Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Moralsk magtfordrejning

Bente Dalsbæk: Gentagelsen af samme type fejl, konstant cirkulerende om det pekuniære, om berigelse på en eller anden led? Det lugter af, hvad jeg vil kalde moralsk magtfordrejning: At systemet skal tjene til ens fordel, selvom man faktisk selv er systemets tjener.

23DebNyBenteDalsbæk.jpg

Nå, men nu er vi så færdige med at diskutere søndagens pressemøde, vi er også færdige med at diskutere, hvorvidt det spindoktorerede greb, maraton-pressemødet har virket. Vi kan godt blive enige om, at det hele var klogt og dygtigt orkestreret med indlagt Oscar-værdig takketale til Ekstra Bladet for at have bragt sagerne frem i lyset, og en Løkke, der næsten – men også kun næsten – lignende én, der selv troede på strategien om at kramme sine fjender ihjel.

Vi er næsten også færdige med vurderingen af Løkkes performance, og om det restituerer Løkke eller ej: de hidkaldte kommentatorers tommeltottervendte hverken sat op eller ned, for noget har kommentatorerne da lært om skråsikkerhed, siden dengang en af slagsen måtte æde en gammel stråhat på live-tv.

Men hvad skal vi så diskutere? Jo, journalisterne skal have dada for overhovedet at beskæftige sig med ’så latterlige beløb’, for at være for uforberedte til pressemødet,for at bære ved til både jantelov og forargelseskultur osv. Det er den samlede journaliststands skyld, at Lars Løkke nu er tvunget til at sidde og beklage, at han har rejst for dyrt. Mange følger med det anklagende blik, som altså bliver løftet fra sagens genstand – overforbrug – til noget nyt, vi kan være forargede over; forargelse over forargelsen.

For er journalisterne ikke bare nogle grundlæggende dumme svin, og er det da ikke vigtigere med sager, som f.eks. Tamilsagen, som handlede om egentlig magtfordrejning, som jo er den største besudling af vores folkestyre, og derfor må og skal frem i lyset, ligesom man prøver at komme til bunds i noget, der måske lugter af magtfordrejning ude hos Skattekommissionen? Jo, de sager er meget vigtige, for de holder vores demokrati rent.

De moralske sager? Svært. Det er jo netop subjektivt, hvad der er rigtigt og forkert, når der ikke er tale om noget kriminelt. Hvilket bringer mig tilbage til sagen, som jeg tillader mig fortsat at lade mit blik være fæstnet på:

Hvis man gennem 19 års medlemskab af Folketinget har været omfavnet af fornuftige rejsesystemer og dygtige medarbejdere i både parti, administration og ministerier, så er det i min optik underligt, at man ikke lader sin erfaring med dette vejlede det moralske kompas i forhold til brugen af det meget ekstravagante rejsesystem i GGGI.

Det er mærkeligt, at man gentagne gange har så svært ved at holde styr på bilag, diæter eller modregninger. Vi er alle mennesker, vi begår alle fejl, også vores folkevalgte osv. Den er jeg helt med på. Vi skal i øvrigt heller ikke gå i for små sko (eller billige sko), når det kommer til vores folkevalgte; de skal bestemt have betalt for det store ansvar, de har påtaget sig.Den er jeg også med på. Men når det er sagt: repetitionen af samme type fejl, konstant cirkulerende om det pekuniære, om berigelse på en eller anden led? Det lugter af, hvad jeg vil kalde moralsk magtfordrejning: At systemet skal tjene til ens fordel, selvom man faktisk selv er systemets tjener.

Og det lugter stadig.