Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Når forskere blander sig

09debMichaelBöss.jpg
Michael Bˆss ny formand for museet for religiøs kunst.
Læs mere
Fold sammen

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen opfordrede før jul forskerne til at »blande sig mere i debatten«. Men hvorfor er de alligevel tøvende over for ministerens opfordring? En af grundene er, at det i de seneste år er blevet stadigt mere ugleset på universiteterne at afsætte tid til det. Selv om vi på papiret har formidlingspligt, har staten lagt et såkaldt bibliometrisk system ned over os.

Det betyder, at en del af vores bevillinger bliver tildelt ud fra den enkelte forskers produktion af fagfællebedømte artikler, helst i internationale tidsskrifter. Det kan derfor ikke undre, at mange af mangel på overskud afstår fra at bruge tid på andet. Mange institutter fraråder dem desuden at bruge tid på at skrive lærebøger og kronikker. På den baggrund må ministerens opfordring forekomme selvmodsigende. Men der kan også være en anden grund til forskernes tilbageholdenhed.

Megen formidling sker gennem vores deltagelse i interviews med journalister eller gennem indlæg på avisernes analyse- og debatsider. Nogle af os skriver også bøger, der kan læses af andre end specialister. Jeg gør selv begge dele. Men at det ikke er risikofrit, oplevede jeg selv for ganske nylig. Et par dage før nytår spærrede jeg øjnene op, da jeg til min bestyrtelse så både mit navn og portræt placeret i den første artikel i en serie om et nationalkonservativt »nyt højre« i Jyllands-Posten. Journalisten havde ikke i forvejen ulejliget sig med at tjekke, om det var korrekt.

SOM LÆSERE AF Berlingske vil vide, er jeg en samfundskritiker, der befinder sig på den politiske midte. I mine bøger har jeg beskrevet mig selv som socialliberal og værdikonservativ. Nationalkonservativ er ikke en betegnelse, jeg bruger om mig selv. Det vidste journalisten dog ikke. Han havde blot bemærket, at jeg engang havde udgivet en bog, der forsvarede nationalstaten. Han vidste ikke, at jeg havde gjort det ud fra rent akademiske argumenter – om end jeg som klummeskribent også har frihed til at sætte mig ud over rollen som forsker og udtrykke personlige holdninger til dette og hint. Men også de er moderate i deres argumentation og tone.

Jeg måtte derfor protestere højlydt. Hans svar lød: »Jeg havde faktisk godt tænkt på, at du stod et andet sted end de andre, men så kom du altså med alligevel. Jeg kan godt se at du ikke helt hører [sic] til samme sted.« Det svar kunne jeg naturligvis ikke være tilfreds med. Jeg klagede derfor til hans chefredaktør. Sammen med informationschefen reagerede denne prompte og korrekt ved næste dag at indrykke en berigtigelse, ligesom jeg selv fik mulighed for i et indlæg og et interview – der vil blive bragt senere – at redegøre for mine synspunkter.

EFTER DENNE UBEHAGELIGE oplevelse har jeg endnu større forståelse for kolleger, der afholder sig fra at formidle deres viden og blande sig i samfundsdebatten. De risikerer nemlig at se deres forskning og nuancerede synspunkter forvansket og at blive trukket ind i forenklende politiske debatter. Hvis vi forskere fortsat skal »blande os«, kræver det derfor, at journalisterne lever op til det krav om grundig research, de fik indskærpet under deres uddannelse. Desuden kræver det, at vi får ordentlige vilkår for at bedrive folkeoplysning.