Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Moral er overvurderet i udenrigspolitik

Danmark, USA eller det såkaldt »internationale samfund« – KAN ikke gøre noget ved krisen i Syrien. Det er for sent. Rusland er nu ved at »gøre arbejdet færdigt«. Gør vi noget, indleder vi krigshandlinger med Rusland.

Kasper Støvring. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rædslerne i Syrien har fremprovokeret stærke følelsesmæssige reaktioner. Mange har ikke modstået fristelsen til offentligt at udbasunere moralske fordømmelser og krav om, at »vi« skal gøre det ene og det andet ved rædslerne i Syrien, og det vil sige: skabe fred på vores betingelser.

Men moralen forbliver hos langt de fleste rent retorisk, for den er løsrevet fra enhver vilje eller blot realistisk bud på, hvordan vi skaber fred. Hykleri er jo som at trække en ren skjorte over karakteren, så hvis vi skal undgå hykleriet, skal vi se de nøgne realiteter i øjnene.

De rædsler, vi senest har været vidne til i Aleppo, er en – direkte eller afledt – konsekvens af den tragedie, vi kalder det arabiske forår, men som langt de fleste hyldede dengang for seks år siden. Mogens Lykketoft, Michael Aastrup Jensen, Martin Krasnik, Søren Pind og Trine Pertou Mach kan nævnes som nogle få prominente eksempler.

Hvis denne elite ikke engang kan se, at det er overordentlig svært at skabe demokrati i Mellemøsten og Afrika, hvordan kan vi så have tillid til deres dømmekraft, når det gælder indvandring og integration i vores egne lande? Og kan vi have tillid til elitens moralistiske og idealistiske udenrigspolitik?

Moral er ofte overvurderet i udenrigspolitik, der i stedet bør handle om klogskab, om magtbalance og om inddæmning af rivaliserende magter. Det handler ganske vist også om moral, men lader man sig vejlede af moralsk retorik, vildledes man. Det er som at lytte til lastens gudinder, der forfører med skønsang.

Realisme i stedet for moralsk idealisme

Et eksempel er den måde, politikere og meningsdannere i dag sætter deres lid til Angela Merkel som Vestens leder. Merkel er nemlig »humanist«, mens Trump er »autoritær«. Derfor foretrækkes Merkel som garanten for en fredelig verden.

Men hvad nu, hvis det lige præcis forholdt sig omvendt? At Merkel er den største fare for fred og stabilitet?

Merkels form for moralpolitik har været decideret kontraproduktiv. Fejlslagne interventioner har ødelagt livsvilkårene for millioner af mennesker, anarki er fulgt i kølvandet på det arabiske forår, og i Europa betaler vi også prisen med en enorm flygtninge- og migrantstrøm, som Merkel har åbnet sluserne for. Den højeste pris betales naturligvis af dem, som i denne uge bliver myrdet af terrorister.

Vi bør derfor tage afsked med den moralske idealisme og i stedet besinde os på følgende realisme:

For det første: Vi – Danmark, USA eller det såkaldt »internationale samfund« – KAN ikke gøre noget ved krisen i Syrien. Det er for sent. Rusland er nu ved at »gøre arbejdet færdigt«. Gør vi noget, indleder vi krigshandlinger med Rusland. Det ønsker ingen bortset fra typer som de Radikales Morten Østergaard, der klæder sin idealisme i skønne, ordrige guirlander.

Hvor mange danske soldater skal dø?

For det andet: Vi SKAL ikke gøre noget, for vi har ingen interesse i det. Lyder det kynisk, så stil dig selv følgende to spørgsmål: Hvor mange danske soldater skal lade livet på slagmarken i Syrien? Ønsker du, at Islamisk Stat eller andre, der er værre end Assad, kommer til magten? For det bliver resultatet, hvis Assad falder.

For det tredje: Vi BØR ikke gøre noget, slet ikke intervenere militært. Den slags fører blot til endnu større katastrofer. Tænk på Irak og Libyen.

At intervenere er altså både fejlagtigt, farligt og forkasteligt. Det første af mine tre punkter angår vilje: Det er en fejl at tro, at vi kan gøre noget. Det andet angår fornuft: Det er farligt for os at intervenere, for vi eskalerer dermed en konflikt, vi risikerer at tabe. Det tredje angår moral: Det er forkasteligt at intervenere, for de utilsigtede negative konsekvenser bliver enorme. For os og for dem.

Den moralske udenrigspolitik gør Vesten til en upålidelig allieret. Vi proklamerer, at vi vil hjælpe oprørerne og vælte Assad, men lader ikke handling følge ord. Jvf. Obamas falske og afmægtige erklæring: »Hvis Assad krydser den røde linje, så…«

Som Kissinger sagde: »Det er ofte farligt at være USAs fjende, men det er fatalt at være USAs ven.« Det gjaldt i 1968 om Sydvietnam, og det gælder i dag. Ved at støtte oprørerne uden at have viljen med, har Vesten desuden medvirket til at forlænge rædslerne.

Moralsk udenrigspolitik gør det også vanskeligt at prioritere indsatserne, for alle »de gode« kan påkalde Vestens støtte. Og hvem er i øvrigt »de gode«? De såkaldt sekulære oprørere i Syrien har jo vist sig at være islamiserede. I krigstid er sandheden så dyrebar, at hun må udstyres med en livvagt af løgne, som Churchill sagde.

Det, vi kan gøre, er alene humanitært: At hjælpe i nærområderne. Skabe fred kan vi ikke. Den kommer først, hvis den kommer, når der etableres homogene stater i regionen. Altså når hver etnisk og religiøs gruppe får sin egen stat. Men det har lange udsigter. »Get ready for the future. It is murder!«