Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Moderne tider for folkeskolen

Argumentet for folkeskolereform og nye arbejdstidsregler var, at man skulle tænke nyt. Og så har der siddet visionære sjæle og tænkt: Den bedste måde at være visionær og fremsynet på er at trække på 90 år gamle tanker fra industrialiseringen og indføre ledelsesteknologier fra fabrikkernes rutinearbejde.

Fremtidens folkeskole? Charlie Chaplin i filmen »Moderne tider«. Arkivfoto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Et nyt skoleår er i gang, og vel at mærke et skoleår, hvor de nye arbejdstidsregler og folkeskolereformen skal implementeres. Hvis folkeskolereformen skal være en succes, er motiverede lærere, der kan tænke »ud af boksen« en afgørende forudsætning, lige så vel som gennemtænkte rammer for arbejdet er det.

For langt de fleste folkeskolelærere vil de nye arbejdstidsregler betyde et farvel til tidligere tiders fleksibilitet i arbejdet, hvor det har været muligt at lægge en del af forberedelsen hjemme. I stedet kan man nu se frem til i praksis fuld tilstedeværelse på skolen inden for det, der åbenbart af de fleste defineres som »normal arbejdstid«.

For nylig kom så nyheden om, at man på visse skoler har besluttet sig for, at lærernes tilstedeværelsespligt kontrolleres ved, at man indfører stempelure, så lærerne skal stemple ind og ud hver dag.

Læs også: Nyhedsoverblik - Skolestart

Det er mildest talt en paradoksal ledelsesbeslutning. Argumentet for både folkeskolereform og nye arbejdstidsregler var, at man skulle tænke nyt om folkeskolen. Man skulle være fremsynet og visionær. Og så har der visse steder i landet siddet visionære sjæle og tænkt: Den bedste måde at være visionær og fremsynet på er at trække på 90 år gamle tanker fra industrialiseringen og at indføre ledelsesteknologier fra fabrikkernes rutinearbejde. Man ser uvilkårligt Chaplin i »Moderne Tider« for sig og spekulerer på, om det har været inspirationen til at indføre stempelure.

Som motivations- og ledelsesforsker, der beskæftiger sig særligt med fagprofessionelle vidensarbejdere, er jeg ingen fan af fuld tilstedeværelse på arbejdspladsen, med mindre arbejdet på ingen måde kan udføres andre steder end der. Forskningen tegner nemlig et ret entydigt billede af, at vidensarbejde faktisk har ret dårlige kår, når der er fuld tilstedeværelsespligt på arbejdspladsen.

Det hænger sammen med vidensarbejdets karakter. Dele af vidensarbejdet er rent rugbrødsarbejde, hvor man med udgangspunkt i sin specialiserede viden får produceret det, man nu engang skal producere.

Men en væsentlig del af vidensarbejdet er det kreative arbejde. Der, hvor man skal tænke nyt. Der, hvor man skal tænke ud af boksen. Der, hvor man skal stille spørgsmål til det eksisterende og finde nye måder at gøre tingene på.

De fleste kender det: Man sidder fordybet i komplekst arbejde og føler, at man ikke rigtigt kan komme videre, og man beslutter sig derfor for at holde en pause og lave noget andet.

Læs også: Lærernes frustration er berettiget

Pludselig, mens man spiller guitar, laver mad, løber en tur eller nipper ukrudt i haven, kommer løsningen som et genialt indfald.

Alle har deres metode, og alle har deres yndlingsbeskæftigelse, som erfaringsmæssigt virker som muse. Samtidig er det vidt forskelligt, hvornår behovet for pause trænger sig på, for alle har deres individuelle modus operandi, men ét er sikkert: Får man ikke muligheden for pausen, og er der ikke den fornødne fleksibilitet til at tilrettelægge denne del af arbejdet efter den individuelle modus operandi, vil det gå ud over kvaliteten i arbejdet. Og det er selvsagt bekymrende, når arbejdet involverer børn og de fremtidige generationer, som vi på mange måder klynger så meget håb til.

Det er i øvrigt også paradoksalt, at man i stigende omfang i undervisningen tager hensyn til elevernes modus operandi ved f.eks. at tilrettelægge undervisningen efter elevernes forskellige læringsstile, mens man tilsyneladende ikke forstår vigtigheden af at tilgodese folkeskolelærernes forskellige modus operandi.

Det siger sig selv, at størstedelen af en lærers arbejde må finde sted på skolen, og eftersom teamsamarbejde er et mantra, man næppe slipper af med foreløbig, vil også den del af forberedelsesarbejdet, der foregår i teams, i et vist omfang finde sted på skolen.

Men teams kan også arbejde virtuelt, og man har brugt mange kræfter og mange penge på at indføre IT-systemer, så lærere og ledere i folkeskolen kan kommunikere uden at være til stede på samme tid.

Læs også: Forældre glade for indholdet af skolereform

Så man har i virkeligheden været godt på vej mod en folkeskole, der i høj grad tilgodeså vidensarbejdets karakter, og så er det forstemmende, at man i noget, der må formodes at være et anfald af panik, hiver kontrolmekanismer, der hører 1920ernes industrialisering til, op af hatten.

I min forskning beskæftiger jeg mig med forskellige typer af fagprofessionelle og deres motivationsprofiler. Nogle fagprofessionelle har behov for et klart skel mellem arbejde og privatliv, og for dem vil fuld tilstedeværelse ikke være et problem. Andre fagprofessionelle er kaldsdrevne og har et brændende ønske om at gøre en forskel i en højere sags tjeneste. De skelner ikke mellem arbejde og privatliv, for kaldet er ikke noget, man stempler ind og ud af. Det er med én hele tiden.

De kaldsdrevne medarbejdere fungerer netop bedst ved at kunne arbejde i et konstant skift mellem fordybelse og de førnævnte pauser, hvor inspirationens muse rammer dem, og når de reagerer heftigt på de rammer, der emmer af kontrol og fordums teknologier, er det ikke, fordi de er forkælede. Deres reaktion skyldes frygten for, at de nu bliver nødt til at sælge ud på den højere sags vegne.

I den situation har de brug for ledere, som formulerer tydelige visioner, der retter sig mod den højere sag. De har brug for ledere, som forstår deres reaktioner og er i konstant dialog med dem om, hvordan man får skabt rammer, der fungerer i forhold til den højere sag.

Så det, der er den væsentlige ledelsesopgave lige nu, er ikke at sikre sig, at alle stempler korrekt ind og ud, men at man får skabt en folkeskole baseret på moderne ledelsesprincipper, der tilgodeser medarbejdernes forskellige motivationsprofiler og samtidig skaber de bedst mulige rammer for lærernes forskellige modus operandi, så der kan udføres arbejde af høj kvalitet.

Det er i sandhed Moderne Tider for folkeskolen!