Mink, medier, magten og Mette

På torsdag kommer Minkkommissionens beretning. Man ser allerede nu, efter lækagen af udkastet til beretningen, det massive spin, som rapporten næsten uanset konkret indhold vil afføde om »ingen rygende pistol«, og at statsministeren er »frikendt«.

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forleden blev udkastet til beretningen fra Minkkommissionen lækket i Weekendavisen, og straks fik man en forsmag på, hvad der vil ske på torsdag, når den endelige beretning afleveres til Folketinget, og de socialdemokratiske spindoktorer, aktivister og sympatisører går i aggressiv forsvarsposition på statsministerens vegne. En række udsagn vil – næsten uanset beretningens endelige formulering – blive gentaget i en uendelighed i aviser, radio og tv og på sociale medier, fordi det er måden, man nu om dage forsøger at tage luften ud af en politisk ballon på.