Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Når identitet bliver til et tyrannisk magtmiddel

Identitetspolitikken buldrer frem i det 21. århundrede. Men det sker ikke kun i veletablerede rammer som nationalstaten, der ellers med troværdighed og sammenhængskraft har kunnet rumme både identitet - og de politiske brudflader, som økonomi og omfordelingen via skatterne skaber. Identitetspolitikken har forvandlet identitet til et magtmiddel for de marginaliserede. Det kan i værste fald ende i en ny form for tyranni.

Chefredaktør Tom Jensen Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Forleden skete der noget uventet i New York. Her skulle guvernør Andrew M. Cuomo i onsdags debattere med sin udfordrer ved det demokratiske primærvalg i staten, Cynthia Nixon.

Man skulle tro, de havde vægtige emner at beskæftige sig med i en vild tid i amerikansk politik. Men pludselig eksploderede en helt anden diskussion.

Cynthia Nixon, der tilhører Det Demokratiske Partis venstrefløj, gik i medierne og forlangte, at rumtemperaturen under debatten skulle skrues op til 76 grader fahrenheit, svarende til mellem 24 og 25 grader celcius. Cuomo har angiveligt ry for at foretrække lidt køligere temperaturer.

Kravet blev ledsaget af kommentar om, at det bestemt ikke kom tilfældigt. Det var et stykke rendyrket identitetspolitik. Arbejdsforholdene, når det gælder temperaturer, er grundlæggende sexistiske over for kvinder, hed det.

På mange arbejdspladser går kvinder og fryser, fordi rumtemperaturen er sat til niveauer, der foretrækkes af mænd (i jakkesæt). Derfor var temperaturmeldingen udtryk for seriøs politik. Identitetspolitik. Det sexismeramte offer havde et berettiget krav om, at den strukturelle magthaver, manden Cuomo, repræsentanten for patriarkatet og dets privilegier, symbolsk efterkom kandidaten med den undertrykte kvindelige identitet. Fuldt blus på radiatorerne!

Identitetspolitik er en dominerende strømning her et par årtier inde i det 21. århundrede. Men er det ikke bare noget fjolleri i intellektuelle kroge, som aldrig får nogen reel betydning, vil nogle sikkert spørge? Ikke kun.

I en ny bog aflyser økonomen og politologen Francis Fukuyama således sin forudsigelse om, at historien er slut, og at det liberale demokrati har vundet en endelig sejr over andre samfundsmodeller. Teorien om afslutningen af ideologiernes kamp, der dominerede det 20. århundrede, kom Fukuyama med i en bog udgivet i 1992, kort efter kommunismens sammenbrud.

Når han nu modsiger sig selv, skyldes det især den identitære strømning i det 21. århundrede, som Fukuyama som mange andre har set. Den dominerer ikke mindst på en ny venstrefløj, der ikke længere primært kæmper mod ulighed med udgangspunkt i økonomi og det sociale, men derimod med et identitetspolitisk udgangspunkt: Den minoritetsgruppe, der kan dokumentere at være mest marginaliseret, har krav på de største særhensyn i alle tænkelige sammenhænge.

Strømningen pibler frem overalt. Herunder på amerikanske universiteter med krav om »safe spaces« mod tanker og ideer, der potentielt kan krænke studerende, til kønsidentitetsdebattens efterhånden dødsensgiftige sump, der for nylig førte til, at Scarlett Johansson måtte trække sig fra rollen som transkønnet i en amerikansk film, fordi hun ikke selv er transkønnet.

Fukuyama noterer sig, at identitetspolitikken nok startede på venstrefløjen, men for længst har fået et modsvar fra højre. Manifesteret i begivenheder som Brexit-afstemningen i 2016 og valget af Donald Trump som USAs præsident senere samme år samt fremvæksten af autoritære demokratier som et alternativ til den dominerende liberale samfundsorden.

Betydningen af identitet synes at vokse på alle planer og niveauer i det 21. århundrede. Hvorfor den historie, Fukuyama ellers troede var slut, måske først lige er begyndt.

Det er en interessant iagttagelse, Fukuyama gør. At økonomi og dermed klassiske diskussioner om sociale omstændigheder, omfordeling og vækstskabelse som centrum for samfundets hedeste diskussioner er afløst af identitetspolitikkens kulturelle gruppedefinitioner.

Hvilket altså mod Fukuyamas forventning holder historien i live. Vi er ikke færdig med at slås. Nu slås vi blot om kulturel magt og kontrol, ikke økonomisk magt og kontrol.

Jeg er enig med Fukuyama i, at den identitetspolitiske venstrefløj har overset, at den takket være sig selv får alt det, den foragter allermest. Hvorfor tabte Hillary Clinton præsidentvalget i USA? Det var givetvis som følge af kandidatens uspiselighed for mange vælgere. Men Hillary-kampagnen havde samtidig mere travlt med at promovere alle regnbuens identitetsbårne farver end med at tage den middel- og arbejderklasse alvorligt, hvis job og levegrundlag var ved at smuldre på grund af globaliseringen. Trump så dem. Derfor vandt han en håndfuld rustbæltestater med et mulehår. Og præsidentposten.

På samme måde har venstrefløjen undervurderet den konstruktion, der favner både det økonomiske og det identitære/kulturelle. Om kort tid kommer forfatteren Carsten Jensens nye bog, hvor en af hans hovedpointer er den forslidte, at nationalstaten i en global tid med globale udfordringer som klimaet er en anakronisme, en død sild, et meningstømt fortidslevn.

Det har mange troet før ham. Men måske overser Carsten Jensen og andre, endda Francis Fukuyama med sin nu parkerede drøm om en permanent liberal verdensorden, et slags ideologiforladt globalt Nirvana, en enkelt ting: For nationalstaten er jo netop den, der troværdigt og med den nødvendige sammenhængskraft kan rumme både det økonomiske - herunder opkræve skatter og omfordele - og samtidig tilbyde identitet.

I stedet for identitetspolitiske tosserier på begge fløje skulle man måske besinde sig på det. Kultur og identitet kan være positive markører, snarere end et magt- og kampmiddel. Holdbare globale løsninger indebærer ikke nationalstatens død, tværtimod. Det er ikke enten identitet eller økonomi som brudflade, hvor man må indforskrive sig på en kompromisløs front.

Når mennesker har erkendt dette, har det resulteret i fred, frihed og fremtid. Omvendt er det en potentiel vej til tyranniet, hvis vi tvinges ud i sort/hvide yderligheder på disse afgørende akser.