Hvis de hylder friheden så meget, hvorfor ønsker de så mere statslig regulering af arbejdsmarkedet? Og hvad med lønmodtagernes frihed til at være solidariske med hinanden?

Der har i den seneste tid været heftig debat om rimeligheden af at iværksætte sympatikonflikter. Debatten udspringer som bekendt af en lokal konflikt i Vejle, men er desværre temmelig unuanceret og præget af manglende viden om helt grundlæggende forhold på det danske arbejdsmarked. Vi har nemlig gennem 100 år aftalt os vej frem til det arbejdsmarked, vi har i dag, med ordentlige vilkår for både lønmodtagere og arbejdsgivere. Det er ikke et anliggende for politikerne at bestemme løn- og arbejdsvilkår. Det er vi fuldstændig enige med vores modparter - arbejdsgiverne - om. Vi er stolte af vores danske model, hvor lønniveauet og andre arbejdsvilkår sikres gennem de kollektive overenskomster og ikke gennem lovgivning. Det er nemlig gennem de kollektive overenskomster, at magtbalancen mellem arbejdsgiver og arbejdstager udlignes. Hvis ikke vi har retten til konflikt, skulle lønudviklingen med andre ord være afhængig af arbejdsgivernes gode hjerter. Og ganske vist er der arbejdsgivere med et godt hjerte, men man havde ikke opnået samme udvikling af løn- og arbejdsvilkår for almindelige lønmodtagere i Danmark uden konfliktretten. Men det er vigtigt at huske den anden side af den mønt, nemlig fredspligten. Vi tager som udgangspunkt vores kampe med arbejdsgiverne ved overenskomstbordet. Det er den balance mellem muligheden for konflikt og pligt til at holde fred, der har gjort det danske arbejdsmarked til et af de bedste og mest fleksible, med færre tabte arbejdstimer på grund af konflikter end stort set alle andre lande.

Konflikten i Vejle har skabt mange myter om blokader og sympatiaktioner. Når vi i arbejdsretlig sammenhæng taler om blokade, er det jo ikke en fysisk blokade, hvor folk nægtes adgang til virksomheden eller trues. Når en virksomhed er omfattet af en lovlig sympatikonflikt, kan lønmodtagere nægte at udføre arbejde, der er bestemt for virksomheden. Det sker kun, når en virksomhed ikke ønsker at tegne overenskomst og dermed bliver gratist i forhold til udviklingen af løn- og arbejdsvilkår. Vores medlemmer skal selvfølgelig have ret til at undlade at støtte sådan en virksomhed. Det er vigtigt at huske på, at hvis vores medlemmer ikke ønsker at bakke op om en sympatikonflikt, ja så bliver den aldrig til noget. Billedet af en magtfuldkommen fagforening er derfor falsk. Magten rækker ikke længere end medlemmernes støtte. Men de politikere, der for tiden er ude med forslag om regulering af konfliktretten, vil altså tvinge vores medlemmer til, gennem deres arbejde, at støtte de virksomheder, der ikke vil have overenskomst med os. Hvor meget frihed er der i det? Medlemmerne i den rigtige, overenskomstbærende fagbevægelse har skabt de resultater, som de gule forretninger forsøger at stille sig på skuldrene af. Den danske model udvikler sig hele tiden, men statslig indblanding i arbejdsmarkedet er ikke udvikling - det er afvikling.