Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Morten Østergaard følger i disse måneder en 100-årig radikal frisindstradition

Det Radikale frisind dengang og nu insisterer på, at åndsfriheden og dermed trosfriheden til enhver tid går forud for alt andet, og det er det, vi er vidne til lige nu fra Morten Østergaards side.

debat
Kathrine Lilleør Fold sammen
Læs mere
Foto: Kate Copeland

Muslimske imamer har anbefalet deres menigheder, at de skal stemme på Enhedslisten eller Det Radikale Venstre. Det har de Radikale ingen problemer med.

Til gengæld vil partiet ikke finde sig i, at socialdemokraterne forhandler delaftaler på plads med andre partier. Partiet har stillet ultimative krav til regeringsdannelsen, man vil kunne gå med til hele regeringsgrundlaget.

To standpunkter, hvor det første umiddelbart signalerer demokratisk underskud, og det andet bryder med de Radikales tradition for at skaffe sig indflydelse, når og hvor det kan lade sig gøre. Forleden blev jeg imidlertid opmærksom på, at begge standpunkter kan siges at være kerne-radikale. Begge standpunkter er forbundne, og det, der binder dem sammen er, hvad man kunne kalde »Det Radikale frisind«.

Da Det Radikale Venstre skilte sig ud fra Venstre i 1905 anført af blandt andre Edvard Brandes, P. Munch og C.Th. Zahle, formulerede man på Landsmødet i dagene 20.- 21. maj 1905 i partiprogrammet, at frisindet skal cementeres i åndelige spørgsmål: »Åndslivets frihed skal anerkendes på ethvert område.«

Det havde blandt andet store konsekvenser for skolepolitikken. Religiøse mindretal skulle have ret til at oprette friskoler, og ikke-kristne forældre skulle have mulighed for at få fritaget deres børn fra religionsundervisning.

Denne forståelse af åndeligt og dermed politisk frisind gav det nye parti mange medlemmer blandt de danske jøder. Således nægtede Edvard Brandes, da han blev valgt til Folketinget første gang, at sværge på Grundloven, fordi den favoriserede folkekirken frem for andre trossamfund. Folketinget gav Brandes lov til ikke at sværge, og den jødisk intellektuelle københavner sad derefter i flere årtier frem i Folketinget på et mandat givet ham af langelandske husmænd.

Partiets udlægning af frisind som dette, ånds- og dermed trosfrihed stilles over alt andet, har på afgørende historiske tidspunkter fået de Radikale til at trækket tæppet væk under regeringer i stedet for at lade radikale mandater arbejde. Således væltede man eksempelvis Venstre-regeringen efter krigen, fordi Venstre ønskede en folkeafstemning om Sydslesvig. Efter krigen mente Venstre, at Danmark ville stå stærkt, hvis vi ønskede Sydslesvig tilbage. Men de Radikale var imod, også selvom man tilbød dem halvdelen af regeringens ministerstole, for vandt forslaget flertal, ville det betyde et yderligere anstrengt forhold til Tyskland, samt især undertrykkelse af det tyske sydslesvigske mindretal.

»Det Radikale frisind dengang og nu insisterer på, at åndsfriheden og dermed trosfriheden til enhver tid går forud for alt andet.«


Ikke alene afviste partiet forslaget, man stillede Venstre-regeringen et mistillidsvotum, så den måtte gå af i 1947. Mindretals åndsfriheds-rettigheder er historisk en radikal mærkesag, der brat kan stoppe al støtte, uanset at der er andre områder, man kan enes om.

I skrivende stund er regeringsforhandlingerne ikke afsluttet, men et godt bud på et regeringsgrundlag, der involverer de Radikale, vil være, at man har fundet en løsning, hvor de Radikale kan skrive under på flygtninge- og indvandrerpolitikken. Det kan blive udfordrende, da man i partiet, som det fremgår, har en tradition for at stille alle trosretninger lige, uanset om troens forkyndere opfordrer til konkret politisk handling eller ej. At imamer således opfordrer til, hvem man skal stemme på, gør dem ikke fra et radikalt synspunkt anderledes end almindelige folkekirkepræster. Forkyndelsen er uanset indhold et åndsfriheds-anliggende.

Morten Østergaards kommunikative evner er ikke altid overbevisende. For mig har hans og dermed de Radikales begejstring for imam-anbefalingerne og de ultimative helhedskrav til regeringsdannelsen været uforklarlige. Jeg synes selv, at jeg holder mig orienteret, men jeg mindes ikke, at Østergaard en eneste gang før og efter valget har talt om frisind og sit partis historiske tradition for at handle ultimativt ud fra det.

Hvorfor Østergaard i denne tid ikke har benyttet lejligheden til at trække linjen fra Edvard Brandes, der ikke ville sværge på Grundloven, og frem til sig selv, der ikke har et problem med imamer, der forkynder politisk, eller hvorfor han undlader at betone frisindet som afgørende for, om man ikke vil støtte en regering, uanset at man stort set er enig med den, forstår jeg ikke.

Nu har jeg gjort det for ham. For oplyst uenighed er bedre end bare uenighed. Det Radikale frisind dengang og nu insisterer på, at åndsfriheden og dermed trosfriheden til enhver tid går forud for alt andet. Morten Østergaard følger i disse måneder en 100-årig radikal frisindstradition. Hvis ikke, er det en anden og langt mindre værdig historie.