Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Moskeerne bag døren

Begge yderfløje har nøjagtig samme tilgang til debatten, hvor de ihærdigt forsøger at adskille befolkningen ved at skabe en modsætning mellem at være dansk og muslim.

Ehab
Ehab Atiqa, studerende, frivillig i Dfunk
Læs mere
Fold sammen

I et sekulariseret samfund bør vi ikke inddrage individers religiøse overbevisninger, og dermed forbinde det til nutidens integrations­problemer. Det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan politikere omtaler »muslimer« som en kollektiv identitet samtidig med, at de gør få prædikanter til talsmænd for en hel minoritetsgruppe.

Vi lever trods alt i et samfund, hvor religion adskiller sig fra staten, derfor er det problematisk, når vi forbinder integrationsudfordringer med religion. Så længe, vi har den tilgang til debatten, er vi i høj grad med til flytte fokus væk fra menneskers moral og handlinger og i stedet mistænkeliggøre individer på forhånd, alene på baggrund af deres religiøse tilhørsforhold.

Efter dokumentarprogrammet »Moskeerne bag Sløret« er vi principielt nået dertil, hvor vi deler danske muslimer op i enten at være velintegreret eller nærmest radikaliseret. De integrerede, der har nemt ved at implementere danske værdier og tilpasse sig i samfundet, i mens alle andre har et grundlæggende anderledes menneskesyn og integration, bliver derfor nærmest en umulighed.

Ethvert menneske i samfundet har friheden til at efterleve sin trosretning, så længe man naturligvis holder sig inden for lovens rammer, men det er særdeles relevant, at man også kan forholde sig kritisk til religiøse fortolkninger, og udelukkende forholder sig til de udsagn, som er i overens­stemmelse med ens eget livssyn. Derfor må man se på religion i en bredere forstand og bruge sin sunde fornuft, frem for at stole blindt på alt, hvad »religions­eksperter« forkynder.

Der er for mig – og mange andre med muslimsk baggrund – ikke en entydig fortolkning af islam, og af den grund findes der ikke en ultimativ sandhed på, hvordan religion skal fortolkes. Af selvsamme årsag praktiserer man sin tro ud fra egne overbevisninger. Derfor er det vigtigt at fastslå, at ens egne religiøse fortolkninger ikke er noget, man presser ned over hovedet på andre individer.

Vi er alle (uagtet religiøs baggrund) individuelle borgere. Som dansk-muslim er jeg på ingen måde ansvarlig for at skulle bortforklare andre muslimers handlinger og meninger. Selv om jeg ofte føler mig nødsaget til at udtrykke min uenighed over for ekstremisternes manglende forståelse for demokratiet og det sekulære samfund. Heldigvis lever vi i et samfund, som bygger på demokrati og frihedsrettigheder, og at der derfor bør være plads til alle, uanset hvor radikale deres meninger end måtte være.

Det er heller ingen hemmelighed, at det kan være ret provokerende at lægge øre til fanatikeres kontroversielle holdninger, som de prædiker for deres menighed.

Det er en selvfølge, at vi bør forholde os til nutidens integrationsproblemer, hvad enten det gælder mangel på deltagelse i samfundet, kultursammenstød eller noget helt tredje. Men det er forkasteligt at være vidne til diskriminerende udtalelser fra nogle højrefløjspolitikere - og menings­dannere, hvor de nærmest forsøger at fremmed­gøre individer med muslimsk baggrund ved at finde argumenter for, hvorfor deres levemåde ikke passer ind i vort senmoderne samfund på trods af, at vi har religionsfrihed.

Samtidig ærgrer det mig at se den drejning, integrationsdebatten har taget. Hvordan vi i stigende grad har mistet ansvarsfølelsen over for vores medmennesker. Det er som om, at nogle bevidst vælger at holde fast på »os og dem« retorikken.

Det får mig til tænke på, om vi i virkeligheden er nået dertil, hvor vi taler assimilation frem for integration; hvor vi har en forventning om, at folk med muslimsk baggrund bogstavelig talt bør tage alt fra dansk kultur og tradition til sig og give slip på egen religiøse og kulturelle særkende.

Det er problematisk, når nogle repræsentanter for højrefløjen tager patent på, hvornår man er »rigtig« dansk og forsøger at udstøde individer, som vælger at holde fast i egne kulturelle og religiøse værdier.

Det er præcis samme problemstilling, som når yderliggående islamister forsøger at overbevise danske muslimer om, at de ikke er muslimer på den »rigtige« måde, fordi man nødvendigvis ikke deler alle holdninger og livssyn med dem.

Et eller andet sted er det en kamp, man som dansk-muslim møder fra begge fløje, og det er absolut skadeligt for al god integration.

Jeg har forståelse for, at en stor del af befolkningen kan blive stødt, når en yderliggående islamist udtrykker sine rabiate holdninger i lands­dækkende medier, og især når den pågældende person muligvis besidder en vis autoritet over for unge borgere fra samme minoritetsgruppe. Men jeg anfægter, at jeg er nødsaget til at forholde mig til, hvad alle andre med muslimsk baggrund har udtalt eller foretaget sig. Det er som om, man bliver frataget retten til at være en individuel dansk borger.

Begge yderfløje har i øvrigt nøjagtig samme tilgang til debatten, hvor de ihærdigt forsøger at adskille befolkningen ved at skabe en modsætning mellem at være dansk og muslim på trods af, at religion og nationalitet for mig absolut intet har med hinanden at gøre. Jeg er dansk borger, min tro er islam, og jeg ser ingen modsætninger i den kombination.