Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ministre for badeforhæng

Mikkel Andersson, journalist og debattør. Fold sammen
Læs mere

Da Bertel Haarder var integrationsminister, erklærede han, at han ikke var minister for leverpostej, tørklæder eller badeforhæng og lignende angivelig banale problemer. Måske var han ikke, men jeg tror, at hans efterfølgere vil blive det.

Danmark har i høj grad været præget af konsensus om, hvordan man agerede i en lang række sammenhænge. Den konsensus kan man efter behag kalde tryghedsskabende eller provinsiel. Men den betød, at en lang række normer ikke var nedskrevne eller genstand for politiseren, fordi ingen udfordrede dem. De normer bliver for indeværende udfordret, primært af borgere med muslimsk baggrund.

I medierne fylder lige nu en række sager om eksempelvis pigesvømning i Tingbjerg eller seks Niqab-bærende piger fra VUC i Lyngby, som rektor nægter deltagelse i undervisningen, medmindre de fjerner ansigtssløret. Der har været mange andre: frikadeller i randrusianske børnehaver, juletræer og ølservering i boligforeninger, håndtryk ved eksamen og så videre.

Sandt nok, der har længe været både været pigegymnastik og kønsopdelte toiletter i Danmark. Men der har ikke tidligere været religiøst motiverede krav om, at piger ikke måtte svømme i selskab med mænd eller deltage i undervisning med tildækkede ansigter. Det er nyt.

På lokalt niveau vil mit gæt være, at rigtig mange vil imødekomme diverse religiøst betingede særkrav. Ikke nødvendigvis fordi man er blind for, at det kan være problematisk, men fordi en svømmelærer nu engang ser det som sit arbejde at lære folk rygcrawl, ikke at løse denne verdens integrationsproblemer.

Desuden har Danmark en lang tradition for beboer- samt foreningsdemokrati og lokalt selvstyre, og med stadig større parallelsamfund vil muligheden for at præge dette i mere religiøs retning også vokse.

Men det, tror jeg, vil blive voldsomt udfordret af en stigende politisering over de kommende år. Fordi rigtig mange gammeldanskere mener, at den type religiøst motiverede krav er udtryk for værdier, de opfatter som fremmede overfor eget syn på individets rettigheder, køn, ære og religionens plads i det offentlige rum, og de gerne ser, at deres folkevalgte politikere modarbejder sådanne krav.

Min mistanke er, at statens bløde magt i Danmark derfor i årene fremover vil vise sig forbavsende hård. Primært fordi allehånde aktiviteter både i uddannelsessystemet, civilsamfundet og foreningsdanmark er offentligt finansierede eller støttede. Og den, som betaler orkesteret, kan i sidste ende altid bestemme musikken.

Driver man fri- eller privatskole, driver man ikke en privat skole, men en skole, hvor omkring 70 procent af elevbetalingen er dækket af staten. Har man en svømmeklub eller anden forening er man ofte dybt afhængig af offentlige støttemidler og/eller lokaler. Uden de penge må mange lukke butikken.

Jeg er derfor temmelig sikker på, at politikere vil opdage, at de i langt højere grad end de forestillede sig, kan være ministre for både tørklæder og badeforhæng ved at stille krav om tilslutning til bestemte værdier og normer for at opnå statslig støtte.

Selvom jeg langt fra er sikker på, at det i alle henseender vil være ønskværdigt, at politisk detailregulering erstatter konsensus, er jeg temmelig sikker på, at det bliver resultatet, når det knager i sammenhængskraften.