Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Muhammed gange tre

Tom Jensen: Verden er midt i det, der kan blive Muhammed-krise nummer 3, med demonstrationer og vold i flere mellemøstlige lande efter offentliggørelsen af filmen »Innocence of Muslims«. Hvor det hele ender, ved ingen, omend vurderingen er, at der er færre officielle kræfter ikke mindst i de arabiske lande, som i denne omgang har en interesse i at holde liv i urolighederne.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alligevel kan der være grund til at spørge, hvad vi allerede nu kan lære af begivenhedsforløbet. Her er et par bud:

- Filmen er en talentløs, idiotisk og bevidst provokation. Den har formentlig kun haft ét sigte: at fremprovokere de reaktioner, som nu desværre er en kendsgerning. Der er med andre ord ingen grund til at tage filmen eller dens bagmænd i forsvar, alene fordi man samtidig må tage afstand fra volden og radikaliserede muslimers trusler. Men trods dette må filmens ret til at eksistere forsvares. Det er et af ytringsfrihedens vilkår, at også tåbeligheder kan publiceres. Der er da også kloge muslimske organisationer - herunder i Danmark - der har opfordret til at ignorere makværket.

- Ét er en idiotisk film. Noget andet er vold og mord. Uanset om angrebet på den amerikanske ambassadør i Libyen reelt var en reaktion på filmen, eller den blot var en anledning, så må man forvente, at også regeringerne i de arabiske lande tager skarpt afstand fra enhvert voldeligt anslag, der er forekommet eller vil forekomme. Desværre har det ikke entydigt været tilfældet. Blandt andre den egyptiske præsident Mursi valgte således tidligt at erklære sin støtte til demonstrationerne foran den amerikanske ambassade i Cairo.

- Det er, som tilfældet var i den første Muhammed-krise, ikke islam-fjendtlige kræfter, der bærer mest ved til de bål, der er set antændt rundt om i Mellemøsten. Da Jyllands-Posten i 2005 offentliggjorde Muhammed-tegningerne, flammede uroen først for alvor op, da fire dansk-boende imamer rejser til Mellemøsten for at skaffe opbakning til protesterne mod dem. Med sig bragte de materiale, der intet havde med JPs tegninger at gøre, men som åbenlyst egnede sig til at yppe kiv. På samme måde var det denne gang et radikaliseret egyptisk TV-show på en islamistisk station, der med effektiv brug af ophidsende jungletrommer omskabte »Innocence of Muslims« fra et værk, de færreste havde hørt om, til en stor sag for mange, ligesom Iran straks greb chancen for at genoplive en gammel konflikt, da Salman Rushdie i denne uge udgav sine erindringer.

- Kriser som denne byder på flere udfordringer for de vestlige nationer. Ikke altid bliver de tacklet fornuftigt. USAs henvendelse til YouTube for at få det Google-ejede selskab til at vurdere, om filmen bør optræde på web-kanalen, er betænkeligt nær en overskridelse af grænsen for, hvordan en stat bør reagere over for selv en tåbelig film. Højtstående tyske politikeres overvejelser om at forbyde visning af filmen er en endnu mere problematisk reaktion på en krise, der nok allerede er alvorlig. Men som alligevel hverken bør få vestlige politikere, mellemøstlige ledere eller muslimske grupper til at tabe hovedet som det første.