Hvis man spoler tiden bare to år tilbage, var der nok af udfordringer at tage fat på i DR. Interessen for public service-institutionen var bestemt ikke mindre dengang. Jeg husker for eksempel, hvordan Anders Jerichow fra Politiken leverede en sønderlemmende kritik af vores nyhedsdækning. Budskabet var ikke til at tage fejl af: DR havde sovet i timen og halsede håbløst bagefter for dermed fuldstændig at overlade spillebanen til konkurrenterne på TV 2.

Også hovedkanalen DR1 fik knubbede ord med på vejen i debatten. Ikke mindst fordi seerne valgte den fra, og kanalen gennem flere år mistede opbakning. Hvorfor skal DR egentlig have en hovedkanal, hvis den ikke kan samle befolkningen? Og hvad har man tænkt sig at gøre ved, at de unge vælger DR fra? Selv på børneområdet – hvor vi i DR har nogle af vores allerstolteste traditioner – var der kritik. Det var som om, der var konsensus om, at DR var hastigt på vej ned ad bakke.

Siden er der sket meget. DRs medarbejdere har de seneste år udført et kæmpestort arbejde med at realisere en ny strategi om ’Et skarpere DR’, hvor vi adresserede udfordringerne og satte public service-kvalitet, substans og formidling i centrum. TV-Avisen er blevet relanceret med en ny profil og nyt sendetidspunkt. DR1 har fået en ny aftenflade med flere debatskabende programmer og en længere primetime. Den samlede kanalportefølje er blevet justeret, og en ny kanal for de yngre seere samt en ny børnekanal er gået i luften.

Kritikken er der fortsat, men den har fuldstændig ændret karakter. I dag klandres vi ikke for at være overflødige eller utilstrækkelige, men for at fylde for meget. Seneste eksempel finder man i mandagens Berlingske, hvor Rolf Bagger først beskylder DR for vokseværk, siden for arrogance.

Debatten om DR og public service er vigtig. Den hilser jeg velkommen. Og skønt det formentlig er med overhængende fare for at blive beskyldt for netop arrogance, vil jeg tillade mig at svare på kritikken.

For det er simpelthen ikke rigtigt, når Bagger beskylder DR for at ekspandere voldsomt. DR er ikke blevet større. Man kan måske mene, at vi er blevet dygtigere til at udnytte vores ressourcer. Eller at vi er blevet bedre til at lave programmer, som danskerne har lyst til at bruge tid på, diskutere og dele med hinanden. Men større er vi ikke blevet. DRs indtægtsniveau har set over en længere årrække været stabilt. Ser man på kurven over DRs samlede økonomi siden 2004, så er den flad som en pandekage.

På radiosiden fylder DR markant mindre, efter at vi er gået fra 30 til 10 kanaler og har mistet en FM-frekvens til Radio 24syv. Og på TV har vi fortsat seks kanaler, fuldstændig ligesom vi havde inden omlægningen. DR3 og børnekanalen DR Ultra er ganske rigtigt kommet til, men vi har samtidig lukket DR HD og DR Update. Vi er muligvis blevet dygtigere til at løfte den opgave, vi er blevet betroet, og det er i hvert fald lykkedes at stoppe den siveblødning, som vi i årevis har været udfordret af. Men vi har ikke fået flere kanaler.

Tilbage står så Baggers beskyldninger om arrogance og manglende lydhørhed. Jeg er oprigtigt ked af kritikken, for nok kan vi diskutere og være uenige om meget, men vi skal altid være klar til at møde andre synspunkter med åben pande.

Og jeg anerkender fuldt ud, at medieforbruget flytter sig og at finanskrisen har gjort vilkårene på dele af det danske mediemarked svære. Og det er trist, at dagbladene står med store udfordringer i forhold til at finde nye digitale forretningsmodeller.

Selvfølgelig skal vi være både åbne og imødekommende over for debatten om de kommercielle mediers udfordringer. Og det mener jeg nu faktisk også, at vi har været. Senest på Folkemødet på Bornholm, hvor vi havde konkrete og håndfaste tilbud med i bagagen - om at styrke samarbejdet på tværs, om at dele tv- og lydklip og om at tilbyde dybe links til dagbladenes hjemmesider.

Men jeg bliver også nødt til at sige, at DR ikke er årsag til dagbladenes krise. Udfordringen er strukturelt betinget og noget, dagbladene slås med over hele kloden, også i de lande, hvor man ikke er begunstiget med ordentlige public service-medier.

Løsningen på dagbladenes udfordringer med omstillingen fra print til digitale platforme er derfor heller ikke at begrænse DR og den danske tradition for public service. Tværtimod er der brug for både kommercielle medier og et stærkt public service-tilbud, hvis vi ønsker en levende debat og et oplyst, åbent og involverende demokrati.

Tilgiv mig de lidt højstemte formuleringer, men der har desværre været en tendens til at glemme, hvad det hele handler om, nemlig hvordan medierne understøtter demokratiet, samfundet og kulturen i Danmark. Og her spiller både DR og de kommercielle medier en vigtig rolle.

DR er forpligtet til at levere public service til alle danskere – uafhængigt af politiske og økonomiske interesser. Det er dét pejlemærke, vi styrer efter. Og dermed siger jeg ikke, at de private medier ikke er vigtige for den demokratiske samtale. Tværtimod er det vores evne til i fællesskab at afdække de vigtige historier og at sætte de væsentlige samfundsspørgsmål til debat, som skaber fundamentet for den folkelige samtale. Og derfor udebliver logikken da også, hvis man tror, at man hjælper en udfordret dagbladsbranche ved at stække public service-institutionen. Det gør man ikke. Tværtimod skal vi snarere styrke samarbejdet og indse, at vi er hinandens forudsætninger, hvis vi skal have held med at sætte de fælles dagsordner og løfte det publicistiske niveau.