Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mørke over Europas sommer

Enten dør Europa ganske enkelt ud, fordi borgerne ikke er i stand til eller måske ikke ønsker at kæmpe for deres kulturs overlevelse. Eller også sker der en revitalisering, hvor Europa genbekræftes på fredelig vis. Men det skal ske nu.

Kasper Støvring. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den skulle være lys, men blev mørk – sommeren i Europa. En islamist mejede over 80 mennesker ned i Nice. Ifølge øjenvidner kørte han målrettet efter børn. To islamister udførte et ritualmord på en katolsk præst. Så blev det religiøse civilisationssammenstød ligesom tydeligt. Den franske efterretningschef advarede om en kommende borgerkrig. I Tyskland, der også var udsat for terror, så man tyrkere i massedemonstration, ikke imod, men FOR diktatoren Erdogan.

EU-aftalen med Tyrkiet er ved at gå i vasken. 30.000 migranter er ankommet til Grækenland, siden aftalen blev indgået i marts. Men kun 468 er sendt tilbage til Tyrkiet. Det kalder på en plan B, der burde have været plan A: Genoprettelsen af den europæiske civilisations forfaldne forposter, og det skal ske med enorme grænsehegn, fire baner pigtråd, bevæbnede vagtposter, masser af dem, lyskastere, hundepatruljer og militære fartøjer, der kan vende menneskesmuglernes både om.

Lyder det bekendt? Ja, for det har Uffe Østergaard foreslået, intet mindre end Fort Europa, og også den distingverede historiker er begyndt at tale om faren for borgerkrig.

Sommeren bød også på nye oplysninger om overgrebene på kvinder nytårsaften i en række tyske byer. Det viser sig, at det var hele 2.000 mænd, langt hovedparten afrikanske og arabiske mænd, der begik seksuelle overgreb på 1.200 kvinder. Vi lærte også, at disse overgreb er en kulturel praksis i mange af de lande, migranterne kommer fra. Det kaldes taharrush.

Den praksis forklarer også tidoblingen af overgreb på kvinder det seneste år i Sverige og den stribe overgreb og voldtægter, vi for nylig har set herhjemme. Hvad der i den ene kultur er sygt, er i den anden en leg eller et spil (»taharrush«). Når to så forskellige kulturer tvinges til at leve sammen, så har vi for alvor balladen.

Det multikulturelle samfund byder på stigende problemer, der hele tiden får nye, grænseoverskridende former. Ikke blot terror og kvindeovergreb, men også gaderøverier, bilkapring og forskellige former for afstumpet vold er noget, vi nu lever med.

Europa er ved at blive forandret – og det er ikke til det bedre. Men lad os træde lidt tilbage og se på, hvad Europa i grunden er for en størrelse, og hvordan det hele kan ende.

Er Europa blot et geografisk område, hvor der bor nogle mennesker, der løseligt er bundet sammen af en fælles bekendelse til universelle menneskerettigheder? Nej, selvfølgelig ikke. Det forsøger EU og den liberale elite ganske vist at bilde folk ind. Men Europa er en unik kultur, der bygger på den klassiske arv fra Jerusalem, Rom og Athen: Kristendom, retsstat og oplysning. Denne enestående kultur har skabt samfund, der er præget af tillid, velstand og frihed.

Den aktuelle krise i Europa har dels ydre årsager. Her kan man pege indvandringen af mennesker fra især Afrika og Mellemøsten. Det har skabt de parallelsamfund, som bliver flere, større og dybere, dvs. mere islamiserede. Synden spirer i fed jord, siger man. Men Europas krise har især indre årsager, for de ydre årsager er blot en konsekvens af de indre. Nemlig, at europæerne og deres politikere er for dårlige til at vedligeholde deres værdifulde arv. De har ikke gødet jorden med den rette næring.

Den vigtigste politiske arv er den, jeg kalder kulturelt ensartede eller homogene nationalstater. Det vil sige en politisk orden, hvor en nation har fået sin egen stat, hvor altså en altdominerende majoritet definerer og opretholder sin kultur, og hvor der derfor ikke eksisterer mindretalsdominerede områder.

De kulturelt homogene nationalstater skaber fred internt, fordi de bygger på samhørighed, men de skaber også fred udadtil, fordi de har løst problemet med grænsestridigheder.

Det har imidlertid ofte været en blodig vej, der har ført til grundlæggelsen af nationalstaterne i Europa. I begyndelsen af det tyvende århundrede var store dele af Europa domineret af imperier, som til forskel fra nationalstaterne er multinationale kludetæpper, en sump af boblende uro, hvor der hersker dybe kulturforskelle mellem indbyggerne.

Imperiernes sammenbrud udløste voldsomme etno-nationale kampe for selvstændighed. Før nationerne kunne grundlægge deres homogene stater og dermed tørlægge de menneskelige sumpe, foregik der mange steder etnisk udrensning i stor stil. Mindretal blev udsat for undertrykkelse, deportationer eller folkedrab. Frem til årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig gik det ud over mange millioner mennesker i Øst- og Centraleuropa og på Balkan.

Senest udløste opløsningen af Sovjet-imperiet nationale kampe. Det fik blodige udslag i bl.a. eks-Jugoslavien, men andre steder foregik det fredeligt. Man kan nævne delingen af Tjekkoslovakiet i de to nationer Tjekkiet og Slovakiet, der hver fik deres egen stat. Det nationale projekt er med andre ord udtryk for en af modernitetens stærkeste drivkræfter. Det er, som om vi her er inde i selve verdensviljens hjertekammer. Efter Anden Verdenskrig er antallet af nationalstater i verden mere end fordoblet.

Den amerikanske historiker Jerry Z. Muller har provokerende formuleret den historiske lektie: Vi har opnået fred i Europa, ikke fordi det nationale projekt har været en fiasko, men fordi det har været en succes. Det nationale projekt er ikke forsvundet. Det har derimod sejret. Vi er bare så vant til at leve i kulturelt homogene nationalstater, at vi ikke opdager, at vi gør det. Altså lige indtil de nye kulturkonflikter midt i vores samfund minder os om det. Og denne sommer bød på et ubehageligt virkelighedstjek.

Men processen mod etableringen af nationalstaterne i Europa var ofte brutal. Så lad os bevare denne kostbare og hårdt tilkæmpede arv i en tid, hvor det nye imperium, EU, arbejder på at nedbryde den. Hvis de homogene stater ødelægges, kan historien i værste fald begynde forfra med voldelige kampe imellem de forskellige grupper, med udrensninger og borgerkrige.

Men der er også to andre scenarier for fremtiden. Enten dør Europa ganske enkelt ud, sådan som det er sket for andre store civilisationer før os, fordi borgerne ikke er i stand til eller måske ikke ønsker at kæmpe for deres kulturs overlevelse.

Eller også sker der en revitalisering, hvor Europa genbekræftes på fredelig vis. Men det skal ske nu.