Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Når børn svigtes, er de ofre. Lige indtil de begår kriminalitet – så er de gerningsmænd

Foto: Shutterstock.
Læs mere
Fold sammen

23-årige Michael er dømt for grov vold. Han er kriminel og har begået en frygtelig forbrydelse.

Sceneskift til to-årige Michael. Hans mor er alkoholiker, og faren har fået en dom. De er ikke i stand til at tage sig ordentligt af Michael.

Sceneskift til tolvårige Michael. Han pjækker fra skolen og kommer altid op at slås, når han er der. Han ryger hash og hænger meget på gaden. Hans far slår ham.

Tilbage til 23-årige Michael. Alle tager afstand fra hans kriminelle handlinger. Hvis vi skruer tiden tilbage og skriver hans historie som to-årig, er han et offer. Det samme som tolvårig. Mange kan forholde sig til, at Michael bliver svigtet, lige indtil han begår noget kriminelt.

Der er ingen undskyldning for at begå kriminalitet. Det er forfærdeligt, hver gang et uskyldigt menneske bliver udsat for et overgreb. Men den kriminelle handling er et symptom på noget – ligesom i dette fiktive eksempel om Michael – der ikke er usædvanligt. Vi skal se bag om kriminaliteten og gribe ind tidligt, så vi undgår, at børn vokser op og bliver hårde kriminelle, der gør andre til ofre.

Det har vi et ansvar for som samfund. Jeg ser derfor frem til, at regeringen præsenterer sin reform af ungdomskriminalitet og håber, at den tidlige forebyggelse bliver prioriteret højt.

Vi ved meget

For vi ved faktisk rigtig meget om, hvilke faresignaler vi skal være opmærksomme på i barndommen. Allerede når børnene er små, kan vi se risikofaktorerne. Her er det særligt vilkår i familien, der betyder noget. Hvis forældrene for eksempel tidligere har fået en dom, eller hvis moren drikker, øger det risikoen for, at barnet begår kriminalitet senere hen.

Når barnet er ældre, har især omgangskredsen betydning. Hvis barnet ikke har en god kammerat, har tidlig debut med alkohol eller søger meget ud for at komme væk fra familien, er risikoen for at vælge den forkerte bane størst. Det samme gælder, hvis barnet har en lav moral, lav selvkontrol eller i det hele taget ikke har et godt forhold til familie og venner – det øger også risikoen for at havne i kriminalitet, hvis barnet bliver fristet.

Det kan måske virke sortseerisk at dvæle ved faresignaler så tidligt i barndommen. Intet kan naturligvis forudsiges med sikkerhed, men ikke desto mindre kan vi altså se, at omgivelserne har stor betydning.

Lad os bruge den viden

Når nu vi ved alt det, bør vi også bruge den viden. Helt konkret skal vi sætte ind i de udsatte familier, hvor faresignalerne dukker op. Det kan være via hjemmebesøg af sundhedspersonale før og efter fødslen til førstegangsfødende. En tidlig indsats, der støtter kommende mødre i deres nye rolle som forælder og børneopdragelse.

Det kan være via forældretræning i barndommen, der styrker forældrenes kompetencer. Eller via deciderede familieprogrammer for større børn med alvorlige problemer. Her er forældrenetværk eller bekymringssamtaler også en mulighed. Blot for at nævne nogle af de indsatser, vi har gode erfaringer med.

Vi skal også træne de unges moral og selvkontrol. Og her spiller forældrene og skolen en central rolle. Hvis lærere og forældre tidligt lærer børnene selvkontrol, at overholde regler og opbygge sunde forhold til andre mennesker, hjælper de børnene med at udvikle forudsætninger for at vælge et liv uden kriminalitet. Der er også mulighed for at knytte en mentor til barnet, hvis der er behov for det.

Det er naturligvis en hårfin balance, hvornår man rækker hånden ud til en familie, og hvornår man unødigt griber ind i privatlivets fred. Men generelt skal vi blive bedre til at spotte tegn på mistrivsel og turde reagere. Hvis vi griber tidligt ind med forebyggende indsatser, kan vi nå nogle af børnene, før de bliver kriminelle. Til gavn for os alle.