Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Når krigen skal sættes på ord og billeder

»Man har altid sagt, at sejrherrerne skriver historien. Nu til dags skriver de kun første kapitel. For ingen kan længere undertrykke alle kommunikationsformer i et land. I længden.«

Jens Grund, chefredaktør Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Krig er der alle mulige grunde til at undgå. Men som journalister kan vi ikke undgå at berette om den.

En krig er modbydelig – og modbydeligt svær at dække. Ikke mindst, når ens eget land deltager i den og har F16-fly, der bomber IS i slaget om Mosul i Irak. Vi journalister forsøger at dække krigen objektivt, men selvfølgelig er vi ikke upartiske som mennesker. Vi holder med vores land, mens vi forsøger at dække alle synsvinkler.

I gamle dage var der to muligheder: Enten var man helt tæt på krigens rædsler som krigskorrespondent, eller også var man meget langt væk. Det var før mobiltelefoner, 24-timers TV og internet. De talrige nye kommunikationsveje har bragt krigen meget tættere på. På godt og ondt.

Livesendinger fra krige og konflikter er ikke længere nyt. Mange af os så live fra Golfkrigen i 1991, hvor CNN’s Peter Arnett sendte fra Bagdad. Siden sendte arabiske Al-jazeera fra Irak og Afghanistan. Da terrorister bragede det sidste af to passagerfly ind i Twin Towers i 2001, så jeg det live på TV-skærmen i redaktionsrummet. En kollega stod og stirrede ved siden af mig og hviskede sitrende, om jeg troede, at vi var vidner til starten på Tredje Verdenskrig. Jeg ringede til PET, som svarede, at de ikke anede, hvad der foregik, men også så live fra New York. Billederne var rystende, men gav et førstehåndsindtryk af krig og terror, som vi ikke tidligere i historien havde fået – og som jeg i dag nødigt ville undvære.

Sandheden er krigens første offer

Slaget om Mosul er det hidtil mest symbolske imod IS – her blev kalifatet udråbt for to år siden – og et slag, som har været undervejs i et par år. Derfor dækker vi det med så mange nuancer og så stor intensitet som muligt – indtil videre på afstand.

Vi har dækket slaget i artikler, men også i en liveblog på Berlingske.dk, hvor vores mellemøstkorrespondent løbende opdaterer med nye oplysninger, der kommer til – minut for minut.

Man siger, at sandheden er det første offer i en krig. For en krig er – også – altid en krig på ord og billeder. Alle er propagandister, og alle vil vinde eller skræmme offentligheden. I malstrømmen af information og misinformation skal vi medier forsøge at navigere efter bedste evne. Med den moderne teknologi kan vi få langt flere primærkilder med i dækningen lynhurtigt, få dem i tale over mobilen, SMS, fange deres beskeder på twitter, Skype og se krigen på live-TV.

I vores liveblog kan man derfor både se IS-glansbilledet af livet i Mosul som fredeligt og uberørt, man kan følge amerikanske generalers syn på krigen, den tyrkiske præsidents holdning, få øjenvidneberetninger og også klikke på et link til en kurdisk TV-kanal, Rudaw, som sender live fra den kurdiske side af fronten. Det sidste har vakt debat i 24Syv og P1. Det er også på grænsen, fordi vi ikke har kontrol over, hvilke livebilleder seerne får, hvis de vælger at trykke på startknappen. Vi kan ikke garantere imod voldsomme billeder. Sådan er krig. Vores korrespondent fulgte live-udsendelsen i fem timer uden at se nogen komme til skade, men det er ingen garanti. Omvendt er det en mulighed for at se krigen fra kurdernes synsvinkel. For der er altid en synsvinkel.

Vi får i nutidens krigsdækning flere facetter med og forsøger at skabe en mosaik ud af de mange elementer. Det er ikke ensbetydende med, at vi fanger hele sandheden. Næppe nogen har den, selv om alle krigens parter føler, at de har hele retten på deres side

Man har altid sagt, at sejrherrerne skriver historien. Nu til dags skriver de kun første kapitel. For ingen kan længere undertrykke alle kommunikationsformer i et land. I længden.

Som medier vil vi hele tiden skrive nye kapitler til.