Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mørklægning af folkestyret

Læs mere
Fold sammen

Den nye offentlighedslov, som et bredt flertal i Folketinget støtter vedtagelsen af, er et godt eksempel på, hvordan det kan gå, når politikerne tror, at »folkestyre« betyder, at folket skal styres, og ikke at folket skal styre.

Ét centralt element i den liberal-demokratiske tradition, der voksede frem i Vesten i 1700- og 1800-tallet og herhjemme blev udtrykt med 1849-grundloven, er ellers, at magthaverne ikke skal have rettigheder – privilegier –som borgerne ikke har. Et andet er, at vælgerne skal have lov til og mulighed for at kontrollere magthaverne. Følges det første ikke, har man ikke et retssamfund, og har man ikke det andet, bliver demokratiet tilnærmelsesvis meningsløst. Dele af den foreslåede lov strider klart med ånden i det ene, det andet eller begge dele.

Konkret vil man med lovforslaget mindske eller fjerne borgernes mulighed for at få indsigt i den del af lovgivningsprocessen, som bliver til gennem forlig i lukkede møder mellem partiernes ordførere og ministrene. Lovens §27 vil mørklægge dokumenter, der udarbejdes og udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med sager om lovgivning o.l. Det er vidt­gående, fordi de reelle politiske beslutninger stadigt hyppigere træffes netop ved forhandlinger mellem ministre, ordførere og ofte med deltagelse af embedsmænd: Her færdigforhandler man forslag i lukkede og ofte hemmelige møder uden offentlig indsigt – bortset fra hvis der udleveres dokumenter, og det vil man nu mørklægge. §24 vil mørklægge korrespondance mellem ét ministerium og andre ministerier og mellem ét ministerium og en styrelse eller direktorat, når en minister har eller vil få behov for rådgivning – hvilket kan være altid. Med §29 vil offentligheden ikke længere kunne få aktindsigt i korrespondance mellem en minister og folketingsmedlemmer om lovgivning e.l. Og endelig vil §22 fjerne retten til at søge aktindsigt i offentligt ansattes kalendere.

Det foreslås i en tid, hvor politikerne selv har givet myndighederne voldsomt udvidede beføjelser til at aflytte borgernes telefoner, undersøge deres e-mail og tiltvinge sig adgang til privat ejendom – endog uden dommerkendelse. I en skattesag kan selv uskyldige danskere få deres ganske privatliv endevendt. Men skriftlig kommunikation mellem offentlige beslutningstagere, hvis beslutninger berører millioner af mennesker og milliarder af kroner, skal være usynlige, så medier og borgere ikke fortsat kan se dem over skulderen. Nogle er mere lige end andre.

Havde loven været i kraft, ville flere af det seneste kvarte århundredes største politiske skandaler meget tænkeligt ikke være blevet afsløret.

Og hvem har interesse i det? Bag loven står de tre regeringspartierne, SRSF, og de to forrige regeringspartier, Venstre og de Konservative. Altså de fem partier, der sidder eller lige har siddet og muligvis kommer til at sidde i regering. Modstanderne er Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten – de tre formodentlig mindst sandsynlige regeringspartier.

Men pudsigt nok virker det som om, at ingen af partierne bag loven rigtigt vil forsvare den – i hvert fald offentligt. Justitsminister Morten Bødskov (S) nægtede onsdag i DR2s Deadline, adspurgt 28 gange, at give et eneste konkret eksempel på, hvad loven ville forbedre. Statsministeren præsterede – som beskrevet af Claes Kastholm – at tale sort om emnet ved sit ugentlige pressemøde. Ved debatter i Folketinget og TV har særligt V og K været bemærkelsesværdigt fraværende. Og selve lovgivningsprocessen har været præget af lovsjusk, hastværk og manglende borger­inddragelse.

Hvad siger det egentlig alt sammen om de pågældende partiers demokratiopfattelse?