Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Når humanismens krukker går i stykker

Danskerne ønsker ikke at ofre deres børns fremtid på humanismens alter. De ønsker ikke at lade deres børn undgælde for humanisternes radikale samfundseksperiment. De ønsker tværtimod at beskytte deres børn.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mange tårer er i årevis blevet grædt over højrefløjen i dansk politik, så mange tårer, at det har dannet utallige små søer af mismod og vrede. Men nu har tårerne fået kanaler at løbe ad, senest med demonstrationen for et mere flygtningevenligt Danmark, hvor tusindvis af mennesker var mødt op på Christiansborg Slotsplads.

Tårerne er ledet ind i humanismen. Det er svært at sige, hvad humanisme er. Vi kender den kun fra abstrakte idealer om åbenhed, anstændighed, godhed osv., altså ord, vi alle kan lægge den betydning i, vi ønsker. Humanismen er nemlig en tom krukke, der skal rumme mængdens drømme. Når de bitre tårer fyldes i humanismens krukker, bliver de forvandlet til glædestårer, en glæde over en ny anstændighed, der har gjort op med årtiers fremmedhad.

Debattøren Lars Trier Mogensen skrev således henført i Politiken, at »nu rejser folket sig mod højrefløjen«. Og folket, det er dem, der hjælper eller smugler illegale flygtninge ind i landet. Det er det flertal, der i meningsmålinger siger, at de ønsker at tage imod flere flygtninge, og det er de demonstrerende masser.

Alt dette udlægges som vidnesbyrd om en afgørende vending. Folket har rejst sig, folket og kun folket skriver nu, om ikke verdenshistorie, så danmarkshistorie. Fra Facebook til Politikens spalter høres det glædelige budskab om det humane Danmark.

Men krukkerne vil før eller siden gå i stykker, siger et tysk ordsprog. Det vil ende galt, og så vil vi se alle disse tårer sive ud og atter spildes på jorden. Nye søer, ja, oceaner af bitre tårer, vil blive grædt. Hvorfor? Fordi velfærdssamfundet, EU og den liberale udlændingepolitik, altså alt det, humanisterne kæmper for, vil forsvinde, hvis flygtningestrømmen, der i virkeligheden er en folkevandring, fortsætter.

Det er ikke bare en teori, det er en historisk erfaring. Overalt i Europa har vi set en styrkelse af udlændingekritiske og EU-skeptiske partier. I Sverige er Sverigedemokraterne nu landets største parti, og i Frankrig stormer Front National frem. Disse partier støttes især af de unge, fremtidens vælgere. Udgifterne til udlændinge er herhjemme årligt på langt over 30 milliarder kroner, og finansministeren har netop bekendtgjort, at flygtningepresset formodes at være uændret de næste fire år. Velfærdsgoder er der i forvejen færre af, og i fremtiden kan vi se frem til en markant indskrumpet velfærdsstat og en meget højere ulighed.

Hvorfor? Fordi ingen har brudt koden, ingen i Europa har løst problemet med at integrere udlændinge med baggrund i Mellemøsten og Afrika. Parallelsamfundene er år efter år blevet flere, større og mere homogene. Flertallet af europæiske muslimer er fundamentalistiske, og efterkommere er mere kriminelle og radikaliserede end første generation. Afhængighed af offentlige ydelser er heller ikke mindsket, og hvis alle de behjertede forslag om integration virkede, ville man for længst have set det – som med flygtninge fra bl.a. Sri Lanka og Vietnam.

Alt dette ved vi fra undersøgelser lavet af Danmarks Statistik og fra internationale institutioner som WZB, Policy Exchange og mange andre. Der er tegn i både sol, måne og stjerne, tegn på, at ødelæggelsen bliver enorm, hvis folkevandringen fortsætter. Alligevel fremturer humanisterne. »NU lykkes integrationen, hvis vi bare åbner vores hjerter«. Men det har intet med fornuft at gøre, snarere med magiske besværgelser.

Stemningen vil først ændre sig markant, når det ikke kun er underklassen, der undgælder for humanisternes idealer, altså når begivenheder rykker tæt på alle: Tyveri, røveri, vold, voldtægt, misogyni, intimidering, dårligere skoler, færre boliger, dårligere ældrepleje, mindre af den dyre medicin, flere gated communities, mindre tillid, flere optøjer, mere polarisering, også blandt etniske danskere, mere politi, flere beføjelser til PET og så videre.

Et flertal af danskerne har ganske rigtigt svaret, at de gerne vil hjælpe flere flygtninge. Men hvad ligger der heri? For det første er spørgsmålet i undersøgelsen formuleret sådan, at man let kan få et positivt svar. For det andet ønsker danskerne at hjælpe flygtninge, ikke nødvendigvis migranter. For det tredje er folkestemninger labile: De kan hurtigt ændre sig til noget radikalt andet, især hvis medierne ophører med ensidigt at bringe følelsesfulde billeder af lidende børn, men i stedet viser billederne af muskuløse unge mænd, der stormer Europas grænser, imens de råber »Allahu Akbar«. For det fjerde er der overhovedet ikke indtruffet nogen dybere ændring til fordel for »humanismen«. Regeringen har den største opbakning siden valget, og Inger Støjberg (V) er den mest populære minister.

Nej, krukkerne vil gå itu, danskerne ønsker nemlig ikke at ofre deres børns fremtid på humanismens alter, de ønsker ikke at lade deres børn undgælde for humanisternes radikale samfundseksperiment, de ønsker tværtimod at beskytte deres børn.

Humanismen bunder imidlertid i noget godt, i indlevelsen i de frygtelige vilkår, de reelle flygtninge – som ifølge Eurostat kun udgør en femtedel af de vandrende masser – har levet under. Disse mennesker, der flygter fra Islamisk Stat, bør vi hjælpe. Men alt det, jeg har kredset om i dette indlæg, udgør den anden, meget alvorlige og af medierne delvis mørklagte sandhed. Det er natsiden af folkevandringen til Europa. Den skal med for at fuldende billedet, også selv om det berøver en masse gode mennesker deres illusioner, også selv om det fremkalder høje hjerteslag af angst.

Forandringens vinde suser i tidens store hjul, og når tidsånden er skiftet, vil de fleste se virkeligheden i øjnene og komme til skelsår. Men mange vil stadig forhærde sig i humanisme. Til den tid vil de flakse forvirrede omkring, som når man åbner et gammelt skab og blinde møl vælter ud i lyset.