Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Muslimer skal være kritiske i forhold til islam

Vi muslimer handler ud fra principper hentet fra islam. Det vil med andre ord sige, at kvindeundertrykkende praksis, manglende integration og seneste jødehadsprædikener har sit udspring i islam. Islam er ofte årsagen til disse ugerninger. Dagligt bliver jeg konfronteret af vrede muslimer, som hævder, at min selvbiografi er det pure opspind.

De beskylder mig for at være usaglig og konkludere med afsæt i min subjektivitet. De muslimske Hadither er en biografi om Mohammad, hans liv og sædvaner, og jeg ville ønske, at man på samme måde stillede spørgsmålstegn og var kritiske ved disse tekster. For muslimer, der ikke har taget demokratiet på sig, som handler om, at individet har størst mulig indflydelse på eget liv, og hvor frihed er udgangspunktet, kan Koranen og Haditherne være farlige tekster.

Uden kildekritiske briller kan læsningen af disse tekster foranledige en praksis, der i sidste ende er det modsatte af, hvad islam står for. Den helt store udfordring er, at muslimer skal anerkende, at deres muslimske brødre og søstre ikke alle er repræsenteret ved at være gode, kritiske og reflekterende muslimer.

Muslimer er ikke en homogen gruppe, ligesom forkyndere af islam er forskellige, med forskellige fortolkninger og manglende fortolkninger. Man bliver som repræsentant for religionen nødt til at have en holdning til denne udfordring og se i øjnene, at islam ikke altid matcher det idylliske billede, som vi alle ønsker.

Her skal argumentationen ikke udspringe af undskyldninger om kultur, ligesom det ikke nytter noget at dække sig under en afstandtagen, kujonagtig og fej kappe. Hadithlitteraturen må betragtes kildekritisk og på et ægthedsgrundlag. Er den autentisk, vil man spørge sig selv, men vigtigere er det at spørge, om den er gyldig? Hvis den skal leve op til gyldighedsprincippet i en kildekritisk optik, skal den ikke være i strid med den lovgivning eller andre regelsæt, der definerer og regulerer det område, som teksten repræsenterer.

Muslimer skal forholde sig skeptisk, undersøgende og bedømmende til islam, som til alle andre fænomener i livet. Man skal turde tale om sin religion med en viden om, at den kan indeholde mangler og være uden for kontekst. Intet er fejlfrit, og det er et tilintetgørende og misforstået forsvar at hævde andet. Islam er fyldt med modsigelser, og den må ikke tages for pålydende. Det bliver den desværre for ofte, hvilke resulterer i en uheldig praktisering. Blandt andet forstærkes hadet mod jøder og ikke-troende gennem islam. Det paradoksale i islam skal bruges konstruktivt fremfor destruktivt.

Modsigelserne lægger op til, at religionen kan gradbøjes og justeres ind i det pågældende samfund. Demokratiske muslimer skal være kritiske og kæmpe for deres religion ved at acceptere den med de iboende mangler og konfrontere de patriarkalske og bogstavtro forkyndere. Måske er det på tide at perspektivere globalt, og spørge sig selv, hvor islam bliver praktiseret uden kvindeundertrykkelse og brud på basale menneskerettigheder? Det blik vil forhåbentlig synliggøre omfanget af problematikken.