Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mod til revolution

»Ikke alle kan rejse rundt og skrive bøger om tørklædet og kønnet. Den kamp er god at kæmpe på det elitære plan. Men der skal også kæmpes på det lokale plan.«

Yildiz Akdogan Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I sidste uge modtog den egyptiske feminist Mona Eltahawy Politikens Frihedspris, og samme dag udkom hendes bog »Jomfruhinder og Hijab – hvorfor Mellemøsten har brug for en seksuel revolution« på dansk. Dagen før prismodtagelsen var der debatmøde med Eltahawy i Den Sorte Diamant i København. Salen var fyldt med kvindelige feminister og enkelte mænd.

Flertallet af gæsterne var lyshårede. Kun få var mørkhårede. Og næsten ingen bar tørklæde. Det sidste er virkelig ærgerligt, fordi Mona Eltahawys sagde mange ret fornuftige ting om tørklædet, som mange af disse unge kvinder ville kunne genkende sig selv i.

Forfatter: »Mænd i Mellemøsten og Nordafrika hader kvinder«

Men Mona uddelte også verbale tæsk. Både til regimerne i Mellemøsten og til den egyptiske militærregering. Den regering, hvis soldater smadrede Eltahawys arme og befamlede hende, fordi hun stod på Tahrir-pladsen for fire år siden og råbte om frihed og lighed. »Hvad er der galt med de mænd?« spurgte hun retorisk.

Men de drøjeste hug gik ikke kun til de mænd, der ikke fatter, at de ikke kan eller skal styre kvinden via hendes krop. Nej, de gik til de »hvide kvinder«. De kvinder, der f.eks. ikke skal nyde noget af at blande sig i debatten om tørklæder. For den er mere kompliceret end blot »egen fri vilje til at bære det«. Nej, den kamp må muslimske kvinder selv tage.

Mona Eltahawy sagde det med et smil, men det førte alligevel til en del undrende blikke blandt de lyshårede medsøstre, som jeg sad tættest på. Måske med rette, for deres hensigt er jo god nok. Men indblandingen fra »den hvide kvinde« er en stor fordel, hvis den ikke sker på en patroniserende måde, hvilket desværre ofte er tilfældet.

Kvinder har det værst i Egypten

Dermed ikke sagt, at muslimske kvinder kan lægge ansvaret fra sig. Det kan og skal de ikke. Det store slag skal i sidste ende skal stå hos kvinderne selv. En pointe Mona Eltahawy understregede gentagne gange.

For ikke alle kvinder kan have et så privilegeret liv som hun. Ikke alle kan rejse rundt og skrive bøger om tørklædet og kønnet. Den kamp er god at kæmpe på det elitære plan. Men der skal også kæmpes på det lokale plan. Og her er den vigtigste kampplads stadig hjemmet. Den står i køkkenet og i soveværelset.

Men efter min mening i høj grad også i opdragelsen af sønnerne. Og lige netop den kamp bør de unge muslimske kvinder selv tage – hvad enten de bor i Egypten eller i Danmark.

Kritisk journalist banket og befamlet i Kairo

Til min store skuffelse ser jeg dog en ret passiv gruppe af unge – især tørklædepiger, der gemmer sig, når vi taler om denne kamp. De er ret så aktive i den offentlige debat, når vi taler om at være solidariske med dem og deres ret til at bære tørklæde. Den kamp tager jeg med dem næsten på daglig basis, men jeg savner i den grad deres støtte til mit og andres valg om at f.eks. gå med kort nederdel og leve vores eget liv.

I ligestillingsdebatten er det ikke kun et spørgsmål om, hvad der er galt med manden. Det er i lige så høj grad et spørgsmål om, hvorfor vi kvinder ikke bryder med den fastlåste norm om, hvad en muslimsk kvinde er og må. I det øjeblik, vi tør stille spørgsmål og være lidt solidariske med hinanden starter, »revolutionen« mod normerne.