hvad angår egeninteresser mellem privat og offentligt ansatte er ikke, at de kun findes hos den ene part. Forskellen er derimod, at det kun er den ene part, som vedkender sig dette motiv. Hvad der jo gør det ekstra farligt at lytte til argumenter fra den offentlige herskende klasse. Jeg har eksempelvis sammen med økonomiprofessor Martin Paldam fra Aarhus Universitet påvist, at jo større andel af vælgerne er i en kommune, som henter deres indkomst fra offentlige skattefinansierede offentlige kasser, jo større er aversionen mod at inddrage private leverandører. Vores resultater findes offentliggjort i det ansete forskningstidsskrift Public Choice. Men det er jo resultater, som aldeles fornægtes på institutionsniveau.

SÅ PÅSTÅR KRONIKKEN, at det i virkeligheden er dyrere at benytte private hospitaler. Her bliver institutionen, hvor jeg selv arbejder, nemlig Cepos, maltrakteret af forvrængede oplysninger. Der anføres: »Tænketanken Cepos fremhæver ofte, at privatsygehuse har billigere drift og højere effektivitet. Men det er baseret på helt meningsløse takstsammenligninger. For man sammenligner privatsygehusenes proceduretakster med de offentlige såkaldte DRG-takster, der ikke er udtryk for reelle priser eller konkret afregning per patient/operation/kemokur etc.«

»Så påstår kronikken, at det i virkeligheden er dyrere at benytte private hospitaler. Her bliver institutionen, hvor jeg selv arbejder, nemlig Cepos, maltrakteret af forvrængede oplysninger.« Fold sammen
Læs mere
Foto: SCANPIX.

DER ER I DET mindste fra den ene kronikforfatter, Jes Søgaard, tale mod bedre vidende. Allerede i 2009 offentliggjorde jeg Cepos’ Arbejdspapir nr. 3: »Omkostningsniveauet i offentlig og privat produktion af sygehusydelser,« hvor jeg udtrykkeligt og præcist benytter en metode udviklet med medvirken af Jes Søgaard selv og det sygehusinstitut, som han dengang var chef for, til at sammenligne stykomkostninger i den offentlige og den private sygehussektor.

Her var efter anvisning udtrykkeligt medtaget hensyn til de faktorer, som omtales i Berlingskes kronik: Uddannelse, vagtberedskab m.v., og disse faktorer var indregnet med de beløb, som Dansk Sygehusinstitut og Sundhedsministeriet havde angivet. Ligeledes indgik i mit regnestykke oplysninger fra Jes Søgaard om priser, som regionerne havde opnået ved et afholdt udbud af opgaver til privathospitaler.

Da modellen til sammenligning rummede nogle usikkerhedsgrænser måtte mine resultater i sagens natur også være kendetegnet ved de samme usikkerhedsgrænser. Regnestykket viste, at stykomkostningerne i det offentlige sygehusvæsen var mellem 5 og 44 procent højere end i det private sygehusvæsen.

En trumf i kronikken er en henvisning til den såkaldte »overbetalingssag.« Der anføres: »I 2009 udtalte Rigsrevisionen, at betalingen til privatsygehusene var op til 40 procent for høj (SUM udredningsnotat, 27.02 2009).« Det er en mageløs betragtning, for her skyder kronikforfatterne i den grad sig selv i fødderne uden overhovedet at ane uråd. Sagen er jo den, at når Rigsrevisionen taler om en 40 procent for høj betaling, så er de 40 procent ikke beregnet i forhold til, hvad det ville have kostet i offentlig produktion. Tallet er beregnet i forhold til, hvad de private hospitaler burde være ydet af betaling. Det vil sige, at de 40 procent ikke fortæller, hvad overlægerne tror, men derimod, hvor meget mere der kan hentes af udgiftsreduktion ved en optimal anvendelse af privathospitaler. Og det er vel at mærke et resultat, som fremkommer samtidig med, at jeg ved hjælp af Jes Søgaards metode finder, at privathospitalerne i forvejen er 5 – 44 procent billigere end de offentlige sygehuse.

ALT I ALT altså en ynkelig og aldeles usaglig kronik. Men hensigten er jo ikke til at tage fejl af. Fantastisk, at Kræftens Bekæmpelse også er med på den galej.