Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Når karakteren trumfer nysgerrigheden

Jeg ved godt, at mit karaktergennemsnit fra gymnasietiden ikke er meget værd om få år, når jeg er videre i uddannelsessystemet - men lige nu er jeg defineret af det lille tal. Men jeg undrer mig over, hvorfor karakteren skal øve så meget indflydelse i gymnasietiden for så mange.

I øjeblikket vælger gymnasieelever over hele landet fag og emne til deres eneste obligatoriske afgangseksamen, Almen Studieforberedelse (AT). Som navnet antyder, er faget Undervisningsministeriets forsøg på at forberede os unge til de studier, der venter os forude.

Vi skal arbejde metodisk hensigtsmæssigt og tværfagligt og også gerne tværfakultært, så vi kan få et indblik i, hvordan arbejdsgangen er på studierne og et indtryk af, hvordan man belyser et emne i den virkelige verden. Vi er i tre år blevet tæsket igennem synopsisopbygning og de forskellige fakulteters metoder, så vi kan brillere til den obligatoriske eksamen. Vi skal først fremlægge vores resultat engang i medio juni – netop som studieforberedelsen måske er mere aktuel end nogensinde før for os – og projektets lange tidsudstrækning lægger derfor op til kontinuerlig nysgerrighed.

Nysgerrighed er netop hvad jeg forbinder med ordet uddannelse. Personligt glæder jeg mig til selv at finde mit emne og udvælge de fag, der bedst kan belyse min sag. Jeg glæder mig til at fordybe mig, undre mig og stille spørgsmål til projektet. Men denne nysgerrighed kolliderer muligvis med karakteren.

Da vores lærer offentliggjorde årets AT-overemne, var der hurtigt ét spørgsmål, der meldte sig på banen: Må man genbruge sit studieretningsprojekt (SRP)? Må man bygge videre på det projekt, man knoklede med dag ud og dag ind hele december måned? Det projekt, der endte med at hænge de fleste langt ud af halsen. Det projekt, som flere måtte få hjælp af forældrene til eller ligefrem betale universitetsstuderende for at lave, så de var sikret en god karakter med en minimal arbejdsindsats. I forlængelse af spørgsmålet ville flere af mine klassekammerater gerne lige høre, om lærer eller censor kan gennemskue, at man genbruger allerede gennemarbejdet materiale? Svaret var overraskende, at man gerne må genbruge både SRP og andre allerede afleverede opgaver. Selvfølgelig må man ikke aflevere den samme tekst ordret, men man kan sagtens bruge de samme kilder og pointer i sin analyse, meddelte læreren os.

Man må gerne, så hvorfor skulle man ikke? Da årets AT-overemne handler om kommunikation, er det oplagt for mange af mine medstuderende at bygge videre på deres retoriske analyser af politiske taler eller opgaver om kryptering. Med ét forsvinder forventningen om oprigtig nysgerrighed. Hvorfor gøre sig selv den ulejlighed at påtage sig en ekstra arbejdsbyrde, når man kan springe over, hvor gærdet er lavest og gå den sikre vej til topkarakteren?

Spring-over-hvor-gærdet-er-lavest-mentaliteten ses ikke blot i forbindelse med AT-projektet. Nej, den gennemsyrer hele gymnasiet, fordi kravet om den gode karakter er vigtigere end kravet om nysgerrighed og fordybelse. Karakteren bliver så vigtig, at mange vælger den sikre vej uden risiko for fejltrin.

Jeg har overværet utallige skoletimer, hvor hele forreste række konkurrerer om at få ordet i timen, og alle læser op fra det samme internetdokument på skift. En enkelt googlesøgning og vupti, så har du guldkornene: Digtfortolkninger, novelleanalyser, romangennemgange, filmresuméer, fysikrapporter, matematikeksamener, biologiopgaver og alt, hvad der ellers findes i internetvirvaret. Det hele kan downloades med et enkelt klik, uden at læreren fatter mistanke. Det er ikke bare de dovne drenge på bagerste række, der tyer til internettet, når historielæreren efterspørger et vigtigt årstal. Det er i lige så høj grad 12-tals-pigen på forreste række, der frygter, at hendes argumentation ikke bliver fejlfri, og derfor skimmer studieportalens noter igennem for oversete pointer og guldkorn.

Jeg ved godt, at mit karaktergennemsnit fra gymnasietiden ikke er meget værd om få år, når jeg er videre i uddannelsessystemet, men lige nu føler jeg ligesom flere af mine medstuderende, at jeg er defineret af det lille tal. Det tal bestemmer ikke bare mine muligheder de kommende år, men definerer mig også som person. Det tal er mig. Jeg er, hvad karakteren gør mig til. Men jeg undrer mig rent faktisk. Jeg undrer mig over, hvorfor karaktererne skal øve så meget indflydelse i gymnasietiden for så mange. Jeg undrer mig over, at karaktererne kan spænde ben for det vigtigste ved uddannelsen i gymnasiet – nysgerrigheden.

Når karakteren er altafgørende, mister elever troen på sig selv og deres faglige kompetencer. De vælger den sikre vej og frygter at falde i fælder, som kan opstå, hvis de tager den mere risikofyldte vej. Vejen, der snor sig tæt om nysgerrighed og undren, tager måske et skarpt sving væk fra vejen, der fører til den gode karakter. Det er i hvert fald, hvad vi bilder os selv ind, når vi gang på gang tjekker, om studieportalen har en gennemarbejdet opgave, der svarer til vores problemformulering. Men hvad nu, hvis vi rent faktisk er gode nok selv og uden hjælpemidler? Hvis vi er mere værd, end karakteren nogensinde kan gøre os til?

Vores arbejdsindsats og fremgangsmåde burde i samspil med vores evne til nysgerrighed og selvstændighed vurderes kvalitativt fremfor den kvantitative karakter-vurdering, som definerer os og vores fremtid. Evnen til fordybelse og nysgerrighed er vigtigere kompetencer at tilegne sig end kompetencen at google de guldkorn, der giver os førertrøjen i konkurrencen om karaktererne.

Nysgerrighed er et nøgleord, som bør være grundlæggende for den gymnasiale uddannelse. Det er et nøgleord, der i dag helt fortrænges i gymnasiet, fordi karakteren vejer tungere. Nysgerrigheden negligeres til fordel for karakteren. Indtil videre er der intet forskningsmæssigt belæg for, at karakterer motiverer, og min gymnasiale erfaring siger mig, at de ligefrem kan hæmme vores nysgerrighed. Netop nysgerrigheden, tror jeg, er den største motivation. Men hvad ved jeg? Jeg er vel bare en nysgerrig gymnasieelev.