Et af tidens modeord er »postfaktuel«. Postfaktuel anvendes gerne til at beskrive de tendenser, der er i tiden vedr. falske eller fordrejede nyheder. Begrebet anvendes på personer, partier og bevægelser, som de etablerede medier og politikere mener lyver eller fordrejer. Med det udgangspunkt har flere kommentatorer påpeget, at vi er ved at træde ind i en postfaktuel tidsalder. Demokratiet er i fare for, at postfaktuelle demagoger forfører befolkningen med deres postfaktuelle meninger og synspunkter.

12-tals- pigen der nægter at være elitær

Men måske forholder det sig helt anderledes, end de etablerede medier og kommentatorer hævder? Måske vi i stedet skulle undersøge lidt mere kritisk, hvad denne kritik af det postfaktuelle rent faktisk går ud på? Det underlige ved politik er jo ikke, at politik skal være sandt, det har vi videnskaben til at afgøre. Politik er snarere om, hvordan vi enten bevarer eller ændrer ting i vores samfund. Det helt afgørende politiske spørgsmål er således: Hvad er det gode samfund og det gode liv? Set i lyset af det spørgsmål er vi alle lige kvalificerede til at deltage i diskussionen og besvarelsen af det spørgsmål. Det er derfor, vi hylder demokratiet som den ramme, hvorfra vi diskuterer politik.

Må vi bede om lidt politisk substans!

Med dette in mente bliver jeg ærlig talt bekymret over al den snak om det postfaktuelle og det af to årsager. For det første fordi politik ikke er en sandhedssøgen, for hvis den politiske sandhed fandtes, behøvede vi ikke demokrati. Alt kunne overlades til eksperter, filosoffer, DJØFere og andet godtfolk! Så behøvede man ikke spørge borgerne, ja, måske skulle man slet ikke spørge befolkningen, netop fordi de ikke er eksperter. Men sandheden er demokratiets værste fjende, for jo mere nogen taler om politisk sandhed, jo mere skal man være mistænksom og kritisk. For det andet har kritikken af det postfaktuelle den slagside, at den næsten altid retter sig mod personer, partier og bevægelser, der forsøger at udfordre de etablerede systemers magt. Ideen om det postfaktuelle er således blevet et våben i hænderne på de eliter, der føler deres magt truet af de her postfaktuelle opkomlinge, der vover at udfordre deres magtpositioner.

Elitens nye politiske våben

Hele argumentet om det postfaktuelle er således blevet et ideologisk og politisk våben vendt mod de oppositionelle stemmer i vor tids samfund. Ideen om det postfaktuelle er blevet den herskende klasses ideologiske mantra vendt mod den almindelige befolkning, der måske ønsker fundamentale ændringer i samfundets måde at fungere på. Se på, hvem der advokerer for, at vi lever i en postfaktuel tid, det er de etablerede medier, de etablerede politikere, de etablerede politiske partier og organisationer, de etablerede eksperter og kommentatorer etc.

Nej, det postfaktuelle »argument« er blevet de herskendes klassers politiske og ideologiske våben vendt mod borgere og oppositionelle stemmer. Intet andet.