Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Min oldefar var ølkusk i Aarhus. En dag avancerede han til at blive pedel på byens bibliotek i Mølleparken, og dét gav ro til den lille familie bestående af mor, far og søn – min bedstefar – som var ramt af børnelammelse.
På hovedbiblioteket stod et klaver. Der satte min bedstefar sig, for som halt dreng i 1920erne var der ingen legegrupper eller PPR-medarbejdere til at samle én op fra det sociale fællesskab, som han fra starten af var udstødt af. Så knægten spillede og spillede, og da han knap var blevet teenager, som det vel ikke hed dengang, blev han optaget på musikkonservatoriet.
Hans klaverlærer mente godt nok, at en halt knægt ikke kunne bruge pedalerne, så hun satte ham til at spille klarinet. En anden lærer forbarmede sig over det talentfulde, halte barn fra datidens underside af arbejderklassen, og han endte med at opnå højeste karakter i både klarinet og klaver og fik sig efterfølgende et langt liv som kapelmester, pianist og musiker.
Jeg fortalte historien om min bedstefar til Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, for nylig. Mit ærinde var at give kød og blod til den forestilling, at kulturpolitik også afstedkommer social mobilitet.
Kulturpolitikken, som vi ser den i dag, hviler i store træk på Danmarks første kulturminister, socialdemokraten Julius Bomholt, der så kulturen som det sted, hvor vi som samfund for alvor ville kunne rykke os og skabe den sociale mobilitet, som udvikling fordrer. At kunsten og kulturen kan rumme det uforståelige og dermed give en dybere og rigere dimension til dét at være borger.
Mette Frederiksen var dog ikke så lydhør for min fortælling. Måske fordi jeg i samme åndedrag nævnte Dansk Folkeparti, hvis kulturpolitik som det eneste af partierne på Christiansborg er til at tage at føle på: nemlig at kultur skal sikre sammenhængskraft i forhold til nationalstaten og hverken udfordre eller udvikle. Det huede ikke Socialdemokratiets formand, at man nævner et andet partis kulturpolitik, når man taler om Socialdemokratiet.
Problemet er dog, at der ikke findes andre partier, hvis kulturpolitik er fremtrædende og profileret. Mogens Jensen kæmper en brav kamp for Socialdemokratiet, men der er dæleme langt til det parti, der var med til at få min bedstefar på musikkonservatoriet. De øvrige partier synes uendeligt ligegyldige over for kulturen. Hvilket parti taler kunsten og kulturen op? Hvilket parti tror på, at vi kan rykke os menneskeligt og socialt via kunst og kultur? Jeg spejder selv i blinde.
Min bedstefar fandt glæde i musikken, og han oplevede, at samfundet turde investere i ham. Der var stadig Hof i glasset og presse i radioen og alt det, som Matador har lært os kendetegner arbejderklassen. Men han elskede sine jazzplader, og jeg har stadig hans samlede Bach-noder stående på det klaver, jeg arvede fra ham.
Gad vide, om der er andre partier end Dansk Folkeparti, der ville se muligheder i en halt knægt som ham i dag?
