Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Muhammed i skolen

»I virkeligheden er Claus Hjortdals udmelding katastrofal; den knæsætter det princip, at bestemte mennesker ikke kan tåle mødet med bestemte oplysninger eller billeder.«

Tom Jensen, ansvarshavende chefredaktør Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Muhammed-krisen blev den værste udenrigspolitiske krise for Danmark i årtier. Danske ambassader blev sat i brand, og terrortruslen mod Danmark blev forøget. Det er næsten uundgåeligt, at man i skolerne på et eller andet tidspunkt i undervisningen kommer til at tale om Muhammed-krisen, om ytringsfriheden og om det pres, der er kommet på den. Og dermed også om Muhammed-tegningerne. Men skal man så vise dem? Det kan bestemt være relevant i mange sammenhænge. Der kan også være lærere, som i bestemte situationer finder, at det er bedst ikke at vise tegningerne. Den vurdering må de ud fra et princip om videst mulig metodefrihed tage og stå til ansvar for, herunder over for skoleledelse og forældrebestyrelse. De Konservatives Mai Mercado foreslog i foråret, at det skulle være obligatorisk at undervise i Muhammed-tegningerne. Den slags politisk detailstyring er ikke hensigtsmæssig, hvis hverdagen skal fungere ude i klasserne.

Hvorved vi når frem til skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, som mandag på forsiden af Jyllands-Posten slog til lyd for, at man som princip ikke bør vise Muhammed-tegningerne rundt om i de danske folkeskoleklasser. »Sidder der enkelte muslimske elever i klassen, vil de føle sig provokeret. Så går de måske hjem og taler om det, og det ødelægger det tillidsforhold, som skole-hjem-samarbejdet skal hvile på,« lød det fra skolelederformanden. Til det kan man sige, at et tillidsforhold mellem hjem og skole, der bygger på en udstedt skoleleder-fatwa om, at bestemte tegninger aldrig bør vises i nogen sammenhænge, er et tillidsforhold på direkte kollisionskurs med hele den oplysningstanke, den danske folkeskole bygger på. I virkeligheden er Claus Hjortdals udmelding katastrofal; den knæsætter det princip, at bestemte mennesker ikke kan tåle mødet med bestemte oplysninger eller billeder. Dermed giver han efter for fundamentalismens krav om religiøse særhensyn, som netop er et opgør med det grundprincip, at viden og oplysning er vejen til mere frihed. I stedet får man dogmer og forbudte bøger og tegninger. Udmeldingen fra skolelederforeningens formand er jo netop et principielt dogme: Vis ikke tegningerne.

Det er fuldt forståeligt, om end beklageligt, hvis en lærer i en given situation vælger ikke at fremvise Muhammed-tegningerne, selv om det kunne være relevant. Ligesom det er forståeligt, om end beklageligt, at medier i både ind- og udland fravælger at bringe tegningerne i smertelig bevidsthed om, hvad følgerne af en genpublicering kan være. Men netop dette må være en beslutning, som overlades til den enkelte. Det må aldrig blive til en central ordre, et nok så uformelt gældende princip, og man kan dårligt opfatte Claus Hjortdals melding som andet end netop dette. Den gør religiøs krænkelseskultur til en herskende orden i de danske klasseværelser, blåstemplet fra øverste skolelederinstans. Det frie ord eller den frie tegning er ikke længere den enkeltes ret at forvalte, man har på forhånd ved central udmelding bøjet sig for dem, der ikke tåler det. Da eksisterer det reelt ikke længere. Det burde en skolelederformand kunne gennemskue.

RETTELSE:  I en tidligere udgave af denne kommentar fremgik det fejlagtigt, at den konservative politiker Mai Mercado i foråret forslog at gøre det obligatorisk at vise Muhammed-tegningerne i skolerne. Det er ikke korrekt. Forslaget gik alene på at gøre det obligatorisk at undervise om Muhammed-tegningerne. Berlingske beklager fejlen.