En historisk revisionisme har sænket sig over minksagen, kære nyhedsbrevlæser, og det var alligevel hurtigt.

Det er trods alt ikke mere end godt et halvt år siden, Minkkommissionens rapport udkom, hvori konklusionen var, at Mette Frederiksen groft havde vildledt offentligheden og en række embedsmænd havde begået tjenesteforseelser så alvorlige, at de kunne stilles til ansvar for det, der var et uhørt overgreb på danske minkavlere – uden lovhjemmel.

Men denne sag har fra starten været den mest splittende politiske skandale i nyere danmarkshistorie. Så det er ikke så underligt, at da en forhørsledelse under ledelse af højesteretspræsident Thomas Rørdam konkluderede, at den hjemsendte rigspolitichef, Thorkild Fogde, ikke havde begået nogen tjenesteforseelser, og derfor atter kunne krybe i sin rigspolitichefuniform, da blev det af folk, der hele tiden har bagatelliseret minksagens alvor, spinnet sådan, at hele Minkkommissionens rapport var sat skakmat.

Og at politikere og medier, der er gået kritisk til skandalen og regeringens og embedsværkets håndtering af den, havde ageret i en blodrus.

Der var ikke noget at komme efter. Passér gaden.

Berlingskes Tobias Reinwald, Martin Borre og Michael Alsen skriver om det her – for det, man kan kalde minkskandaleaffejerne står ikke alene. De får opbakning af en række førende jurister. Rørdams og forhørsledelsens afgørelse sår tvivl om Minkkommissionens alvorlige konklusioner.

Det er lige noget, der bekommer minkskandaleaffejere som POVs Frank Korsholm, Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, og Informations Anton Geist, der i betragtning af, hvordan han og Information gik beundringsværdigt målrettet efter det principielle i Støjbergs barnebrudssag i dette tilfælde har været besynderligt apologetisk over for en skandale, som i hvert fald faktuelt set havde mere vedblivende fatale konsekvenser for flere borgere.

Hvis de nu har ret?

Jeg kunne derfor bruge mit borgerlingske-nyhedsbrev i denne uge til at skælde ud på dem og på juristerne.

Men hvad nu, hvis de har ret? Hvad nu, hvis det juridisk ikke kan godtgøres, at Mette Frederiksen begik en forbrydelse, da hun på et koordinationsudvalgsmøde i november 2020 sad for bordenden, mens beslutningen om at nedlægge minkerhvervet i Danmark blev truffet, uden at der var lovhjemmel til det. Hvorefter hun – stadig uden at der var lovhjemmel – dagen efter på det historiske pressemøde kunne overbringe danskerne beslutningen.

Hvad nu hvis Mette Frederiksen faktisk ikke vil kunne dømmes ved en rigsretssag?

Det er et spørgsmål, man i denne anledning er nødt til at stille sig, også som indædt kritiker af regeringens og dens førende embedsfolks fremfærd.

Mens jeg også får benyttet lejligheden til at minde om, at Berlingske aldrig har krævet Mette Frederiksen for en rigsret. Vi har ønsket en advokatvurdering af Minkkommissionens rapport. Og insisteret på, at skandalen havde en karakter, så den måtte få alvorlige konsekvenser. I den anledning har vi flere gange opfordret til at fokusere på en bestemt ansvarlig.

Håndteret forkert

Jeg er nået til den slutning, at hele minksagen blev håndteret forkert. Tåbeligt af blå blok, der allerede inden Minkkommissionen gik i gang, stemte for at sætte Mette Frederiksen for en rigsret.

På en måde er det et uvæsen; at gøre politik til jura. Se blot til USA, hvor skiftende kongresflertal ikke beskæftiger sig med stort andet end at jage hinanden med paragraffer i hånd. Demokratisk er det ikke sundt.

Mere demokratisk ville det være, at en politisk forbrydelse som minkskandalen blev takseret til en politisk straf.

Med andre ord: Minkskandalen burde have kostet Mette Frederiksen statsministerposten, og hun burde være færdig som toppolitiker. Tænk at landet har en statsminister, med tilhørende departementschef, som i en kritisk stund ikke kunne gennemskue, hvad man var i færd med at foretage sig?

Uduelighed er, som Berlingske allerede ffor længst har konstateret på lederplads, ikke nødvendigvis juridisk strafbart. Men det burde være politisk og ansættelsesretligt diskvalificerende. I det første for en statsminister. I det andet for en række embedsmænd.

Alternativet er, at minksagen bliver skandalen uden reel konsekvens, til trods for at den endte med at pelse skatteborgerne for henved 20 milliarder kroner.

Kig mod rød blok

Nu står det til måske at ende med, at den stakkels fhv. fødevareminister Mogens Jensen kan sidde tilbage i ensomhed med aben. Hvem kan man takke for det?

Kig mod rød blok. Regeringens daværende støttepartier havde ikke principiel rygrad til at vælte Mette Frederiksen på denne sag. Måske hadede man minkerhvervet for meget til, at principperne gjaldt? Måske var man bare uvillig til at vælte en rød statsminister?

Til sidst gjorde De Radikale det næsten, eller fremprovokerede efterårets folketingsvalg, men det skete i så langsom gengivelse, og på så amatøragtig en facon, at den drevne Mette Frederiksen evnede at vende det til egen fordel. Hun blev siddende.

Og som tak for loyaliteten har de tidligere røde støttepartier nu fået en Mette Frederiksen-regering med borgerlige støttepartier. Ud på sidesporet er de kørt, svigtet og efterladt i selskab med den afskaffede store bededag.

Det er min eftertanke. Blå blok begik fejlen at insistere på at ville gøre minkskandalens konsekvenser juridiske, fordi rød blok ikke ville gøre dem politiske.

Men der burde især være røde ører i rød blok. Alt har man satset og tabt på at beskytte en Mette Frederiksen, der uanset hvad spiller sit magtspil. Hende kan ingen til syvende og sidst regne med.

Selv ikke den mest loyalt strikkende Pia Olsen Dyhr.

De største talenter

Jeg bruger altid mit nyhedsbrev til at gøre reklame for noget af alt det andet gode, Berlingske har til dig, og i denne uge er det ikke til at komme uden om Berlingske Business’ årlige Talent 100-kåring, der blev lanceret i weekenden.

Her er dette års liste over de største talenter i dansk erhvervsliv – se om du står på den!

Og her kan du dykke ned i historierne om de enkelte nominerede i Talent 100-kåringen.

Venus i pels

Tilbage er kun ugens sang, som jeg mere eller mindre desperat forsøger at få til at fungere som apropos-musik til borgerlingske-nyhedsbrevets hovedtema.

Nu er der ikke så mange, der har skrevet sange om mink – uretfærdigt nok, skulle man mene, da dyret har hængt om skuldrene på især mange kvinder gennem årtierne.

Men nogen har da, omend vi her nok er ovre i den mere hardcore-version med referencer til S/M. Det er jo imidlertid også moderne i nyere dansk politisk skandalehistorie, så vi må have Velvet Underground på banen med deres ikoniske »Venus In Furs« fra den lige så ikoniske bananplade, hvis cover blev designet af Andy Warhol.

Lou Reed, John Cale & co. – I får hermed æren at kommentere minksagen!