Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ministerium på kant med loven

Lisbeth Knudsen, ansv.chef-redaktør

I Justitsministeriet skulle man jo tro, at landets bedste juridiske hjerner har til huse. Kronjuristerne bliver de ofte kaldt af resten af Centraladministrationen med en blanding af respekt og irritation. I ministeriets visioner og mål hedder det bl.a.: »Justitsministeriet skal have en sikker juridisk håndtering af komplicerede retsspørgsmål.« Så skulle man jo tro, at der var orden i penalhuset, når netop Justitsministeriet behandler en sag om aktindsigt efter offentlighedsloven, som tilmed hører til ministeriets eget lovområde. Sådan er det bare ikke. Ministeriet overskrider massivt § 36 stk. 2 i offentlighedsloven og kammeradvokatens vejledning om sagsbehandlingstider for aktindsigt. Berlingske har i et antal måneder afdækket den såkaldte Eritrea-sag, som handler om, hvordan de danske udlændingemyndigheder håndterede den hastigt voksende flygtningestrøm fra Eritrea i sommeren og efteråret 2014. Foregik der magtfordrejning, politisk indblanding og et ulovligt asylstop eller gik alt til efter bogen i den sag? Vi ved det ikke, og det gør Folketinget heller ikke. Den 22. september 2014 bad Berlingskes reporterteam bag afdækningen om aktindsigt i en række dokumenter i Justitsministeriet som korrespondance mellem ministeriet og Udlændingestyrelsen i sagen og korrespondance med tre udvalgte lande. Vi modtog materialet knap 136 dage eller 100 arbejdsdage senere. Af loven fremgår, at anmodninger om aktindsigt skal færdigbehandles inden syv dage efter modtagelsen af en anmodning om aktindsigt. Er sagen mere kompliceret eller mængden af dokumenter omfattende, skal sagen efter kammeradvokatens vejledning afgøres senest inden for en frist på 40 dage.

I tilfældet Eritrea-sagen viser det sig tilmed desværre, at det meget langt fra er hele det ønskede materiale, vi har modtaget efter 100 dage. Måske kun en fjerdedel. Resten forventes først færdigbehandlet om yderligere 20 arbejdsdage. En ikke ubetydelig del af det afleverede materiale er fyldt med lange overstregninger, andet er udeladt med henvisning til hensynet til »rigets udenrigspolitiske interesser«, og andre steder igen er aktindsigten udvidet, selv om vi ikke har bedt om det. Det er med andre ord særdeles svært at komme journalistisk til bunds i Eritrea-sagen og afdække, hvad der helt præcis er foregået mellem ministeriet og Udlændingestyrelsen. Folketingets Ombudsmand har i 2014 modtaget mere end 250 klager på grund af afslag på aktindsigt. I 2011 var tallet til sammenligning 100 klager. Ombudsmanden havde i december realitetsbehandlet 60 af de nævnte klager. I halvdelen af sagerne har han udtalt kritik. Man må stille sig det spørgsmål: Hvorfor overholder Justitsministeriet ikke loven og Kammeradvokatens klare vejledning om sagsbehandlingstid? Hvorfor er der så store huller i materialerne, og hvorfor skal der gå yderligere 20 dage, inden resten udleveres? Hvad er det lige, ministeriet har gang i, når det skal være så svært at få dokumenterne frem? Med det hidtidige forløb af sagen, kan man ikke undgå at blive mistænksom. Hvad er offentlighedslovens svarfrister i øvrigt værd, hvis Justitsministeriet ikke selv overholder dem? Læg nu det hele frem Justitsminister, så vi kan komme til en konklusion på, hvad der er foregået.