Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mytemageren Jacob Holdt

Michael Böss Historiker, samfundsforsker, Aarhus Universitet Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For 20 år siden besøgte jeg og min familie indianerreservatet Pine Ridge i South Dakota. Vi skulle selvfølgelig se Wounded Knee, en lille, græsklædt dalsænkning på prærien. Her massakrerede USAs 7. Kavelleriregiment 29. august 1890 146 Oglala-indianere som hævn for General Custers nederlag ved Little Bighorn 14 år tidligere. Når vi valgte at køre helt op til dette fattigste af alle fattige indianerreservater, skyldtes det dog også nogle begivenheder i foråret 1973.

Dengang forsøgte nationalgarden og FBI at tvinge en gruppe militante aktivister fra AIM (American Indian Movement) til at afslutte belejringen af den nærliggende lille landsby. Belejringen udsprang af den lokale borgerrettighedsbevægelses forsøg på at bringe stammens præsident for en domstol for korruption og magtmisbrug. Den udviklede sig dog hurtigt til en protest mod den amerikanske regerings manglende opfyldelse af de traktater, den havde indgået med Amerikas oprindelige folk. Tre mennesker blev dræbt under de tre måneders belejring. Det endte med, at aktivisterne fik mange af deres krav opfyldt. Det blev samtidig en symbolsk sejr for »det nye venstre«. Også herhjemme. Det skyldtes især én person: Jacob Holdt.

Han havde selv været til stede, fortalte Holdt siden, da han begyndte at turnere med sit lysbilledshow »Amerikanske billeder« efter fem års rejser i USA. Her udstillede han racismen i Sydstaterne og bagsiden af den amerikanske drøm. Samtidig lagde han ikke skjul på, at han bogstaveligt talt ofte havde været i seng med fjenden. Som den kristent opdragede idealist, han var, var han dog overbevist om, at kærligheden overvinder alt. Jeg havde selv kendt til hans utrolige oplevelser i flere år. Vores forældre var nemlig venner, og dagen efter en selskabelig aften hørte vi altid nyt om Jacobs rent ud sagt usandsynlige oplevelser, som han dog senere kunne dokumentere, så det ud til. Da han meddelte, at han gerne ville hjem og holde lysbilledforedrag, var min far da også den første, der stillede sin kirkes menighedssal i Esbjerg til rådighed. Det var i den sal, det hele begyndte.

Jeg ved ikke, hvor begejstret jeg dengang selv var over ham. For hans billeder fra USA gjorde så stærkt indtryk på min far, at han aldrig kom til at forstå, hvorfor jeg var i færd med at uddanne mig inden for »American Studies« og tilbragte to semestre i USA. Forud lå selvfølgelig Vietnamkrigen, men selv om Jacob Holdt stædigt vedblev med at erklære USA sin kærlighed, var hans portrætter med til at øge antiamerikanismen i de år. Han kom også til at personificere venstrefløjens sammenkædning af en socialt revolutionær kamp med anti-racisme, solidaritet med den tredje verden og støtte til indfødte mindretal i både den første og anden. Siden fulgte forsvaret for alle mindretal og mistænkeliggørelsen af flertal.

 

Jeg tror ikke, at Holdts indrømmelse i Weekendavisen af, at han dengang havde et lidt løst forhold til virkeligheden, betyder, at venstrefløjen nu har mistet et ikon. For hans personlighed er belagt med teflon, og nu afvæbner han sine kritikere ved at sige, at han jo hverken var journalist eller forsker, men »storyteller«. Derfor vil de nok tilgive ham: For hvis det var en god sag, han stod for, gør det så noget, at han ikke fortalte sandheden?