Det har til manges overraskelse vist sig, at friskoler, der primært henvender sig til tosprogede elever, til en vis grad har haft større held til at løfte elevernes karakterer til de afsluttende prøver, når man sammenligner med tilsvarende elevgruppe i folkeskolen. Man har, naturligt nok, interesseret sig for, hvad det kan skyldes, og skolerne har peget på tæt samarbejde indbyrdes på skolen og især med forældrene, faste rammer og klare og tydelige regler.

Lise Egholm, tidligere skoleleder ved Rådmandsgades Skole på Nørrebro, stiller sig skeptisk over for dette, thi hun har kun uheldige erfaringer med muslimske friskoler. Det har hun forfattet et indlæg om her i Berlingske Tidende (4. november). De uheldige erfaringer, forstår man, fandt sted det år, hendes skole »modtog ca. 100 elever fra de 18 etniske friskoler, der findes på Nørrebro og i Nordvest.« Nu er der lidt fakta, der kan forvirre: I hele hovedstadsområdet findes 14 af de skoler, vi bare for nemheds skyld kan kalde muslimske, selvom de fleste af skolerne ikke bryder sig om betegnelsen. To af disse er oprettet, efter at Lise Egholm lod sig pensionere, en ligger i Helsingør, fem ligger i Vanløse, Sydhavnen eller Valby og ja, så er der altså seks skoler, der ligger i det område, Lise Egholm nævner. 100 nye elever modtog Rådmandsgades Skole fra de seks skoler på bare et år. Det lyder af meget, for en skole der (5/8 2016) tæller 614 elever. Det lyder, vil nogle mene, helt usandsynligt.

Men lad os se bort fra tallene. Lise Egholm beretter videre, at hun ringede til skolerne for at indhente oplysninger om de skoleskiftende børn, men hun traf ikke skolelederen, og der blev ikke ringet tilbage til hende. Det var jo også uheldigt. Andre ville måske prøve igen eller sende en mail, men ikke Lise Egholm, og her stopper så hendes erfaringer med muslimske friskoler. Andet er der ikke.

Von hørensagen

Resten af hendes »erfaringer« er von hørensagen fra nederste hylde, hvoraf den mest uhyrlige må være påstanden om, at børn bliver slået over fingrene. Hvis Lise Egholm selv troede på den skrøne, burde hun for længst have indberettet det til relevante myndigheder, som ville undersøge, om der var hold i den påstand. Mon ikke, vi havde hørt om det, hvis det var tilfældet? At bringe den slags grove anklager til torvs, vel vidende, at de er usande, er uværdigt, skammeligt og gavner ikke ligefrem anklagerens egen troværdighed.

Jeg vil ikke trætte læseren med en gentagelse af alle de usande og fuldkommen udokumenterede påstande, Lise Egholm disker op med, og som stort set kun hidrører fra børn, hun har modtaget på sin skole. Jeg kan nu ikke afholde mig fra at anbefale, at et gran salt eller to tilsættes, hvad børn siger, når de skifter skole. Eksempelvis har jeg ikke tal på, hvor mange, særligt drengebørn, der med stor overbevisning har fortalt, at de kommer fra skoler, i øvrigt også Lise Egholms egen, som er »dårlige« fordi »lærere er racister«.

Muslimske friskoler er dygtige

Jeg har i løbet af de sidste 24 år arbejdet på forskellige muslimske friskoler, heraf tolv år som skoleleder. Det er således med en vis vægt jeg hævder, at jeg har erfaring fra disse skoler, og herunder den udvikling, de har gennemgået. På de skoler, hvor jeg selv har haft den ære at være ansat, har jeg mødt højt kvalificerede, top-engagerede lærere af mange forskellige nationale og etniske baggrunde og med en bred vifte af livserfaring. Jeg har oplevet inspirerende engagement, omsorg for samt tro på børnene, og jeg har oplevet en utrættelig vilje til at tænke nyt og yde den indsats, der skal til for at hjælpe børnene til at opnå deres fulde potentiale. Og det gælder ikke kun de dygtigste elever, også og måske især de svageste elever, børn med faglige udfordringer er blevet favnet og nænsomt puffet fremad.

De frie skoler er ikke små planeter, der eksisterer uden kontakt med omverdenen. Der er certificerede tilsyn, udført af kompetente mennesker, særligt ministerielt tilsyn, der er uddannelsesvejledere, revisorer, skolepsykologer og sundhedsplejere og mange andre, der færdes på skolerne. Der bliver holdt øje, og der bliver vurderet, og skoler, der ikke lever op til de mange og omfattende krav, der stilles til friskoler i dag, ender med at blive frataget deres statstilskud og må lukke, og det er, som det skal være. Men når det så lykkes at opbygge en skole, præcist skræddersyet til elevgruppen, en skole, der formår at løfte eleverne, udvide deres horisont og give dem en solid start på deres vej ud i verden, så er et klap på skulderen på sin plads, og ikke mistænkeliggørelse og løs sladder.

Lise Egholm svarer:

Tak til Jasmin Schou for indlægget om de etniske friskoler. Det er glimrende at få andre perspektiver ind i debatten. Jeg skriver naturligvis ud fra mit perspektiv og mine erfaringer. Ligesom i folkeskolen er der givetvis mange dygtige og engagerede lærere i de etniske friskoler, men det faglige niveau hos de mange børn derfra, har vi oplevet som ringe. Jeg beklager, hvis jeg har nævnt et forkert antal skoler, men som du selv nævner, lukkes der af og til skoler, ligesom nye oprettes.

Jeg forholder mig kritisk – også til folkeskolen – og anerkender andres ret til det samme. I artiklen var emnet de etniske friskoler set fra min vinkel. Det er vigtigt for at få så belyst så mange aspekter som muligt i debatten. For mig handler det altid om, at vores børn, ALLE børn, får de bedste lærings- og trivselsmuligheder.

Lise Egholm er forfatter, debattør og fhv. skoleleder.