er er dem, der fortæller om politik, som var det fodbold – om politikere der ’sparker den i mål’ eller ’til hjørne’. Og så er der dem, der ser fodbold som en fuldstændig afspejling af politik. De første simplificerer politik, og de sidste tager fodbolden til gidsel for deres politiske overbevisninger – og skjuler, hvor uigennemtænkte de er, mens de bruger kampresultater som beviser for, at netop deres politiske holdninger er rigtige. Politikens Lars Trier Mogensen kunne 22. juni se »forandringerne i international politik« ske nede på grønsværen, da England, Italien, Frankrig, Tyskland og Spanien tabte i de første runder. Ja, i Trier Mogensens øjne var der tale om »ydmygelser« – selvom ingen af holdene havde tabt med mere end ét mål. »Europas gamle stormagter mister indflydelse« og »Kolonimagterne er i opløsning«. Intet mindre. Det er ikke konservative tårer, der strømmer ned ad siderne, men glædestårer over de nye tider, hvor hård magt som våben og penge siges ikke længere at styre verdens orden. Så gør det ikke noget, at Iran får bomben – for i dag er det »bløde værdier« og »image«, der er rigtig magt. Prognosen slog hurtigt fejl – med tre europæiske hold ud af de sidste fire, måtte der en ny konklusion på bordet. Syv dage senere var Tyskland ikke længere en gammel kolonimagt i opløsning, men »Europas førende kulturnation, nu som multikulturel industriblanding.« Problemet er ikke, hvad en industriblanding egentlig er? Problemet er, at bag Trier Mogensens tilsyneladende åbenhed regerer fordommene: »Kig i stedet sydpå: Tyskerne kombinerer ærke-germansk systematik med sydlandsk elegance«. Vestlige mennesker er rationelle, systematiske og kolde, mens sydlændinge er elegante, rytmiske og passionerede (læs: irrationelle, udisciplinerede og varmblodige). Trier Mogensens hyldest til ’de fremmede’ og alt det ’de’ har at tilbyde, hviler på en grund af nedladenhed. Godt man ikke er en kedelig, højreorienteret, uelegant revisor af tyrkisk afstamning. Ralf Pittelkow smed lige dele forfaldsmyte og islamfrygt i sin blender, efter at Frankrig røg ud efter gruppespillet, og skænkede 23. juni denne skarntydesaft op for sine læsere: »Frankrig har mange indvandrere, hvilket altså afspejler sig i fodboldlandsholdet.« Konklusionen var klar: »Det franske landsholds opløsning rummer en lære, som bør optage hele Europa.« Var der nogen, der sagde vuvuzela? I hvert fald mangler Pittelkow endnu at svare på, hvilken lære Europa så skal optage nu, hvor det er de to indvandrerrige lande Holland og Spanien, der skal afgøre VM mellem sig. Pittelkow og Trier Mogensen er politisk uenige med hinanden, men enige om, at fodbold ikke er fodbold. Fodbold er et værdipolitisk termometer. Fodboldkampe er proxy-krige mellem nationalkonservative dyder og multikulturalistiske forhåbninger. Det er ikke et styrkeforhold mellem fodboldtalent, trænerens taktiske evner, held og dommerpræstationer, der afgør en fodboldkamp, men derimod succesen eller fiaskoen af integration og multikultur. Og når europæiske lande taber, er det ikke bare, fordi de andre er bedre, men fordi Europa er i krise. Nu bliver det så for første gang nogensinde et europæisk hold, der vinder VM uden for Europa. Med stor sandsynlighed sidder Europa på de tre første pladser ved VM. Hvad siger det så om Europa? At vi er ret gode til fodbold. Hvad siger det om brudlinjerne i dansk værdipolitik? At de ikke kan anvendes til forståelse af alting.