Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Med ligestilingsprojektet har kvinder især igennem de sidste 30-40 år fået magt - men hvordan udøver kvinder egentlig magt?
»Ja, et af deres trick er, at de tit bryster sig af ikke at udøve magt, at de går ind for, at man ikke skal udøve magt, at man skal være et godt menneske i modsætning til dem, der udøver magt. En af de mest grundlæggende forskelle på mande-hjernen og kvinde-hjernen er, hvordan magt udøves. Sætter du ti mænd sammen, der ikke kender hinanden, skaber de ret hurtigt en orden imellem sig - hvor mange maratonløb har du gennemført, hvor mange medarbejdere har du under dig, hvilken bil har du, hvem ved mest om dansk film, et eller andet. Mænd finder altid og hurtigt en eller anden målestok og får hierarkiet på plads. Kvinder er derimod mere interesseret i indflydelse end i deres umiddelbare placering i hierarkiet. De skaber en hel masse netværk og alliancer på kryds og tværs - nogle kvinder, ikke alle, gør det også gennem det at spille nogle ud mod andre.«
Ligestillingen betød, at kvinderne kom på arbejdsmarkedet, og i dag er der en del kvindelige ledere - er kvinders måde at udøve magt på god for en arbejdsplads?
»Hvis man f.eks. tager en skurvogn, som er et sted, hvor mænd samles, er det i hvert fald for mig et ret uudholdeligt sted at være, fordi mænd er bange for at tabe ansigt udadtil, og tonen bliver ofte for ubehøvlet. Men i og med jeg også har arbejdet i sundhedsvæsnet, har jeg også arbejdet i mange kvindelige rum. Og der synes jeg også, at det er svært at holde ud, dels fordi jeg ikke forstår reglerne, og dels fordi alting er så skide personligt - kvinder taler ikke om, at man har gjort noget forkert, men om at folk er forkerte. De siger ikke Det er kraftedme også forkert du sidder og spiser der, de siger Jeg får det enormt dårligt, fordi du altid har en tendens til. Det gør tingene så indviklet. Og så skal der altid bygges alliancer - f.eks. ved at man kan blive ringet op i weekenden, hvis der én, der synes, der er foregået noget strengt på arbejdspladsen og så lige vil have ens holdning til det. Der er også nogle kvinder - ikke alle - som får deres vilje ved at spille svage og sårede. Jeg kan næsten ikke holde det ud.
Men en af vores store gaver er, at vi lever i en tid, hvor mænd og damer er blandet sammen på arbejdspladsen. Og det er for mig at se det bedste, for så bliver tingene holdt i skak.
Mændene er ikke så meget kamphunde, der står og glammer om det samme træ, og damerne får at vide hvad er problemet, sådan helt konkret - og alt det der med hvad du føler og jeg føler, det klarer vi en anden dag.«
Kvinden og velfærdsstaten
Hvis vi ser på de store politiske spørgsmål, hvordan ser forholdet mellem kvinde- og mandemagt ud?
»Meget firkantet kan man sige, at mænd igennem kulturhistorien har tegnet kulturen udadtil og under både Første og Anden Verdenskrig fik vi et eksempel på, hvor galt det kan gå, når det der med at opføre sig som en mand bliver trukket ud i ekstremen. I dag er det så blevet sådan - i det mindste i den vestlige verden - at de kvindelige værdier vinder indpas.
Og det er et langt stykke hen ad vejen rigtig godt, men det er ikke ubetinget godt. Vi står over for nogle problemer, der kræver en maskulin rationel tilgang: Hvordan indretter vi et samfund, hvor der bliver taget hånd om dem, der har brug for det, men uden at store dele af befolkningen går på offentlig forsørgelse. Der nytter det ikke at lave en model, hvor det ikke må gå ud over nogen på nogen som helst måde.
Konflikten handler her om en generel kvindelig tilgang, der siger hvem går det ud over og mandens rationelle helhedsbetragtning, der kan skære igennem og sige sådan skal det være - også selvom der er nogle, der bliver kede af det. Det er ved at gå op for folk, at vi ikke kan blive ved med at have et velfærdssystem, hvor flere og flere penge glider over til dem, der ikke har brug for det.«
Et godt tip til manden
»I 60erne og 70erne, hvor kvinderne krævede lige løn for lige arbejde, så var det jo så indlysende rigtigt, og de havde så indlysende en god sag. Men jeg kan altså ikke gå op i, om der er 30 eller 40 procent kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Det skal sgu nok jævne sig hen ad vejen.
Inden for de sidste 50 år er vi gået fra en situation, hvor kvinderne gik hjemme, til en situation, hvor kvinder arbejder ude, og mænd i min alder og nedefter ser det ikke som et problem, om de nu har en mandlig eller kvindelig chef - det er en udvikling, der gået hurtigt og uden de store sværdslag. Og det selvom det egentlig er en ret dramatisk udvikling.«
Kvinderne har fået del i magten i samfundet - men hvad med kvindernes gamle bastion, hjemmet?
»For det første tror jeg, det er en myte, at det førhen var sådan, at mændene også bestemte i hjemmet. Kvinder har altid været gode til det, man kan kalde indirekte ledelse - og kvinderne har sagt: Fatter, du har så travlt, jeg ordner det med hjemmet, og her har du din avis. Kvinden har sgu bestemt, hvordan dugen skulle ligge, hvordan børnene skulle opdrages - hun har siddet fuldstændigt på, hvordan det hjem skulle indrettes. Det gjorde hun dengang og det gør hun stadig.«
Det gør hun stadig?
»Ja. Altså man skal som mand selvfølgelig foregive, at man har en holdning, men kvinderne har på det område en så meget stærkere vilje.«
Men det er jo ikke kun et spørgsmål mellem parterne i et parforhold - fra politisk hold er der nogle, der f.eks vil lovgive om, at mænd skal holde længere barsel. Er det ikke meget rimeligt, hvis der skal være ligestilling?
»Jeg kan godt forstå, at damerne bliver sure over, at deres karriere skal hakkes i stykker af i gennemsnit to lange fraværsperioder, mens det samme ikke gælder for mænd. Det er en grundlæggende uretfærdighed, men jeg ved ikke, hvad man skal gøre ved det. Men jeg synes, det er meget ubehageligt, hvis man skulle tvinge mænd hjem på barsel. Det virker bare forkert. Det er et dilemma - det anerkender jeg, men jeg må tro og håbe på, at der findes nogle mere elegante løsninger end tvang.
På den anden side er det et problem, at mange kvindesagskvinder fokuserer så ensidigt på arbejdslivet, som stedet hvor livets lykke vindes, og hvor ligestillingen skal findes. Selvom både min kone og jeg arbejder og er en moderne familie, så er der nogle ting, hun kan med min familie, som jeg ikke kan, og som jeg skulle udøve vold på mig selv, hvis jeg skulle prøve at gøre det samme - og jeg kan ikke se nogen grund til, at man skulle begynde at tvinge nogen til en bestemt adfærd. Det betyder også, at der ikke er ligestilling i mit hjem, fordi min kone bestemmer meget mere der, end jeg gør. Og sådan tror jeg, det er for langt de fleste.«
Hvis mænd føler sig trængte i dag af kvinderne, hvad skal de så gøre?
»Så skal de tage sig sammen. Og så er der en ting, som virkeligt er skvattet ved mænd - mig selv inklusive - og det er, at mænd er alt for bange for, at damerne blive sure. Det er en nærmest grundlæggende, men ubevidst frygt, som mænd har - sikkert fra deres mødre. Og det betyder ikke, at mænd opfører sig ordentligt, men at de gør alle de her krumspring for at undgå, at konen bliver sur.
Der må mænd sige til sig selv - og det er virkelig et godt tip, jeg kommer med nu - man skal ikke være bange for at konen bliver sur - hun holder op med at være sur igen. Man skal slås for det, man synes er rigtigt. Det er til alles fordel og bedste.«