Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mit fristed fra pral, bullshit og selvudvikling

Foto: PIERRE-PHILIPPE MARCOU.
Læs mere
Fold sammen

Jeg elsker kulturhistoriske museer. Det gode museumsbesøg er for mig et fristed fra en selvhøjtidelig samtids pral, bullshit og selvudviklingsævl, hvor man møder en verden udenfor sig selv.

Man kan dog i stigende grad se førnævnte selvhøjtidelige samtid trænge sig på hos museerne.

Under opbygningen af velfærdssamfundet var moderne kunst og kultur det ypperste, samfundet kunne præstere. Da de materielle fornødenheder med brød på bordet, folkepension og lejligheder med lys og luft var dækket, skulle der åndelig forædling til. Kulturministeriet blev grundlagt i 1961, og skoler og institutioner satsede massivt på, at befolkningen kunne stifte bekendtskab med litteratur, historie, teater og kunst. Velfærdssamfundets dannelsesideal var en borgerlig, humanistisk dannelse.

Med overgangen til det, Ove Kaj Pedersen har kaldt en konkurrencestat, opstod nye idealer om selvdisciplinering, kompetenceudvikling og evnen til at motivere sig selv til livslang læring for at holde sig attraktiv på et omskifteligt arbejdsmarked.

På museerne har vi i en årrække gjort, hvad vi kunne for at gå fra at være klassiske oplysnings- og dannelsesinstitutioner til at blive brugerinddragende, digitale og kompetenceudviklende institutioner, der slipper autoriteten og faciliterer »brugernes« personlige udvikling. I sin mest radikale form opstår museer uden udstillinger med fokus på dialogfacilitering, rum til refleksion og events, der motiverer til dialog. Her er det ikke svært at se en anknytning til ovennævnte skift.

Under et nyligt afholdt seminar med temaet »Hvad er museerne værd« slog det mig, at en del af oplæggene legitimerede museerne ud fra det, jeg vil kalde, erstatningskriterier: Museerne understøtter målstyring i folkeskolen, understøtter sundhedsdagsordener og indgår i dialog med socialt marginaliserede brugergrupper. Udmærkede tiltag, men også udtryk for en instrumentel tilgang, hvor museet er et middel til at nå et andet mål. Dette er efter min mening en farlig kurs, da man indirekte indikerer, at museerne ingen egenværdi har.

Hvis man i stedet tog udgangspunkt i museernes egenart, er de netop relevante, fordi de repræsenterer noget andet end den kompetence- og selvudviklingstænkning, vi i forvejen møder i uddannelsessystemet og arbejdslivet. Man går sjældent på museum for at indgå i dialog med en empatisk HR-medarbejder, der spørger ind til, hvor man ser sig selv om tre år og hvilke værktøjer, man mangler i sin imaginære værktøjskasse.

På mit idealmuseum ville man vægte livsoplysning, ikke uddannelsessystemets læringsbegreb. Man ville møde en lokal, partikulær tilgang til det globale i stedet for globaliseringsparat bragesnak. Man ville møde rigtige mennesker i form af frivillige og fagligt personale i stedet for den digitale selvbetjening, der ellers møder os. Man ville få en kollektiv oplevelse i stedet for at sidde med hver sin telefon eller tablet. Man ville med Hannah Arendts ord lære at elske verden så meget, at man vil tage ansvar for den.

Her er måske på museerne en vis lunkenhed overfor at lyde kulturkonservative, nu vi lever i en meget udviklingsorienteret kultur. Ovenstående museum ville imidlertid – i al dets ikke–pralende upåfaldenhed – være et tiltrængt korrektiv til det konkurrencestatsmoderne.

Et fristed fra en selvhøjtidelig samtid.

David Holt Olsen er museumsinspektør på Danmarks Industrimuseum.